Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Skifer

skifertag

Også kaldet naturskifertag

Et skifertag er en tagdækning af tynde stenplader, der sømmes fast til lægterne og lægges med så stort overlæg, at hver sten dækker fugerne i rækkerne under sig. Materialet er enten naturskifer, altså en lerskifer der kan kløves i plader, eller fibercementskifer, der er en fremstillet plade af cement og fibre. Tagfladen bliver flad og stram, og skiferen kan derfor lægges på lavere hældninger end et almindeligt tegltag.

To materialer med samme tagbillede

Naturskifer er en lerskifer dannet af kvarts, glimmer og ler, som et voldsomt tryk har givet den lagdelte struktur, der gør, at stenen kan kløves i plader. Slots- og Kulturstyrelsen beskriver, hvordan blokkene saves ud og kløves på midten igen og igen, til pladen har den ønskede tykkelse, som undertiden kun er cirka 3 mm. Materialet vandt indpas i Danmark i midten af 1800-årene på stationsbygninger og industribyggeri og fik sin største udbredelse på de historicistiske etageejendomme sidst i 1800-tallet.

Herom er kilderne ikke enige. Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at der herhjemme hovedsageligt anvendes skifer fra Wales, opkaldt efter udskibningshavnen Port Madoc, og at skifer fra Spanien, Frankrig og Tyskland har svingende kvalitet og derfor også er noget tykkere. Bolius beskriver markedet, som det ser ud i dag, og oplyser, at hovedparten af skiferen kommer fra Spanien, som står for 75 til 80 procent af verdensproduktionen. De to udsagn handler om hver sit, kvalitetstradition og markedsandel, men de forklarer, hvorfor en tagdækker og en bygningsbevaringskonsulent ikke nødvendigvis mener det samme, når de siger skifer.

Dækning, hældning og sømning

Skifersten forhandles efter breddemål i engelske tommer. Slots- og Kulturstyrelsen oplyser, at de mest almindelige størrelser er 14"x24", 12"x24" og 12"x22", at store tagflader ofte er lagt med 16"x26", og at mange jyske tage er lagt med en stentype, der kun er 11" bred. Ved normalt forekommende taghældninger dækkes herhjemme med dobbeltdækning, hvor stenene i samme skifte ligger ved siden af hinanden. På spir, tårne og andre stejle flader er enkeltdækning tilstrækkelig, og den gør det lettere at føje dækningen efter tagets form. Byggebogens blad om naturskifertag fra 1948 foreskriver mindst 8 cm overlæg og to galvaniserede papsøm i hver sten, og bladet gør opmærksom på, at overlægget øges, når hældningen falder under 45 grader.

Hældningen er skifertagets fordel. Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at skifertaget gav mulighed for lavere hældning end det traditionelle tegltag, og at man visse steder finder tage med hældninger så lave som 22 grader. På fibercementskifer sætter producenten grænsen. Swisspearl, tidligere Cembrit, kræver mindst 18 graders taghældning med undertag og 34 grader, hvis taget i stedet lægges med skiferkit.

Tagværket under skiferen

Skiferen stiller sine egne krav til konstruktionen. Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at det ikke er muligt at udføre opskalkning på et skifertag, altså det lille svaj over tagfoden, som kendes fra tegltage. Et skifertag skal derfor være helt plant, og den plane flade føres ud over facaderne med et kraftigt udhæng. Det er baggrunden for den såkaldte trempelkonstruktion, hvor de langsgående remme føres videre ud i gavlene og bliver synlige, ofte udsmykket med knægte og udskæringer. Et skifertag er med andre ord ikke bare en anden tagdækning, men en anden tagkonstruktion.

Byggebogen opgiver vægten af naturskifertag inklusive lægter til cirka 30 kg pr. m2 tagflade og cirka 45 kg pr. m2 med bræddeunderlag. Bolius regner skifer blandt de tunge tage og gør opmærksom på, at en eksisterende tagkonstruktion, der bærer tagpap eller fibercementplader, ikke nødvendigvis kan bære skifer.

Det skal du være opmærksom på

  • Levetiden opgives højt af alle kilder, men den er betinget. Slots- og Kulturstyrelsen, Byggebogen fra 1948 og Bolius er enige om, at et skifertag holder meget længe, og styrelsen knytter det udtrykkeligt til, at taget ligger på et stabilt tagværk, er omhyggeligt udført og bliver vedligeholdt. Forbeholdene er det væsentlige her, ikke årstallene, og det er ofte sømmene og ikke stenene, der sætter grænsen.
  • Reparation med kunstskifer bliver synlig. Slots- og Kulturstyrelsen fraråder det, fordi kunstskiferen i løbet af kort tid får en anden farve end resten af taget. Samme problem opstår med naturskifer fra et andet brud, for farven varierer fra brud til brud.
  • Undertag er en nyere tilføjelse. Bolius skriver, at undertag traditionelt ikke var almindeligt under skifer, men at det i dag altid anbefales for at undgå fygesne og slagregn i tagkonstruktionen. På et bevaringsværdigt tag er det en beslutning, der ændrer konstruktionens fugtforhold, og ikke kun et ekstra lag.

Se også

  • naturskifer. Selve stenmaterialet i det traditionelle skifertag.
  • fibercementskifer. Den fremstillede plade, der lægges efter producentens vejledning.
  • dobbeltdækning. Den dækningsform, danske skifertage normalt udføres med.
  • skifersøm. Fastgørelsen, der ofte er nedbrudt før stenene.
  • skiferkit. Kitten, der på fibercementskifer kan træde i stedet for undertag.
  • understrygning. Den traditionelle måde at tætne et skifertag indefra.

Kilder