Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Skifer

norsk skifer

Også kaldet skandinavisk skifer

Norsk skifer er tagskifer brudt i Norge. På danske tage er den en undtagelse, for langt hovedparten af de gamle skifertage herhjemme er lagt med walisisk sten. Norsk tagskifer er som regel tykkere, mindre og mere rustik end den walisiske, og en del af den er slet ikke lerskifer, men kvartsit. I dag brydes der tagskifer på Otta, i Alta, på Oppdal, på Voss og i Lierne.

Hvad de danske kilder faktisk siger

Slots- og Kulturstyrelsens planche om naturskifer skriver, at man "på enkelte bygninger" har brugt naturskifer fra Norge, Sverige og Tyskland, og at disse skifre normalt er lidt mindre end de walisiske, men tykkere og mere rustikke, oftest grønne eller lysere grå. Beskrivelsen dækker altså tre lande under ét og er ikke en beskrivelse af norsk skifer alene. Styrelsens eget hæfte om skifertage nævner slet ikke Norge, men opregner Spanien, Frankrig og Tyskland som de lande, der ud over Wales leveres fra. To publikationer fra samme styrelse trækker altså i hver sin retning, og ingen af dem knytter navnet norsk skifer til bestemte danske bygninger. Betegnelsen er derfor mest en samlekategori for det, der ikke er walisisk.

I dansk handel i dag betyder norsk skifer sjældent tag. Danske skiferimportører sælger spansk, brasiliansk og walisisk sten til tag, mens de norske typer optræder hos stenhuggerier som gulv, belægning og facadesten. Dansk Wikipedia beskriver tilsvarende Alta-skifer og Oppdal-skifer som import til facadebeklædning og henviser til Wales, når det gælder tagdækning.

Kvartsit, fyllit og bruddene bag navnene

Riksantikvaren deler den norske skifer i to hovedgrupper. Kvartsitskifer er den hårde type dannet af sand og sandsten, og hertil hører sten fra Alta, Snåsa, Oppdal og Voss. Fyllit og glimmerskifer er blødere og dannet af aflejringer med mere ler, og hertil hører Valdres og Fåvang, mens Otta og Sel rummer træk fra begge grupper. Producenten Minera Skifer angiver Otta-skiferens petrografi som fyllitskifer og leverer den i ruteheller på 15 gange 15 tommer, altså 38 gange 38 cm, i tykkelser fra 8 til 20 mm og med en vægt på omkring 60 kg pr. kvadratmeter. Altaskifer leverer takskiferheller i faldende længder fra cirka 400 til 1200 mm og tykkelser fra 18 til 35 mm. Farvebilledet passer kun delvist med den danske beskrivelse. Alta er grågrøn, Oppdal er lys, og Otta leveres sort og bliver med tiden gylden af rust.

Norsk lægning er ikke dansk lægning

Riksantikvaren skelner mellem villskifer, rasteheller, ruteheller og lappskifer, og det er lægningsformer, som ikke findes på danske tage. Et dansk skifertag er derimod oftest dobbeltdækket med sømmede, ensartede plader og understrøget med kalkmørtel. Fastgørelsen adskiller sig også. Riksantikvaren beskriver søm og træplugger i taktro eller lægter, og Mineras vejledning til bruddheller fra Oppdal foreskriver syrefaste skruer på 6 mm og en taghældning på mindst 22 grader, op mod 34 grader på meget udsatte steder. Skifersaksen, der blev opfundet på Voss i 1884, mangedoblede den norske produktion, og de norske brud leverer stadig suppleringssten i de fleste formater efter bestilling. Det er den vej, man skal gå, hvis et norsk tag skal repareres, for de danske lagre fører ikke formaterne.

Det skal du være opmærksom på

  • Otta-skiferen indeholder magnetkis, altså svovlkis. Minera Skifer skriver selv, at der ved oxidation og hydratisering dannes svovlsyre, som kan misfarve og tære zink og kobber. Det støder direkte sammen med dansk tradition, hvor rygninger, inddækninger og render på skifertage er af zink. Vælger man denne sten til et dansk tag, skal beslagene tages op til fornyet overvejelse.
  • Producent og myndighed er uenige om rengøring. Mineras drifts- og vedligeholdelsesblad anbefaler højtryksspuling med faldretningen og nævner kemiske midler mod mos og alger. Riksantikvaren skriver modsat, at højtryksspuler ikke må bruges, fordi vandet føres ind under tækningen, og at kemisk behandling har ringe virkning.
  • Både norske producenter og Riksantikvaren opgiver meget lange levetider i tal. Læg mærke til, hvad de begge også skriver. Riksantikvaren formulerer det som, at det ikke er skiferen, der er dårlig, men fæstet, og Slots- og Kulturstyrelsen skriver tilsvarende, at naturskiferen i sig selv kun har begrænset eller ingen nedbrydning, og at omlægning som regel skyldes overrustede søm og defekte inddækninger. Levetiden ligger i sømmet, ikke i stenen.

Se også

  • walisisk skifer. Den sten, langt hovedparten af de danske skifertage er lagt med.
  • naturskifer. Overbegrebet og de kvalitetsprøver, en sten skal bestå.
  • lerskifer. Bjergarten, som en del af den norske tagskifer netop ikke er.
  • svovlkis. Mineralet bag rustudslag og tæring af zink og kobber.
  • EN 12326. Standarden, der definerer skifer som en lersedimentær bjergart.
  • zinkindskud. De danske inddækninger, svovlsyren kan gå ud over.
  • tykkelsessortering. Sorteringen i tre tykkelser, som både dansk og norsk praksis kræver.

Kilder