Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Skifer

saltsyreprøve

En saltsyreprøve er en simpel kvalitetskontrol af naturskifer. Man drypper lidt fortyndet saltsyre på pladen og ser efter, om det bruser. Brusningen betyder, at stenen indeholder kalk, altså karbonat, og i den ældre danske skifertradition er det tegn på urenheder og forringet kvalitet. Prøven hører sammen med klangprøven og vandsugningsprøven som de tre håndkontroller, en skifertækker kunne udføre på pladsen, før stenene kom op på taget.

Sådan foregår prøven

Slots- og Kulturstyrelsen beskriver prøven i hæftet om skifertage under afsnittet Kvalitetskontrol. Man kan prøve kvaliteten af stenen ved at dryppe lidt fortyndet saltsyre på skiferpladen, og begynder saltsyren at bruse, er det tegn på urenheder i stenen og dermed på en forringet kvalitet. Kemien bag er den samme, som geologer bruger i felten. Saltsyre opløser kalk og frigiver kuldioxid, og det er boblerne, man ser. I samme afsnit står de to andre prøver. Stenen skal have en god klang som porcelæn, og stilles den med kanten i vand, må den højst suge vandet nogle få millimeter op i løbet af et døgn.

Hæftet oplyser ikke, hvor stærk syren skal være, og det gør prøven svær at gentage ens. Den siger heller ikke noget om, hvor meget kalk der skal til, før stenen skal kasseres. Prøven er kvalitativ. Enten bruser det, eller også gør det ikke.

Hvad brusningen betyder, og hvad prøven ikke fanger

Her er den gamle håndprøve og den gældende produktstandard uenige. Al tagskifer på det danske marked CE-mærkes efter DS/EN 12326, og standarden behandler kalkindholdet som en deklareret egenskab, ikke som en fejl i sig selv. E. Nielsens gennemgang af CE-mærket deler kalkindholdet i op til 5 procent, 5 til 20 procent og over 20 procent, og skriver, at værdien også afgør, hvordan svovldioxidtesten udføres. Skifer med et karbonatindhold over 20 procent testes efter en anden norm og bør efter samme kilde ikke bruges i Danmark. En sten, der bruser svagt, er altså ikke automatisk kasseret efter standarden, mens den efter hæftets ordlyd er det.

Prøven fanger heller ikke den skade, der oftest ses på nyere importskifer. Svovlkis, også kaldet pyrit, ruster og giver brune udtræk ned ad taget, og det mineral bruser ikke med saltsyre. Pyrit findes i standarden gennem termocyklustesten med klasserne T1, T2 og T3, hvor T3 betyder, at strukturen nedbrydes, efterhånden som pyritten oxiderer. Vandoptagelsen dækkes af klasserne A1 og A2. En skifer kan derfor ligge helt stille under syredråben og alligevel være uegnet.

Hvem bruger ordet

Ordet står hos bevaringsmyndigheden og i litteraturen om bygningsbevaring, hvor håndprøverne er en del af faget. Importørernes og producenternes vejledninger nævner det ikke. De henviser i stedet til CE-mærket, til klasserne A1, T1 og S1 og til, at prøvningen efter standarden skal gentages med faste mellemrum. De to sprog beskriver det samme problem, kalk i stenen, men kun det ene bruger en dråbe syre til at afgøre det.

Det skal du være opmærksom på

  • Prøven er en frasortering, ikke en godkendelse. Bruser stenen ikke, siger det intet om pyrit, vandoptagelse eller revner. Klang og vandsugning skal prøves ved siden af.
  • Saltsyre er ætsende. Prøven skal udføres på en enkelt sten og ikke på det færdige tag, og syren må ikke løbe ned over inddækninger og tagrender af metal.
  • Bruser en gammel sten på taget, betyder det ikke uden videre, at stenen var dårlig fra bruddet. Rester af mørtel og kalk fra understrygning bruser også.

Se også

  • klangprøve. Den anden håndkontrol i samme afsnit hos Slots- og Kulturstyrelsen.
  • kalkspringere. De kalkholdige korn, syren reagerer med.
  • svovlkis. Skaden, saltsyreprøven ikke kan finde.
  • vandabsorption. Den egenskab, der i dag måles og deklareres i klasserne A1 og A2.
  • naturskifer. Materialet, prøven bruges på.
  • afsyring. Samme kemikalie brugt til rengøring af tegl, ikke til kontrol.

Kilder