Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Skifer

lokning

Også kaldet at lokke huller, lokkeramme

Lokning er at slå huller til søm i en skiferplade, enten med en spidshammer eller med et særligt værktøj kaldet en lokkeramme. Ordet bruges af Swisspearl og den tidligere Cembrit i deres montagevejledninger til fibercementskifer, hvor det står som modsætning til at bore hullerne. Fabrikken lokker som regel selv de huller, pladen leveres med, men montøren skal lokke nye huller, hvor lægteafstanden eller placeringen afviger fra fabrikkens standardmål.

Værktøjet og hullets mål

Swisspearls montagevejledning beskriver to måder at lave sømhullet på. Sømhullerne kan slås med en spidshammer eller ved hjælp af en lokkeramme med 3,5 til 4 mm dorne, og målene regnes fra pladens endekant til midten af hullet til stormklammen. Alternativt kan hullerne bores, og her er kravet et 4 mm hårdmetalskær og en borehastighed på højst 1.500 omdrejninger i minuttet. Den ældre Cembrit-vejledning til Eternit skifer beskriver samme to værktøjer, lokkeramme og spidshammer, med de samme mål på dornene.

Valget mellem lokning og boring er ikke tilfældigt. Ved diagonal skifer, hvor anden rækkes plader lægges oven på den første, skal sømhullerne i den underliggende plade bores igennem, fordi der ikke er adgang til at slå eller lokke et hul, når to plader allerede ligger oven på hinanden. Lokning forudsætter med andre ord, at pladen endnu ikke er lagt fast til lægten.

Hvornår montøren selv skal lokke

Fabriksfremstillede plader leveres med hul for stormklamme og to huller for skifersøm, tilpasset montage med undertag. Lægges taget i stedet med skiferkit på over 34 graders hældning, passer fabrikkens huller ikke længere, for lægteafstanden er en anden. Her skriver Swisspearl, at der lokkes nye huller til lægteafstand 250 mm, og at hullerne flyttes 20 mm mod den øverste kant. Startrækkens plader skal også lokkes specielt, fordi de afkortes, og hullerne her sidder 20 mm fra kanten efter et mål, der regnes som lægteafstand plus overlæg plus 5 mm. Ved tagdækning med skiferkit understreger begge vejledninger desuden, at huller altid skal lokkes fra pladens bagside, uanset om det sker med spidshammer eller lokkeramme.

Et andet ord på naturskifer

Bygningsbevaringen bruger ikke ordet lokning om det tilsvarende arbejde på naturskifer. Slots- og Kulturstyrelsens hæfte om skifertage beskriver, hvordan sømhullerne hugges fra stenens bagside med en skiferøkse eller en spidshammer, så der på oversiden opstår et kegleformet hul, sømhovedet kan forsænkes i. Håndgrebet ligner det, fibercementbranchen kalder lokning, men styrelsens ord er hugge, ikke lokke. Se skifersøm for den fulde beskrivelse af, hvorfor stenen slås fra bagsiden, og hvad det kegleformede hul betyder for, hvor stabilt taget ligger.

Det skal du være opmærksom på

  • Ordet er ikke fælles for hele faget. Fibercementleverandørerne Swisspearl og tidligere Cembrit skriver lokning og at lokke, mens Slots- og Kulturstyrelsens hæfte om naturskifer kalder det samme greb at hugge sømhuller. Spørger du en tagdækker om lokning, kan svaret afhænge af, om vedkommende arbejder mest med naturskifer eller med fibercementskifer.
  • Ved skiferkit-montage er lægteafstanden en anden end ved undertag, og hullerne skal derfor lokkes om efter et nyt mål, ikke genbruges fra fabrikkens standardhuller. Bliver de lokket på det gamle mål, passer de ikke til lægterne.
  • Startrækkens plader har deres eget hulmål, 20 mm fra kanten, fordi rækken afkortes. Bruger man samme mål som på en hel plade, sidder hullerne forkert.

Se også

  • skifersøm. Sømmet, der går gennem det lokkede hul.
  • skiferkit. Tætningen, hvor huller altid skal lokkes om fra bagsiden.
  • fibercementskifer. Pladen, montagevejledningerne beskriver lokning på.
  • skiferøkse. Værktøjet, naturskifer traditionelt hugges med i stedet.
  • spidshammer. Værktøjet, der kan bruges i stedet for en lokkeramme.
  • stormklamme. Fastgørelsen, hullernes mål regnes ud fra.

Kilder