Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Skifer

flerdobbelt dækning

Flerdobbelt dækning er den betegnelse, Slots- og Kulturstyrelsen bruger om skifer lagt i mere end to lag. Den står i hæftet om skifertage som den tredje mulighed ved siden af enkeltdækning og dobbeltdækning, og valget mellem de tre afhænger ifølge styrelsen af tagets form og hældning. Hvad flerdobbelt dækning så er, og hvornår den vælges, står der ikke noget om, hverken i hæftet eller i de danske oplægningsvejledninger.

Ordet står ét sted og bliver aldrig uddybet

Sætningen i Slots- og Kulturstyrelsens hæfte lyder, at skifersten lægges alt efter tagets form og hældning i enkelt, dobbelt eller flerdobbelt dækning. Resten af afsnittet handler kun om de to første. Ved dobbeltdækning ligger stenene i samme skifte ved siden af hinanden, og ved enkeltdækning ligger de delvist ind over hinanden, skriver styrelsen, og herhjemme bruges dobbeltdækning ved normalt forekommende taghældninger. Center for Bygningsbevarings planche om naturskifer nævner kun to metoder og kalder dækkemetoden oftest et dobbelt lag skifer, med enkeltdækning på ganske få buede flader. V. Meyers oplægningsvejledning for tagskifer bruger slet ikke ordet. Flerdobbelt dækning er med andre ord en åben ende i en enkelt tekst, ikke en metode med sin egen beskrivelse.

Uenigheden går dybere. Styrelsens egen sætning om dobbeltdækning handler om, hvordan stenene ligger i forhold til hinanden inden for det samme skifte, altså sidelæns. BYG-ERFAs ordbog gengiver derimod Ulrik A. Hovmands Illustrerede byggeordbog, der definerer dobbeltdækning som tagbelægning lagt i to lag. Tælles der lag, giver flerdobbelt dækning umiddelbart mening som tre lag eller flere. Tælles der placering i skiftet, er det uklart, hvad en tredje variant skulle være.

Tre lag over hele fladen kræver et overlæg, ingen dansk tabel går op til

Ved dobbeltdækning bestemmes lægteafstanden efter formlen stenlængde minus overlæg divideret med to, som den står i V. Meyers vejledning. Det betyder, at det bånd på tagfladen, hvor der ligger tre sten oven på hinanden, er præcis så højt som overlægget, mens resten kun har to. Skal hele fladen have tre lag, skal overlægget altså være større end lægteafstanden, det vil sige mere end en tredjedel af stenlængden, eller over 200 mm for en sten på 600 mm. V. Meyers tabel anbefaler 145 mm ved 20 graders taghældning for netop den sten, og vejledningen tilføjer, at man kan gå helt ned til 70 mm overlæg fra 20 grader, hvis der bruges fast undertag og en godkendt membran mod kapillært opsuget vand. Byggebogens blad om naturskifertag fra 1948 kræver mindst 8 cm overlæg og skriver, at overlægget øges under 45 graders hældning. Ingen af delene kommer i nærheden af tre lag. Den lave hældning løses i dansk praksis med mere overlæg og et undertag, ikke med et ekstra lag skifer, og mere overlæg koster sten. V. Meyer regner 12,6 sten pr. kvadratmeter ved 70 mm overlæg for en 600 gange 300 mm sten, og tallet stiger, når overlægget vokser.

Hvor tykt er et almindeligt skifertag så

Her modsiger kilderne hinanden direkte. Slots- og Kulturstyrelsen skriver ved et billede af de almindelige 14 gange 24 tommer sten, at kun halvdelen, 12 tommer eller 30 cm, er synlig. Bolius skriver, at man reelt kun ser cirka 30 procent af pladen, og at et skifertag næsten altid er tre skiferplader tykt. Byggebogen fra 1948 lander et tredje sted, for bladet foreskriver et begynderskifte på mindst 34,5 cm svarende til skiftebredden plus overlægget, hvilket med mindst 8 cm overlæg giver en synlig skiftebredde på 26,5 cm og ikke 30. Har Bolius ret, er det almindelige danske skifertag netop det, styrelsen ville kalde flerdobbelt dækket. Har styrelsen ret, er selv dobbeltdækningens tredje lag reduceret til en smal stribe ved hver lægte.

Det skal du være opmærksom på

  • Bestil ikke flerdobbelt dækning som en ydelse. Ordet har ingen fælles betydning i dansk vejledningsstof, og to tagdækkere kan læse det som henholdsvis flere lag og en bestemt skiftegang. Aftal i stedet stenstørrelse, overlæg i millimeter og lægteafstand.
  • Flere lag betyder flere sten og dermed mere vægt på en tagkonstruktion, der ofte er dimensioneret til det oprindelige tag. Ved omlægning af et gammelt skifertag er det et spørgsmål til den projekterende, ikke noget der afgøres på stilladset.
  • Ved tagfod og rygning ligger der i forvejen mere end to lag på ethvert dobbeltdækket skifertag, fordi begynderskiftet og dækstenen kommer oven i den almindelige skiftegang. Det er ikke det samme som flerdobbelt dækning af hele fladen.

Se også

  • dobbeltdækning. Den normale danske metode, som flerdobbelt dækning nævnes ved siden af.
  • enkeltdækning. Metoden med ét lag, brugt på spir, tårne og krumme flader.
  • overlæg. Det mål, der afgør, hvor mange lag der ligger over et givet punkt.
  • lægteafstand. Følger direkte af stenlængde og overlæg og bestemmer den synlige del.
  • skifte. Den vandrette række, som dækningsmetoderne beskrives ud fra.
  • undertag. Det lag, der i dansk praksis løser den lave hældning i stedet for flere lag skifer.

Kilder