Tagordbogen

Tagordbogen Undertag og fugt Fugt og ventilation

diffusion

Også kaldet dampdiffusion, vanddampdiffusion

Diffusion er vanddampens langsomme vandring fra det sted, hvor damptrykket er højt, mod det sted, hvor det er lavt. I et tag betyder det som hovedregel indefra og ud om vinteren, fordi den varme indeluft indeholder mere vanddamp end den kolde udeluft. Diffusionen sker gennem materialernes porer og gennem tætte membraners molekylstruktur, og den sker også i stillestående luft mellem to materialer, der ikke rører hinanden. Det er diffusionen, dampspærren, sd-værdien og ordet diffusionsåben handler om.

Damptrykket driver, materialet bremser

Luftens fugtindhold kan udtrykkes som vanddampens partialtryk. PTM-anvisning 4 «Fugt» opgiver mættet lufts damptryk til 2337 Pa ved 20 grader og 611 Pa ved 0 grader, og det er den slags forskel, der sætter dampen i bevægelse gennem tagkonstruktionen. Anvisningen understreger forskellen på de to transportformer. Diffusion kræver en forskel i vanddampens partialtryk mellem dampspærrens to sider, mens konvektion kræver en forskel i lufttrykket.

Regnestykket står i Icopal Håndbog 9, hvor kapitlet om fugtlære er skrevet af civilingeniør Carsten Rode. Efter Ficks lov er dampstrømmen gennem et materiale bestemt af damptryksforskellen, materialets tykkelse og dets damppermeabilitet, og modstanden Z er tykkelsen divideret med damppermeabiliteten. Retningen er ikke fast. Rode nævner frysehuse og uopvarmede bygninger, hvor strømmen går den modsatte vej, og PTM beskriver, at solen om sommeren kan drive dampen nedad, så den kondenserer oven på dampspærren og senere vandrer op igen, når tagdækningen bliver kold.

Diffusion sker også i luften mellem materialerne

SBi's «Vejledning om håndtering af fugt i byggeriet» fra 2010 beskriver den udgave af diffusion, der overses på byggepladsen. Fugt kan vandre fra et materiale til et andet gennem den fælles luft, uden at materialerne er i fysisk kontakt. Vejledningen regner et eksempel igennem, hvor en trædel med 10 vægtprocent fugt står i et uventileret rum sammen med udtørrende beton ved 90 procent relativ luftfugtighed. Betonen har den største fugtkapacitet og bestemmer luftens fugtighed, og træet ender omkring 22 vægtprocent. Det er over den grænse på 75 procent relativ luftfugtighed, som normalt bruges for skimmelvækst.

Den flytter mindre, end mange tror

PTM-anvisning 4 sætter mængderne op mod hinanden ved 20 grader og 50 procent inde og 0 grader og 100 procent ude. Diffusionen gennem den hele flade giver 0,0024 liter vand i døgnet, konvektionen gennem utætheder 1,8 liter. Anvisningen konkluderer, at fugtophobning alene som følge af diffusion sjældent er den væsentligste årsag til fugtskader, men at diffusionsforholdene altid bør vurderes. Rode formulerer det samme skarpere. Selv små huller efter søm gennem en membran kan transportere mere fugt end diffusionen gennem en hel kvadratmeter af den. Videncenter for Energibesparelser i Bygninger skriver tilsvarende, at et diffusionsåbent undertag kun kan fjerne små mængder fugt, og at en lufttæt dampspærre derfor er en forudsætning for, at den uventilerede opbygning virker.

Tre målestokke og to ordforråd

Det samme fænomen måles på forskellige skalaer. Dansk byggeteknisk tradition bruger diffusionsmodstanden Z i GPa gange sekund gange kvadratmeter pr. kilogram, som Icopal deklarerer sine undertage med efter DS/EN 1931. Europæiske produktdeklarationer bruger sd-værdien, altså tykkelsen af det luftlag, der har samme modstand, angivet i meter. Bolius bruger en tredje, PAM-værdien, når det gælder maling, hvor skalaen går fra 0 til 100 og et højt tal betyder mindre diffusionsåbent.

Ordene deles heller ikke. PTM bruger dampspærre og noterer, at dampbremse henviser til et produkt med lavere Z-værdi. Slots- og Kulturstyrelsen skriver om bindingsværk, at indvendige vægmaterialer skal være lufttætte og «kunne ånde», og fremhæver brædder, rørvæv og kalkpuds som fugtbuffer frem for at tale om Z-værdier. Hverdagsordet åndbar dækker det samme forhold, men siger i modsætning til en Z- eller sd-værdi ikke noget om, hvor åbent materialet er.

Det skal du være opmærksom på

  • Kilderne er uenige om, hvor tæt der er tæt nok. Videncenter for Energibesparelser i Bygninger sætter grænsen for en traditionel dampspærre ved en Z-værdi over 50 GPa gange sekund gange kvadratmeter pr. kilogram og bruger tommelfingerreglen om, at modstanden inde skal være ti gange større end ude. Rode skriver i Icopal Håndbog 9, at man i praksis ikke kan drage nytte af en Z-værdi meget over 100, og at det afgørende er, om fugten kan slippe ud igen. Icopal deklarerer alligevel sine diffusionstætte undertage til over 500 og over 800, mens de diffusionsåbne ligger under 2,6 og under 0,2.
  • Retningen vender om, og det rammer gamle huse. Slots- og Kulturstyrelsen skriver om efterisolering af bindingsværk, at damptrykket i juni, juli og august går udefra og ind, så en utæt plastmembran giver fortætning på ydersiden af membranen og råd i tømmeret. Styrelsen fraråder derfor dampspærre af plast i den konstruktion og anviser i stedet ventileret hulrum og en forholdsvis tæt, men ikke damptæt, indvendig beklædning.
  • Diffusionsåben betyder ikke selvventilerende. Et diffusionsåbent lag lader damp passere, men flytter ikke luft. Videncenter for Energibesparelser i Bygninger skriver direkte, at uventilerede undertage ikke må anvendes sammen med pudsede lofter uden dampspærre, selv om loftet er lufttæt, for et pudset loft er ikke damptæt.

Se også

  • konvektion. Den anden vej fugten kommer op i taget, og den der flytter mest.
  • vanddampdiffusion. Samme fænomen skrevet ud i sin lange form.
  • z-værdi. Det danske mål for diffusionsmodstand, som membraner og undertage deklareres med.
  • sd-værdi. Den europæiske måde at angive det samme på, i meter luftlag.
  • dampspærre. Laget, der skal bremse både diffusionen og luftstrømmen.
  • sommerkondens. Det, der sker, når diffusionen vender og går nedad.

Kilder