Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Tegl og betontagsten Skifer

dobbeltdækning

Også kaldet dobbeltlagt skifer

Dobbeltdækning er en betegnelse for, hvordan stenene i et skifte, altså en vandret række, er placeret i forhold til hinanden. Ved dobbeltdækning ligger stenene i samme skifte side om side, og metoden bruges ifølge Slots- og Kulturstyrelsen på danske skifertage ved normalt forekommende taghældninger. Den modsvares af enkeltdækning, hvor stenene i skiftet i stedet forskydes ind over hinanden som i et murværksforbandt, og som forbeholdes spir, tårne og andre stejle eller krumme flader. Ordet bruges også om bæverhaletagsten af tegl, men her som modstykke til kronedækning, ikke til enkeltdækning.

Sådan ligger stenene i skiftet

Slots- og Kulturstyrelsen formulerer forskellen direkte: ved dobbeltdækning lægges stenene i samme skifte ved siden af hinanden, mens stenene ved enkeltdækning i samme skifte lægges som skel, det vil sige delvist ind over hinanden. Skiftet er selve rækkebegrebet, og forskellen ligger altså i den vandrette, ikke den lodrette, overlapning. Skiferstenene forhandles i faste breddemål, og ved dobbeltdækning skal en hel sten kunne ligge ved siden af en hel sten hele vejen ned gennem skiftet, hvad der forudsætter en tagflade, der ikke ændrer form for meget undervejs.

Hvornår metoden bruges, og hvad alternativet koster i fleksibilitet

Styrelsen skriver, at skifersten lægges i enkelt, dobbelt eller flerdobbelt dækning alt efter tagets form og hældning, og at man herhjemme normalt bruger dobbeltdækning. På spir, tårne og andre stejle flader er enkeltdækning tilstrækkelig, og styrelsen begrunder det med, at enkeltdækning gør det nemmere at føje dækningen efter tagets form. Et fransk tårntag er vist som eksempel, hvor selve tårnspiret er lagt med enkeltdækning, mens den mindre stejle skråflade under spiret er lagt med dobbeltdækning. Flerdobbelt dækning er nævnt som en tredje mulighed, uden at styrelsen uddyber, hvornår den vælges frem for de to andre. Valget står altså ikke mellem en god og en dårlig løsning, men mellem to metoder, der passer til hver sin tagform, og en tagdækker, der vælger enkeltdækning på en almindelig, plan tagflade uden at nævne det, afviger fra det, styrelsen selv kalder normalen.

Samme ord bruges forskelligt for skifer og tegl

Kilderne bruger ikke dobbeltdækning ens på tværs af materialer, og det er værd at holde adskilt, hvis man skal bestille en reparation. Slots- og Kulturstyrelsens retningslinjer for tegltage nævner, at bæverhaletagsten, der i dag kun findes på et lille antal bygninger, særligt i Sønderjylland og på enkelte kirker, kan lægges enten med dobbeltdækning eller med kronedækning. Her er modsætningen altså kronedækning, en anden visuel og konstruktiv løsning, ikke enkeltdækning som ved skifer. For den langt mere almindelige vingetagsten bruger styrelsens egen tekst om oplægning ikke betegnelsen dobbeltdækning overhovedet, den beskriver i stedet stenenes binding til lægterne. Bolius skriver mere generelt, at et skifertag på grund af det store overlæg næsten altid er tre skiferplader tykt, hvilket er en beskrivelse af lagtykkelsen på tværs af skifter, et andet forhold end selve ordet dobbeltdækning, som styrelsen definerer ud fra stenenes placering inden for det enkelte skifte.

Det skal du være opmærksom på

  • En udbredt forklaring af ordet er, at hvert punkt på taget er dækket af to lag skifer, og at kun cirka halvdelen af hver sten er synlig. Det beskriver et reelt træk ved skifertage med stort overlæg, men det er ikke, hvad Slots- og Kulturstyrelsen selv lægger i ordet dobbeltdækning. Styrelsens definition handler om stenenes vandrette placering i skiftet, ikke om hvor mange lag der dækker et givet punkt lodret. Skriv derfor tydeligt, hvad der menes, hvis metoden skal aftales med en tagdækker.
  • Ordet betyder ikke det samme for tegl som for skifer. Bestilles dobbeltdækning på et bæverhaletag, er alternativet kronedækning, ikke enkeltdækning.
  • Enkeltdækning er ikke en ringere løsning, men et bevidst valg på flader, hvor dobbeltdækning ikke lader sig gøre uden at skære sten til i stort omfang.

Se også

  • enkeltdækning. Modsætningen på skifertage, brugt på spir, tårne og krumme flader.
  • flerdobbelt dækning. Den tredje, mindre beskrevne skiftevariant for skifer.
  • kronedækning. Modsætningen, når ordet bruges om bæverhaletagsten af tegl.
  • naturskifer. Materialet, dobbeltdækning oftest udføres med.
  • skifertag. Den samlede tagkonstruktion, dækningsformen indgår i.
  • skiftegang. Det bredere begreb for rækkefølgen af skifter på tagfladen.
  • overlæg. Den lodrette dækning mellem skifter, som er et andet forhold end dobbeltdækningens vandrette placering.

Kilder