Tagordbogen

Tagordbogen Kanter og gennembrud Tagafvanding

permeabel belægning

Også kaldet gennemtrængelig belægning, vandgennemtrængelig belægning, åben belægning, permeabel befæstelse

En permeabel belægning er en overflade, hvor regnvandet enten løber ned gennem fugerne mellem elementerne eller gennem materialets egen porestruktur. Under overfladen ligger et lag af vaskede sten, der både leder vandet videre og kan opmagasinere det, indtil det siver ned i jorden eller ledes bort af et dræn. Løsningen bruges på indkørsler, terrasser, gårdarealer og parkeringspladser, hvor vandet skal blive på grunden i stedet for at gå i kloakken.

Belægningen er kun det øverste lag

Teknologisk Instituts anvisning fra 2021 skelner mellem de to ord. En permeabel befæstelse er hele opbygningen, og den permeable belægning er alene det, man går på. Aarhus Kommunes metodeblad fra 2011 bruger derimod permeabel belægning om det hele. Kommunerne har hvert sit ord ud mod borgeren, hvor Frederikssund skriver åbne belægninger, og andre skriver vandgennemtrængelige belægninger. Billund Vands LAR-katalog, som er skrevet til haveejere, nævner fliser med brede fuger, græsarmeringssten, græs, grus og porøse belægningssten i samme åndedrag.

Aarhus-metodebladet deler typerne i lavpermeable overflader, altså græsarmering og grus på en traditionel underbygning, og højpermeable belægninger som porøs asfalt, porøs beton og sten med porøse fuger. Teknologisk Institut behandler kun belægningssten med permeable fuger, permeabel asfalt og støbt permeabel beton og angiver, at fugearealet ved belægningssten typisk bør udgøre 10 procent af overfladen.

Tagvandet må gerne ledes derhen, men ikke uden videre

Bygningsreglementets § 338 kræver, at tagvand via tagrender eller tagnedløb afledes til afløb, og § 337 kræver, at bygningen sikres mod indtrængende overfladevand. En permeabel belægning kan være modtageren. Teknologisk Institut skriver direkte, at befæstelsen både kan optage sit eget vand og vand fra omkringliggende arealer, herunder bygningstage, og på Solnavej i Gladsaxe blev der i 2016 anlagt drænasfalt, der under hverdagsregn også aftager et tagareal på 460 kvadratmeter.

Skal vandet sive ned, kræver det tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19. Betingelserne står i bekendtgørelse nr. 1446 af 27. november 2025, hvor § 41 kræver mindst 25 meter til drikkevandsboringer og til vandløb, søer og havet, og at anlægget udføres, så der ikke opstår overfladisk afstrømning eller gener. Her er en fælde værd at kende. Teknologisk Institut skriver, at Bygningsreglementet indeholder, at nedsivning bør ske mindst 5 meter fra bygninger med kælder og mindst 2 meter fra bygninger uden kælder. De tal står ikke i reglementets fugtbestemmelser. De står som bindende krav i bekendtgørelsens § 44, men kun for grundejere i frikommuneforsøget i Gentofte, Gladsaxe og Viborg. Samme paragraf undtager udtrykkeligt tagvand fra zink- og kobbertage, som heller ikke i forsøgsområderne må nedsives uden tilladelse.

Tilstopning er den afgørende svaghed

Belægningen mister evnen til at tage vand, efterhånden som støv, jord, planterester og dæksnavs pakker fugerne. Teknologisk Institut gengiver målinger fra en boligvej i Bellinge ved Odense, hvor infiltrationsevnen faldt fra i gennemsnit 3.000 mm i timen ved anlæg til omkring 100 mm i timen på et år, formentlig på grund af støv fra byggeriet omkring. På Madvigs Allé på Frederiksberg faldt den fra 6.500 til 200 mm i timen på halvandet år. Derfor anbefaler Aarhus-metodebladet, at man vælger en belægning med mere end dobbelt så stor kapacitet som den dimensionsgivende regn, fordi kapaciteten aldrig kan renses helt tilbage.

Kommunen regner den sjældent som gennemtrængelig

Rebild, Vejle og Rudersdal kommuner bruger den samme tabel over afløbskoefficienter, som Rudersdal henfører til DS 432. Her tæller belægning med grus- eller græsfuger med 0,80 og grusbelægning med 0,60, mod 1,0 for asfalt, beton og tagflader. En permeabel belægning fjerner altså ikke arealet fra befæstelsesgraden, den sætter kun koefficienten lidt ned. Det står i skarp kontrast til Aarhus-metodebladets egne målinger, hvor den overfladiske afstrømning fra en nedsivende opbygning er omkring 5 procent af den årlige regnmængde, og hvor et drænet anlæg reducerer den største vandføring i drænene til mellem 5 og 30 procent af, hvad traditionel afvanding ville give. Vil man regne med de lavere værdier, skal det dokumenteres over for kommunen, som Rudersdal udtrykkeligt kræver.

Det skal du være opmærksom på

  • Kilderne modsiger hinanden om glatførebekæmpelse. Aarhus Kommune skriver, at permeable belægninger ikke bør gruses, undtagen græsarmering og grus. Teknologisk Institut skriver om belægningssten med permeable fuger, at al glatførebekæmpelse skal ske ved grusning, fordi tøsalt kan frigive forurening bundet i fuger og underliggende lag. Begge risici er reelle, for grus stopper fugen til, og salt vasker forurening ned mod grundvandet.
  • Anvisningerne stiller ingen krav om sandfang, når tagvand ledes ud på en permeabel belægning, selv om sediment fra omgivelserne udpeges som den vigtigste årsag til tilstopning. Aarhus-metodebladet skriver, at permeable belægninger bør afgrænses af faste belægninger og ikke af græs, grus eller jord.
  • Teknologisk Institut modsiger sig selv om levetiden. Anvisningen fremhæver, at korrekt vedligeholdte permeable belægninger kan forventes at holde som impermeable, og angiver få sider senere en kortere levetid for permeabel asfalt. Levetiden afhænger reelt af trafikbelastningen, af hvor tidligt rensningen sættes i gang og af, om nogen overhovedet har fået ansvaret for driften.

Se også

  • LAR. Den samlede betegnelse for lokal afledning af regnvand, som den permeable belægning er ét element i.
  • faskine. Nedsivningshulrummet under jorden, som en permeabel befæstelse i praksis også fungerer som.
  • nedsivningstilladelse. Den tilladelse fra kommunen, som nedsivning gennem belægningen forudsætter.
  • befæstelsesgrad. Grænsen for, hvor stor en del af grunden der må være befæstet, og som belægningen tæller med i.
  • afløbskoefficient. Det tal, kommunen ganger arealet med, når regnvandsafledningen skal beregnes.
  • nedsivningstest. Målingen af, om jorden under belægningen overhovedet kan aftage vandet.

Kilder