Tagordbogen

Tagordbogen Undertag og fugt Fugt og ventilation

kapillarsugning

Også kaldet kapillartransport, kapillarvirkning

Kapillarsugning er transport af vand på flydende form gennem et materiales poresystem. Den sker i kapillarporøse materialer som tegl, mørtel, beton, letbeton og træ, hvor de små hulrum hænger sammen, og den sker ikke i mineraluld, der ikke har den porestruktur. I en tagkonstruktion er kapillarsugningen sjældnere skadesårsag end fugtig indeluft, men det er den mekanisme, der flytter vand fra et vådt materiale over i et tørt, der rører ved det.

Vandet suges fra de store porer mod de små

Drivkraften er vandets overfladespænding. Slots- og Kulturstyrelsen beskriver kapillareffekten sådan, at vandet altid suges fra de større porer mod de mindre. Carsten Rode skriver i Icopal Håndbog 9, at transporten kun er aktiv, når der er kontakt mellem væskefyldte porer, og at den derfor først får betydning ved fugtindhold højere end ligevægtsfugtindholdet ved 90 til 95 procent relativ luftfugtighed. Statens Byggeforskningsinstitut kalder et materiale kapillarporøst, når hulrummene danner et sammenhængende poresystem, og nævner træ og beton som eksempler og mineraluld som modeksempel. Mineraluld kan ikke suge vand, men det kan godt stå fuldt af vand, og derfor skal en hulmur under opførelse afdækkes.

Hvor sugningen betyder noget i et tag

PTM-anvisning 4 «Fugt» opregner kapillarsugning som en af de måder, fugt kommer ind i en tagkonstruktion på, men skriver samtidig, at fugttransport ved kapillarsugning i materialerne sjældent er aktuel og især kan optræde i beton og letbeton. Anvisningen bruger et ældre tag af porebeton afdækket med tagpap som eksempel. Taget blev opfugtet i toppen ved diffusion og tørrede ud nedad, fordi porebetonen kunne suge vandet væk.

Den anden situation er kontaktfladen mellem to materialer. SBi's fugtvejledning beskriver, at et tilstrækkeligt fugtigt materiale afgiver vand til et andet kapillarporøst materiale, det står i tæt kontakt med, og at det forhindres med en fugtspærre imellem. Det er baggrunden for murpappen mellem fundament og ydervæg, og princippet gælder også øverst i huset, hvor rem, bjælkeender og spærfod hviler af på murværk. Murerfagets vejledning «Fugtspærre i murværk» viser fugtspærre både i murkronen og ved forskudte tagflader, hvor den nederste fugtspærre skal lede indtrængende vand ud af formuren og ud over taget. Vejledningen er fra 2002 og henviser til BR-95 og BR-S 98, så detaljerne skal læses med den alder i baghovedet.

Endelig er kapillarsugningen den, der får byggefugt ud af et nystøbt tagdæk. SBi deler udtørringen i to faser, hvor vandet i første fase transporteres til overfladen ved kapillarsugning, som er forholdsvis hurtig, hvorefter resten må ud ved diffusion, som er langsom og bliver langsommere, jo tørrere det yderste lag bliver. Lægges tagdækningen på for tidligt, er det anden fase, man spærrer for. Træ opfører sig efter samme regler, og Søren Vadstrup fremhæver endetræet som det sted, der suger mest, og som derfor skal beskyttes.

Reglen nævner ikke ordet

Bygningsreglementet bruger ikke fagudtrykket. BR18 § 337 kræver, at bygninger sikres mod indtrængning af vand fra grundvand og overfladevand, og desuden mod opsugning af fugt fra undergrunden. Det er kapillarsugning skrevet i almindeligt sprog. BYG-ERFA går den anden vej og definerer en fugtspærre som et lag, der forhindrer eller kraftigt reducerer fugttransport både i væskeform, altså kapillarsugning, og i dampform.

Ordforrådet deles heller ikke. SBi og BYG-ERFA skriver kapillarsugning, Rode skriver kapillartransport, og Slots- og Kulturstyrelsen skriver kapillarvirkning og fugtvandring om det samme. Søren Vadstrup indfører en fjerde skelnen, når han skriver, at maling af udvendigt træ skal være kapillaråben, altså poreåben, og ikke det, han kalder diffusionsåben maling. Han bruger dermed ordet diffusionsåben om produkter, som resten af branchen og Bolius netop kalder diffusionsåbne. Spørg derfor, hvilken transportform en rådgiver eller en producent taler om, når ordet åben falder.

Det skal du være opmærksom på

  • En tæt overflade flytter fugten, den fjerner den ikke. Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at fugten i murværk med en diffusionstæt overflade ikke kan fordampe, men i stedet fortættes og ledes opad under overfladen. Tætner eller maler man en fugtig gavl ved tagfoden, kan skaden dukke op højere oppe.
  • Mørtlen afgør, hvor vandet vandrer. Samme kilde skriver, at fugten i ældre murværk med kalkmørtel primært vandrer i fugerne, mens den i murværk med cementholdig mørtel primært vandrer i teglstenene. Valget af mørtel ved en omfugning flytter altså belastningen over på stenene.
  • Kemisk standsning af opstigende fugt er omstridt. Bolius' rådgiver skriver, at injicering af fugtstandsende kemikalier ikke er nogen sikker løsning, og at det bedste resultat opnås med en fysisk fugtspærre lagt ind i en skåret spalte. Producenterne af injektionsvæsker fremstiller metoden som løsningen.

Se også

  • fugttransport. Overbegrebet, hvor kapillarsugning er den tredje mekanisme ved siden af diffusion og konvektion.
  • diffusion. Vanddamp gennem materialet, den transportform der overtager, når kapillarsugningen stopper.
  • byggefugt. Fugten i beton, letbeton og murværk, som kapillarsugningen fører ud til overfladen.
  • udtørring. Selve forløbet i to faser, først kapillært og siden ved diffusion.
  • fugtspærre. Laget, der afbryder sugningen mellem to materialer i kontakt.
  • murkrone. Murafslutningen ved tagkanten, hvor fugtspærren skal ligge i murens fulde bredde.

Kilder