Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Skifer

EN 12326

Også kaldet DS/EN 12326-1, DS/EN 12326-2, DS EN 12326

EN 12326 er den europæiske standard for skifer og karbonatskifer til tage og facader, der lægges med overlæg. I Danmark er den udgivet som DS/EN 12326-1, der fastsætter kravene til produktet, og DS/EN 12326-2, der beskriver de prøvningsmetoder, del 1 henviser til. Standarden gælder kun naturskifer og karbonatskifer og fastsætter blandt andet klasser for tykkelse, vandabsorption, modstand mod temperaturskift og indhold af kalciumkarbonat. Fibercementskifer, som i daglig tale også kaldes kunstskifer eller skifereternit, er udtrykkeligt undtaget fra standardens område.

Et klart skel til fibercementskifer

Standarden er udarbejdet af CEN's tekniske udvalg CEN/TC 128 og dækker, som den selv skriver, "slate and carbonate slate for discontinuous roofing and external cladding". Skifer er her defineret som en lersedimentær bjergart med en skifret struktur, der gør, at den kan kløves i tynde plader, mens karbonatskifer er en bjergart med tilsvarende spaltbarhed og et indhold af kalciumkarbonat på mindst 20 procent. Standarden skriver selv, at den ikke gælder for andre stenarter end de definerede, og slet ikke for beton, polymermaterialer, fiberarmeret cement, metal eller ler. Fibercementskifer, som lægges efter samme princip som naturskifer, falder dermed formelt uden for standardens område, og producenter henviser i stedet til DS/EN 492, hvilket er beskrevet under fibercementskifer. Standarden gælder heller ikke skifer, der bruges indendørs, eller skifer, der limes eller monteres med dyvler i stedet for at sømmes, og den fastsætter ikke selv, hvordan skiferen skal lægges op.

Klasserne, der følger med leverancen

Standarden opererer med flere klassegrupper, som skal fremgå af det følgende dokument, leverandøren udleverer med en leverance. Vandabsorptionen kodes som W1(≤0,6), W1(>0,6) eller W2, alt efter om skiferen optager højst 0,6 procent vand og er testet for frost og tø modstand. Den termiske cyklus kodes T1 til T3 efter, hvordan stenen reagerer på gentagne temperaturskift. T1 betyder ingen ændring eller kun overfladeoxidering af metalliske mineraler, T2 tillader misfarvning uden strukturelle ændringer, og T3 dækker ændringer, der kan gennemtrænge stenen og med tiden danne huller. Standarden afviser ikke T3 skifer, men skriver, at den kun bør bruges selektivt og med en tagopbygning, der forhindrer vandindtrængning. Er indholdet af kalciumkarbonat højst 20 procent, testes stenen desuden for modstand mod svovldioxid og får en kode S1, S2 eller S3, hvor S3 er det svageste resultat. Er indholdet over 20 procent, måles i stedet, hvor dybt en syreprøve blødgør overfladen. Begge resultater indgår i beregningen af den mindste tilladte tykkelse for netop den sten, så en dårlig S-kode eller et dybt blødgøringslag kræver en tykkere sten. Standarden fastsætter desuden mål for afvigelse i længde og bredde, højst ± 5 mm, retvinkethed, højst ± 1 procent, og planhed, hvor stenene inddeles i "meget flad", "flad", "normal" og "ikke flad" efter, hvor meget de buer.

CE-mærkning og hullet i den danske anvisning

EN 12326-1 er en harmoniseret standard under EU's byggevareforordning. En producent, der sælger skifer til tag i EU, skal derfor CE-mærke produktet og udstede en ydeevnedeklaration, hvor de nævnte klasser fremgår sammen med brandklassen. Standarden angiver selv, at ekstern brandmodstand og reaktion ved brand kan erklæres som henholdsvis klasse BROOF og klasse A1 uden prøvning, fordi skifer i sig selv anses for at opfylde kravet. Standarden fastsætter derimod ikke oplægningen, og i standardens egen liste over nationale anvisninger på det område er der referencedokumenter for Belgien, Tjekkiet, Frankrig, Tyskland, Irland, Spanien og Storbritannien, men ingen for Danmark. Det tomrum er det i praksis Slots- og Kulturstyrelsens hæfte om skifertage og leverandørernes egne oplægningsvejledninger, der udfylder herhjemme, og flere af dem bruger standardens tolerancer direkte i det daglige arbejde, som beskrevet under tykkelsessortering.

Det skal du være opmærksom på

  • En lav klasse, for eksempel S3 eller T3, er ikke i sig selv en fejl eller en kassabel sten. Det er en deklareret egenskab, som standarden selv møder med et krav om større tykkelse eller en tagopbygning, der tåler den, ikke med en afvisning af stenen.
  • Standarden dækker ikke fibercementskifer. Henviser et tilbud eller en produktside til EN 12326 om en fibercementplade, henviser den til den forkerte standard.
  • Standarden regulerer ikke selve oplægningen i Danmark, for landet står ikke på standardens egen liste over nationale anvisninger. Oplægningsreglerne, en dansk tagdækker følger, kommer derfor fra fagets egen litteratur, ikke fra normen selv.

Se også

  • naturskifer. Materialet, standarden klassificerer.
  • fibercementskifer. Den fremstillede plade, standarden udtrykkeligt undtager.
  • tykkelsessortering. Sorteringen, hvor standardens tolerancer bruges i praksis.
  • genbrugsskifer. Vurderingen af brugte sten, som standarden ikke dækker.
  • ce-maerkning. Mærkningen, der følger af, at standarden er harmoniseret.
  • dop. Ydeevnedeklarationen, der skal følge en leverance efter standarden.

Kilder