Tagordbogen

Tagordbogen Kanter og gennembrud Tagafvanding

afvandingsareal

Også kaldet tilsluttet tagareal, afvandingsområde, opland

Afvandingsarealet er det stykke tag, som en bestemt rende, et bestemt nedløb eller et bestemt tagafløb skal aflede vandet fra. Det er ikke det samme som tagets areal, for et tag med flere nedløb deles op i lige så mange afvandingsarealer. Arealet ganget med en regnintensitet giver den vandmængde, systemet skal kunne klare, og derfor er det første skridt i enhver dimensionering af tagafvandingen at gøre arealet op.

Vandret målt eller målt op ad taget

Ordet er producenternes. Plastmo skriver afvandingsareal og afvandingsområde, mens PTM-anvisningen taler om det tagfladeareal, et nedløb kan afvande, og om en tagbrønds opland. Uenigheden ligger ikke i ordet, men i hvordan arealet måles. Byggebogens blad om tagrender og nedløbsrør fra maj 1948 skriver, at 1 cm² af rendens tværsnit kan afvande 1 m² tagflade, og bladet tilføjer parentesen «maalt paa et vandret Plan». For nedløbet er reglen 1 cm² pr. 2 m² tagflade. Samme to tommelfingerregler står stadig i TEKNIQs beskrivelse af tagafvanding, som er mærket gældende. Baggrunden for det vandrette plan står i SBi-særtryk 218 fra 1971. Regnintensiteter er målt for et vandret plan, og fordi regnen ikke falder lodret, må der lægges et tillæg til den vandrette projektion. Særtrykket regner med, at regnen ved dimensionerende byger står mindst 65 grader på vandret, og opstiller vandmængden som i · Fp · 10⁻⁴ · (1 + 0,466 · tan a), hvor Fp er tagfladens vandrette projektionsareal og a er taghældningen. Samme kilde skriver, at man for taghældninger indtil 50 grader med god tilnærmelse kan regne med den skrå tagsides areal i stedet.

Det er værd at holde fast i, når man ser producenternes fremgangsmåde. Plastmo beskriver afvandingsarealet som A gange B og anviser, at B findes ved at måle en tagstens synlige længde og gange med antallet af sten fra tagfod til tagryg. Det er målt op ad taget, ikke i vandret projektion. De to metoder giver forskellige tal, og de rammer kun nogenlunde samme sted, fordi tillægget for skråt faldende regn omtrent svarer til det, hældningen lægger til.

Nedløbets placering deler arealet

1948-bladet viser princippet med tre eksempler på samme tagflade. Ligger nedløbet i den ene ende, skal både rende og nedløb dimensioneres for hele fladen. Ligger der et nedløb i hver ende, regnes med halvdelen. Ligger det ene nedløb vilkårligt, dimensioneres renden efter den længste rendearm, mens nedløbet stadig skal tage hele fladen. SBi-særtryk 218 sætter tal på den samme mekanisme. En halvrund rende med d = 100 mm kan ved 130 l/s·ha afvande 64 m² med nedløbet for enden og 128 m² med nedløbet i midten, og et nedløb i enden har ifølge særtrykket kun omkring 70 procent af kapaciteten for et centralt placeret. PTM-anvisningen skriver det samme om flade tage, hvor placering midt på facaden giver det største afvandingsareal, og angiver vejledende 90 til 130 m² for et nedløb med 70 mm indvendig diameter og 230 til 340 m² ved 100 mm.

Arealet er kun den ene halvdel af regnestykket

Den dimensionsgivende regnvandsstrøm regnes som areal gange afløbskoefficient gange regnintensitet. Arealet er sjældent det, kilderne strides om. Intensiteten er det. PTM-anvisningen skriver, at der for flade tage normalt regnes med 230 l/s pr. hektar, med 20 procent tillæg hvor konsekvenserne af en skade er store, og 140 l/s pr. hektar for UV-afløb af hensyn til selvrensningen. BMIs Icopal-håndbog skriver 13 l/s pr. 1.000 m², altså 130 l/s pr. hektar, og SBi-særtrykket brugte i 1971 samme størrelsesorden. Plastmo oplyser, at deres tabel er beregnet ud fra forventet nedbørsmængde i 2030. Det samme afvandingsareal kan altså ende med næsten dobbelt så stort krav til nedløbet, alt efter hvilken kilde man regner efter. Bygningsreglementets § 70, stk. 2, afgør sagen formelt. Afløbsinstallationer skal dimensioneres som anvist i DS 432, afsnit 6.

Det skal du være opmærksom på

  • Tommelfingerreglen på 1 cm² pr. m² er fra 1948 og hviler på datidens regntal. Den kan bruges til at kontrollere en dimension groft, men den er ikke et bevis for, at afvandingen lever op til DS 432, som bygningsreglementet henviser til.
  • To udbredte vejledninger citerer bygningsreglementer, der ikke gælder mere. TEKNIQs blad om tagafvanding er mærket gældende, men henviser til BR 95, kapitel 7.3, og RHEINZINKs temablad gengiver et krav om en dimensionsgivende regnintensitet, der fastsættes af kommunalbestyrelsen. Den formulering står ikke i BR18 § 77, som blot kræver, at regnvand bortledes uden risiko for skader, og at tagvand holdes på egen grund.
  • Et rigtigt beregnet afvandingsareal redder ikke et tag med ét afløb. PTM-anvisningen skriver, at der så vidt muligt bør være mindst to nedløb pr. tagflade, at der på små tagflader med kun ét afløb skal etableres et overløb, og at afstanden mellem tagnedløb ved kuvertfald 1:40 højst er 12 m og 6 m fra gavlen.

Se også

  • tagrende. Renden, hvis tværsnit skal passe til afvandingsarealet.
  • nedløbsrør. Røret, der sætter den egentlige grænse for, hvor stort et areal der kan afvandes.
  • regnintensitet. Tallet, arealet ganges med, og som kilderne er uenige om.
  • afløbskoefficient. Faktoren, der trækker fra, når vandet holdes tilbage af for eksempel et vækstlag.
  • nødafløb. Sikringen, der skal virke, når afløbet på arealet stopper til.
  • tagbrønd. Afløbet i det flade tags laveste punkt, som arealet er oplandet til.

Kilder