Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Skifer Skorsten Tagskader

afskalning

Også kaldet skalning, frostafskalning, blæreformet afskalning

Afskalning er en skade, hvor det yderste lag af et materiale slipper og falder af i flager. På taget ses den især på skorstenspiben, på tegltagsten og på pudsede eller kalkede flader. Årsagen sidder næsten altid bag overfladen, hvor frost eller krystalliserende salte sprænger laget af indefra.

Nærbillede af tagflade med betontagsten, hvor enkelte sten har lyse afskalninger og en er revnet.
Nærbillede af tagflade med betontagsten, hvor enkelte sten har lyse afskalninger og en er revnet.
Nærbillede af tagudhæng ved gavl med afskallet maling og synlig underliggende plade samt udendørslampe.
Nærbillede af tagudhæng ved gavl med afskallet maling og synlig underliggende plade samt udendørslampe.
Nærbillede af en afskallet, blågrøn zink- eller stålinddækning ved en tagfod eller kvist med puds og revner.
Nærbillede af en afskallet, blågrøn zink- eller stålinddækning ved en tagfod eller kvist med puds og revner.

Foto: Compara

Hvad der sker bag overfladen

Mur & Tag beskriver to hovedmekanismer. Enten dannes der iskrystaller umiddelbart bag overfladelaget, når opfugtet murværk fryser, så laget bliver løsnet. Eller også udfældes vandopløselige salte lige bag laget under udtørring, og krystaltrykket skaller overfladen af. Saltene kan komme fra sten og mørtel selv eller udefra, for eksempel fra glatførebekæmpelse, og Mur & Tag henviser her til BYG-ERFA erfaringsblad sfb 21 991125 om forvitring af murværk fremkaldt af krystalliserende salte.

Er der tale om puds eller vandskuring, kan årsagen også være håndværksmæssig. Laget er påført for tykt, mørtlen er for svag, eller murværket var vådt, da behandlingen blev udført. For malingslag gælder efter samme kilde, at laget skal være så diffusionsåbent som muligt, og at overfladen bliver mindre åben, jo flere lag der påføres. Kalklag nedsætter derimod ikke vandets mulighed for at fordampe.

Skorstenspiben er tagets mest udsatte sted

Bolius kalder skorstenen en af de mest udsatte bygningsdele på huset og skriver, at risikoen for skader er større, når piben ikke bruges, fordi en kold skorsten er mere følsom over for fugt og frost. På en pudset skorsten viser skaden sig som løs, afskallet eller krakeleret puds. På blank pibe kan overfladen på en porøs mursten, brandskallen, falde af i flager.

Slots- og Kulturstyrelsen bruger ordet skaller og skriver, at piber skal eftergås jævnligt, så løse skaller og forvitrede fuger fjernes, inden fugerne genopbygges. I Anvisninger til Bygningsbevaring forklarer Søren Vadstrup, at varme, kulde, frost og kemiske processer mellem luft og røg opløser mørtlen og skaber frostafskalninger på stenene, og han advarer direkte mod plastikmaling, fordi den til forskel fra kalk ender med at rasle af i store skaller.

Kilderne er uenige om toppen. Bolius skriver, at en muret skorsten uden afdækning foroven er mere sårbar end en, der er afsluttet med for eksempel en betondækning. Vadstrup skriver det modsatte, nemlig at man ikke skal lukke ubrugte piber foroven med en betonflise, fordi den smule vand, der løber ned i røret, ikke betyder noget. Det er hensynet til den lukkede fugt mod hensynet til den frie nedbør, og der er ikke enighed.

Hvornår en afskalning skal udbedres

Ikke al afskalning er alvorlig. Mur & Tag skelner mellem afskalninger fra kalkkorn i teglmassen, kalkspringere, som normalt kommer inden for de første et til to år efter opførelsen og ikke har væsentlig betydning for holdbarheden, og afskalninger fra frost og salt. For blankt murværk sætter samme kilde en tommelfingergrænse, hvor sten med afskalninger større end 3 til 5 mm bør udskiftes. Tagsten med store afskalninger udskiftes, og det bør samtidig undersøges, om taghældning og ventilationsforhold er i orden. Er afskalningen sket i et overfladelag, skal den udbedres, fordi der ellers kan trænge vand ind bag det stadig intakte lag og give nye skader.

Ordene skifter med faget

Frostsprængning bruges i daglig tale som synonym for afskalning, men i kilderne er frost årsagen og afskalningen skadesbilledet. Bevaringssiden taler om skaller og skalning, byggemarkederne om afskalning. På naturskifer bruger Slots- og Kulturstyrelsen slet ikke ordet, men taler om forvitring, der viser sig som en melet eller støvet overflade. Bemærk også, at kalkspringere betyder to forskellige ting. I tegl er det kalkkorn, der efterlader et ar med kalkrest i bunden, i skifer er det kalkholdige urenheder i pladen.

Det skal du være opmærksom på

  • En afskalning i et malings- eller pudslag er sjældent et malerproblem. Males der blot over, uden at årsagen bag laget er fjernet, kommer skaden igen, og et ekstra lag maling gør efter Mur & Tag overfladen mindre diffusionsåben.
  • Begroning af mos og alger giver ifølge Miljøstyrelsens miljøprojekt nr. 784 normalt ikke skader på selve materialet, men den kan give dårlig vedhæftning og dermed afskalning af en overfladebehandling. Samme kilde bemærker, at afrensningen ofte gør større skade end begroningen.
  • Afskalninger på en formur kan skyldes hulmursisolering, fordi formuren derefter er koldere og vådere og gennemgår flere frost- og tøcyklusser. Det gælder ældre sten, der ikke er så frostfaste som nutidens.

Se også

  • frostsprængning. Den mekanisme, der oftest står bag afskalningen.
  • kalkspringere. Kalkkorn i tegl og urenheder i skifer, som giver de harmløse afskalninger.
  • frostfasthed. Stenens dokumenterede modstand mod netop denne skade.
  • saltudblomstring. Saltene, der krystalliserer og sprænger de yderste lag af.
  • skorstenspibe. Den bygningsdel på taget, hvor afskalning ses hyppigst.
  • tagmaling. Behandlingen, der ofte foreslås som svar på en afskallet tagflade.

Kilder