Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Skifer

lerskifer

Lerskifer er den bjergart, som naturskifer til danske tage kløves af. Den er oprindeligt et ler- og mudderaflejring på en havbund, som senere er blevet presset sammen, så mineralkornene stiller sig parallelt og stenen kan spaltes i tynde plader. Ordet bruges ikke helt ens af geologer, af bevaringsmyndigheder og af skiferhandlen, og en lerskifer er ikke automatisk egnet til tag.

Aflejring, tryk og en spaltelighed der er skabt bagefter

Slots- og Kulturstyrelsen skriver ligeud, at den skifer, der anvendes til tagbeklædning her i landet, er en lerskifer. Styrelsen beskriver dannelsen som en aflejring af kvarts, glimmerskel og ler, der siden har været udsat for et kolossalt tryk, som har givet stenen den skifrede, altså lagdelte, struktur, der gør, at den kan kløves i plader. Det er den spaltelighed, hele tagdækningen bygger på. Fordi mineralkornene ligger i samme retning, kan blokken kløves på midten igen og igen, til pladen har den ønskede tykkelse, som ifølge styrelsen undertiden kun er cirka 3 mm. Kløvningen er beskrevet nærmere under kløvning.

Spalteligheden er noget, stenen har fået bagefter, og ikke nødvendigvis den oprindelige lagdeling fra havbunden. Den Store Danske beskriver skifrighedsplanet som det plan, den hærdnede bjergart lettest kløves langs, og forklarer, at de flade partikler under sammenpresningen orienterer sig vinkelret på trykretningen. Netop derfor har stærkt sammenpressede og meget finkornede lerskifre den bedst udviklede skifrighed.

Hvor kilderne ikke bruger ordet ens

Teknologisk Institut placerer i sin anvisning om natursten lerskifer entydigt i metamorforækken. I instituttets klassifikationsdiagram står ler først som lersten ved diagenese, derefter som lerskifer, med den engelske betegnelse slate, ved meget lille grad af metamorfose op til 400 grader celsius, og først derefter som fyllit og glimmerskifer. Den Store Danske definerer til gengæld skifer som en finkornet og oftest lagdelt sedimentær bjergart. Den danske Wikipedia bruger lerskifer om det rene sediment, der først ved regionalmetamorfose omdannes til skifer, fyllit og glimmerskifer, altså stik modsat instituttet, der bruger ordet om resultatet af omdannelsen. Slots- og Kulturstyrelsen nævner slet ikke varme eller metamorfose, kun aflejring og tryk.

Handelen lægger sig midtimellem. Skiferimportøren E. Nielsen Mekaniske Stenhuggeri skriver, at skifer geologisk set er en bjergart med sedimentær oprindelse, som efterfølgende er metamorficeret, og at den skifer, virksomheden importerer fra det nordvestlige Spanien, blev aflejret i Ordovicium, 495 til 440 millioner år siden, og siden omdannet under kontinentforskydninger. Den formulering rummer begge betydninger på én gang. Ordet lerskifer i et tilbud siger derfor noget om materialets slægt, men ikke om kvaliteten. Teknologisk Institut skriver selv, at der i byggemæssig forstand hersker en vis forvirring om klassificering af skifre, og peger på, at skiferplader hører under produktstandarden DS/EN 12326, mens andre naturstensplader hører under DS/EN 1469. Det afgør, hvilke prøvninger stenen overhovedet er testet efter, og klasserne står under EN 12326.

Dansk lerskifer findes, men ikke på tagene

Danmark har lerskifer i undergrunden. Alunskiferen på Bornholm er et sort, lerholdigt sediment, som ifølge Naturen i Danmark på lex.dk indeholder mineralet pyrit, altså svovlkis, i en grad, der historisk gjorde den til råstof for fremstilling af alun ved ristning, og som senere blev brudt til vejmateriale, indtil indvindingen næsten ophørte i 1985. Den slags lerskifer er ubrugelig som tagdækning, og indholdet af svovlkis er præcis den fejl, EN 12326 klassificerer med koderne T1 til T3, fordi jernsulfid kan ruste og misfarve tagfladen. Se svovlkis. Tagskiferen på danske tage er derfor importeret, historisk fra Wales og Norge, i dag overvejende fra Spanien, og forskellen fra brud til brud er beskrevet under skiferbrud.

Det skal du være opmærksom på

  • Lerskifer er en materialebetegnelse og ikke en kvalitetsangivelse. Kvaliteten aflæses på ydeevnedeklarationen efter EN 12326, altså vandabsorption, termisk cyklus og svovlkis, og på de gamle håndværksprøver, klangprøven og saltsyreprøven, som Slots- og Kulturstyrelsen beskriver.
  • Kilderne er uenige om, hvorvidt lerskifer er en sedimentær eller en metamorf bjergart. Teknologisk Institut kalder den metamorf, Den Store Danske kalder skifer sedimentær, og skiferhandlen siger sedimentær af oprindelse og siden omdannet. Brug derfor ikke ordet som argument for eller imod en bestemt leverance.
  • Kalkholdige urenheder i pladen, de såkaldte kalkspringere, stammer fra det oprindelige sediment. Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at de i større mængder kan forringe pladens holdbarhed, så de skal ses efter i dagslys, inden stenene lægges op.

Se også

  • naturskifer. Selve tagproduktet, der kløves af lerskiferen.
  • kløvning. Bearbejdningen, spalteligheden gør mulig.
  • skiferbrud. Stedet, farve og egenskaber i sidste ende afhænger af.
  • svovlkis. Jernsulfidet i stenen, der kan give rustudtræk på tagfladen.
  • EN 12326. Standarden, der klassificerer skiferen efter målte egenskaber.
  • vandabsorption. Den egenskab, de gamle håndværksprøver også forsøgte at ramme.

Kilder