Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Skifer

skifersøm

Også kaldet papsøm, skiferstift

Et skifersøm er et kort søm med et stort, fladt hoved, som fastgør den enkelte skifersten til lægten. Der bruges to søm i hver sten, og hovedet skal kunne forsvinde ned i det kegleformede hul, stenen får, når sømhullet slås fra undersiden. Sømmet hedder også papsøm, fordi det er det samme søm, tagpappen blev sømmet med.

Målet og materialet

Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at hver sten fastgøres til lægterne med to skifersøm, angivet som 1 1/2" papsøm 28x40, og at papsøm er galvaniserede og har flade hoveder med en diameter på cirka 10 mm. Målet skal læses som sømmets tykkelse og længde, altså 2,8 mm tykt og 40 mm langt. Det er også sådan, sømmet sælges i dag. Både Brødrene Dahl og Lemvigh-Müller fører kobbersøm til naturskifer i målet 40 x 2,8 mm, og hos Brødrene Dahl er begrundelsen for kobberet, at materialets korrosionsbestandighed modsvarer skiferens lange levetid. Byggebogens blad om naturskifertag fra 1948 opgiver det samme søm som galv. 1 1/2" papsøm, altså 40 mm skifersøm med mindst 10 mm hoved, og regner med 2.000 søm pr. 1.000 sten.

Slots- og Kulturstyrelsen nævner desuden, at der i dag fremstilles specialsøm i en særlig kobberlegering, og at disse moderne søm ofte er riflede. Til fibercementskifer er sømmet et andet. Swisspearl, tidligere Cembrit, foreskriver varmforzinket skifersøm i Ø2,5 x 40 mm og regner med 25 til 27 søm pr. m2 alt efter, om taget lægges med undertag eller med skiferkit.

Sådan sættes sømmet

Sømhullerne slås fra stenens bagside med skiferøkse eller spidshammer. Fordi skiferen er lagdelt, bliver hullet kegleformet på oversiden, og sømhovedet kan derfor forsænkes, så det ligger i plan med stenens overside. Slots- og Kulturstyrelsen gør opmærksom på, at den overliggende sten derved ligger mere stabilt og ikke så let knækker.

Placeringen er lige så vigtig som hullet. Stenens overkant lægges op til midten af lægten og sømmes i den nærmeste lægte nedefter, og sømmet skal sidde i den del af lægten, der ikke er dækket af den underliggende sten. Sømmes de underliggende sten i nakken, altså i overkanten, kan sømtrækkeren ikke nå op til sømmene senere, og reparationer bliver vanskelige. Sømmene må ikke strammes for hårdt, for så knækker stenene.

Rusten er sømmets svage punkt

De galvaniserede papsøm holder efter Slots- og Kulturstyrelsens vurdering udmærket stenene på plads, men styrelsen tilføjer et forbehold. Det gælder, forudsat at sømmene ikke er medtagne af rust. Et skifertag med sunde sten kan altså være ved at falde ned, fordi fastgørelsen er tæret, og ikke fordi skiferen fejler noget. Det er baggrunden for, at et gammelt skifertag ofte omlægges med de samme sten og nye søm.

Det skal du være opmærksom på

  • Søm, der er riflede på hele længden, kan ifølge Slots- og Kulturstyrelsen ikke anbefales, fordi de er vanskelige at trække ud af lægterne, når taget skal repareres. Riflede kobbersøm sælges alligevel bredt til skifer, så spørg til riflingen, hvis taget skal kunne skilles ad igen.
  • De sidste sten ved rygning og lignende må sømmes i den synlige del af stenen. Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at nogle få af disse synlige søm må accepteres efter en reparation, men at de er en kilde til utæthed, og at en større del af taget bør lægges om, hvis der med tiden bliver for mange.
  • Køber du brugte skifersten, skal du se på sømhullerne. Der må ikke være sømhuller i den del af stenen, der bliver synlig på taget, og helst ikke flere end de to, der stammer fra den oprindelige sømning.

Se også

  • skifersten. Stenen, sømmet holder fast.
  • skiferøkse. Værktøjet, sømhullet slås med.
  • skifersømudtrækker. Redskabet, der hugger sømmene over ved reparation.
  • skiferkrog. Den alternative fastgørelse, hvor stenen hænges op frem for at sømmes.
  • stormklamme. Klammen, der på fibercementskifer supplerer sømmene.
  • genbrugsskifer. Brugte sten, hvor sømhullernes placering afgør, om de kan bruges.

Kilder