Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Skifer

walisisk skifer

Også kaldet Wales-skifer

Walisisk skifer er tagskifer, der er brudt i det nordvestlige Wales. Det er den skifer, langt hovedparten af de ældre danske skifertage er lagt med, og den er kendt for at kunne kløves tynd og plan i store formater. Herhjemme går den under navnet Port Madoc-skifer efter den havn, stenene blev skibet ud fra, mens den i Wales sælges under de enkelte brudsnavne som Penrhyn, Ffestiniog og Cwt-y-Bugail.

Stenen, der kom med skibene

Naturskifer vandt indpas som dansk tagbeklædning i midten af 1800-årene, først på stationsbygninger og industribygninger, siden på de historicistiske etageejendomme i Københavns brokvarterer, på herregårde og på villaer. Slots- og Kulturstyrelsen skriver ligeud, at den bedste naturskifer kommer fra Storbritannien, nærmere betegnet Wales, og at det herhjemme hovedsageligt er walisisk skifer, der anvendes. Baggrunden er industrialiseringen i Storbritannien og den eksport af både sten, teknologi og faglærte arbejdere, som UNESCO fremhæver, da skiferlandskabet i Nordvestwales blev optaget på verdensarvslisten i 2021. Skiferimportøren Saxo Solution fortæller desuden, at stenene ofte blev brugt som ballast i de både, der ellers sejlede tomme tilbage fra Wales. Den forklaring er god at have med, men den står hos en importør og ikke i de bevaringsfaglige kilder, så den skal læses som branchefortælling.

Tynd, plan og målt i tommer

Det er kløvningen, der gør stenen. Slots- og Kulturstyrelsen beskriver, hvordan blokken kløves på midten igen og igen, til pladen har den ønskede tykkelse, som undertiden kun er cirka 3 mm. Byfornyelsen i Københavns Kommune opgiver de oprindelige tykkelser på brokvarterernes tage til 4,5 til 6,0 mm og de sædvanlige størrelser til 12x24 og 14x24 tommer, altså cirka 30x60 og 35x60 cm. Kommunen fremhæver, at de walisiske skifre ud over holdbarheden har udmærket sig ved at være finkornede og ensartede, så tagene stadig fremtræder som præcise plane flader. Farven er blågrå til mørk blågrå, men Slots- og Kulturstyrelsen nævner også en rødlig variant. Til sammenligning beskriver styrelsen skifer fra Norge, Sverige og Tyskland som normalt lidt mindre, tykkere og mere rustik, oftest grøn eller lysere grå.

Om den stadig kan skaffes

Her er kilderne direkte uenige, og det har betydning, når et gammelt tag skal repareres. Bolius skriver kort og godt, at produktionen af walisisk skifer er stoppet, og Saxo Solution skriver, at skiferbruddet ved Blaenau Ffestiniog i dag er lukket og fungerer som museum. Det holder ikke som generel oplysning. Slots- og Kulturstyrelsen skrev allerede i 2012, at skiferen leveres fra åbne brud, hvor man tidligere tog stenene fra miner, producenten Welsh Slate driver fortsat brudene Penrhyn, Ffestiniog og Cwt-y-Bugail, og den danske forhandler Haubjerg Madsen oplyser at have leveret 4.000 walisiske skifersten til Galten Kirke i 2019 i typerne Bugail Dark Blue Grey og Penrhyn Heather Red. Det, der er ophørt, er de gamle miner og selve udskibningen over Port Madoc, ikke walisisk skiferproduktion. Til gengæld har Bolius og Saxo ret i, at markedet har flyttet sig. Bolius sætter Spaniens andel af verdensproduktionen til 75 til 80 procent, Saxo Solution til 80 til 90 procent, og begge peger på Nordvestspanien som kilden til den skifer, der lægges på danske tage i dag.

Det skal du være opmærksom på

  • Ordet walisisk i et tilbud er ikke dokumentation. Bed om bruddets navn og om klassifikationen efter EN 12326, altså vandabsorption, termisk cyklus og svovlkis. Saxo Solution skriver selv, at den gamle Port Madoc-skifer teknisk og prøvningsmæssigt ikke er bedre end de gode spanske brud.
  • Ny walisisk sten passer ikke automatisk til et gammelt dansk tag. Welsh Slate oplyser, at hovedproduktionen ligger i formaterne 500x300, 500x250, 400x250 og 300x200 mm og i tykkelsesgraderne Capital 5,5 mm, County 7 mm og Celtic 9 mm. Det er noget andet end 14x24 tommer i 4,5 til 6,0 mm, og både lægteafstand og tagets udtryk ændrer sig med formatet.
  • Når et gammelt walisisk tag skal lægges om, er det sjældent stenene, der fejler noget. Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at naturskiferen i sig selv kun har begrænset eller ingen nedbrydning, og at omlægning som regel skyldes overrustede søm, for store sømhuller og defekte inddækninger.

Se også

  • Port Madoc-skifer. Det danske navn på den samme sten, hentet fra udskibningshavnen.
  • naturskifer. Materialet og de kvalitetsprøver, en sten skal bestå.
  • norsk skifer. Den mindre, tykkere og mere rustikke nabo på nogle danske tage.
  • spansk skifer. Den skifer, der i dag leveres til langt de fleste danske tage.
  • skiferbrud. Stedet, farve og holdbarhed i sidste ende afhænger af.
  • genbrugsskifer. De gamle sten, der ofte kan lægges op igen.

Kilder