Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Skifer

kalkspringere

Også kaldet kalkindeslutninger, kalkkorn

Kalkspringere er små kalkholdige korn eller indeslutninger i et tagmateriale. Ordet bruges om to forskellige ting. På en naturskiferplade er kalkspringerne synlige urenheder i stenen, og Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at de i større mængder kan formindske pladens levetid. På en tagsten af tegl er kalkspringeren et kalkkorn i teglmassen, som optager fugt og sprænger et lille krater af stenens overflade.

Kalken i skiferpladen

Slots- og Kulturstyrelsens hæfte om skifertage viser kalkspringerne på et foto af nykløvede plader og kalder dem netop det, med anførselstegn om ordet. Styrelsen knytter dem direkte til kvaliteten. Fordi skifer er et naturprodukt, varierer indholdet af urenheder fra brud til brud, og styrelsen beskriver en prøve, enhver tagdækker kan lave på stedet. Drypper man fortyndet saltsyre på pladen, og syren begynder at bruse, er det tegn på urenheder i stenen og dermed på forringet kvalitet. Brusen er kalken, der reagerer med syren. Prøven indgår sammen med tre andre stikprøver hos styrelsen, nemlig klangen, vandsugningen og brudfladens kornethed.

Hvad kalken gør ved pladen over tid, er der forskellige forklaringer på. Videncentret Bolius skriver om skifer fra brud uden ordentlig kvalitetskontrol, at der blandt andet kan findes kalk i skiferen, som ved fugt og frost kan give frostsprængninger, hvorved pladerne delaminerer og kan blive utætte i løbet af få år. Slots- og Kulturstyrelsen går ikke ind i mekanismen, men nøjes med at sige, at levetiden formindskes, hvis kalkspringerne findes i større mængder. Ingen af de to kilder sætter en grænse for, hvor mange der er for mange.

Det samme ord om en helt anden skade i tegl

Teknologisk Institut bruger ordet om tegl. På instituttets side om tegltagsten står der, at kraterformede afskalninger normalt fremkommer inden for de første et til to år efter opførelsen, og at de skyldes kalkkorn i teglmassen, altså kalkspringere, i forbindelse med at disse er blevet tørlæsket. Rester af kalkkornene kan ofte ses i bunden af skaderne. Her er dommen en anden end på skiferen. Instituttet skriver, at afskalningerne normalt har minimal indflydelse på stenenes holdbarhed på længere sigt. Samme mekanisme beskriver instituttet i blankt murværk, hvor afskalninger oftest er fremkaldt af tørlæskede kalkkorn.

Forskellen er ikke kun sproglig. I teglstenen er kalken brændt med, og skaden sker, når kornet siden optager fugt og udvider sig. I skiferen er kalken en indeslutning i en natursten, som aldrig har været brændt. Derfor kan man ikke tage Teknologisk Instituts beroligende vurdering fra tegltaget med over på skiferpladen.

Hvad standarden måler, og hvad branchen kalder det

Den europæiske standard EN 12326 måler kalken i skifer som apparent calcium carbonate content, altså tilsyneladende calciumkarbonatindhold, og oplyser den som en procent på ydeevnedeklarationen. Standarden bruger 20 procent karbonat som skillelinje. Sten med mindst 20 procent kaldes carbonate slate, karbonatskifer, og koderne S1, S2 og S3 gælder ifølge standardens egen ordliste resultatet af svovldioxid-prøven for plader med et karbonatindhold på 20 procent eller derunder.

Her går danske kilder galt af standarden. Flere leverandørsider forklarer S-koden som et mål for skiferens indhold af svovlkis, hvor S1 er bedst. Svovlkis er jernsulfid og en anden urenhed end kalk, og skiferleverandøren Cupa knytter selv pyritten til den termiske cyklusprøve og dens koder T1, T2 og T3. På en rigtig ydeevnedeklaration står karbonatindholdet som sin egen linje ved siden af svovldioxid-prøven, sådan som det ses i E. Nielsens brochure for tagskifer. Vil man vide, hvor meget kalk der er i pladen, er det den linje, man skal læse, og ikke S-koden.

Det skal du være opmærksom på

  • Saltsyreprøven fortæller, at der er karbonat i stenen, ikke hvor meget. Den er en brugbar indikation i hånden på taget, men den erstatter ikke prøvningen efter EN 12326, og Slots- og Kulturstyrelsen præsenterer den heller ikke som andet end en kvalitetskontrol på stedet.
  • Kraterformede afskalninger på et nyt tegltag ligner en fejl, men Teknologisk Institut vurderer dem som uden væsentlig betydning for holdbarheden. Lange revner i tagsten er derimod en anden sag på samme side, for de kan dele stenen.
  • Kilderne siger noget forskelligt om alvoren. Slots- og Kulturstyrelsen taler om formindsket levetid i skifer, Teknologisk Institut om en kosmetisk begynderskade i tegl. Bed derfor om at få at vide, hvilket materiale sælgeren taler om, hvis ordet falder i en vurdering af dit tag.

Se også

  • svovlkis. Den anden urenhed i skifer, jernsulfid, der giver rustudtræk i stedet for kratere.
  • EN 12326. Standarden, der måler karbonatindholdet og udsteder koderne S, T og W.
  • naturskifer. Materialet, hvor kalkspringerne optræder som en kvalitetsfejl.
  • skiferbrud. Stedet, der afgør, hvor mange urenheder pladen har med hjemmefra.
  • tegltagsten. Tagstenen af brændt ler, hvor ordet betyder kraterformede afskalninger.
  • afskalning. Den skadetype, kalkspringeren udløser i tegl og murværk.
  • forvitring. Den langsomme nedbrydning, kalkholdige plader er mere udsatte for.

Kilder