Tagordbogen

Tagordbogen Konstruktion og form Flade tage

kantfastgørelse

Også kaldet linjelast

Kantfastgørelse er den ekstra fastgørelse, der lægges helt ude ved tagets kanter og på murkroner, ud over de fastgørelser, der er dimensioneret i selve tagfladen. Den holder tagdækningen fast dér, hvor vinden river hårdest, nemlig langs kanten. Kantfastgørelsen er ikke en ekstra sikkerhed oven i beregningen. Den er en betingelse for, at beregningen af resten af taget overhovedet holder.

Hvorfor kanten regnes for sig

Vinden suger ikke lige hårdt over hele et fladt tag. Langs kanterne og i hjørnerne løsner luften sig fra fladen i hvirvler, og dér bliver suget størst. Derfor inddeles tagfladen i midterzone, randzone og hjørnezone med hver sin formfaktor. Formfaktorerne i PTM-anvisning 6 er bestemt på grundlag af Eurocode 1 svarende til et belastningsområde på 1 m², og anvisningen skriver direkte, at de betinger, at der anvendes kantfastgørelser for linjelaster. Springer man kantfastgørelsen over, er den formfaktor, hele tagfladen er regnet med, ikke længere den rigtige.

Kravet om, at konstruktionen skal kunne modstå påvirkningerne, står i bygningsreglementets § 344, som henviser til DS/EN 1991-1-4 om vindlast med dansk nationalt anneks. Selve reglen om kantfastgørelse står ikke i reglementet, men i branchens anvisning.

Linjelast er lasten, ikke fastgørelsen

Ordene bruges i flæng, men betyder ikke det samme. Linjelasten er den kraft pr. meter, kanten belastes med, og kantfastgørelsen er det, man dimensionerer for at optage den. PTM fastlægger linjelasten ud fra formfaktoren for den tilstødende rand- eller hjørnezone og en belastningsbredde svarende til banebredden. Derfor bliver afstanden mellem kantfastgørelserne den samme som afstanden mellem beslagene i den tilstødende zones baner. På murkroner regnes med murkronebredden, dog mindst 0,30 m. Anvisningen staver i øvrigt selv ordet både linjelast og linielast.

Fastgørelsesplanen har derfor egne rækker for kant ved rand og kant ved hjørne, og den første række skal placeres højst 0,2 m fra kanten. Er sternkanten af træ, sømmes dækningen med tagpapsøm pr. 100 mm og afsluttes med en metalsternkapsel. Er kanten af beton eller stål, fastgøres den med en fastgørelsesskinne eller klemskinne pr. højst 300 mm, som fuges. Ved isolerede tagopkanter skal der altid være mekanisk fastgørelse. Reglerne gælder både mekanisk fastgjorte og klæbede løsninger, og ved celleglas anser anvisningen normalt fuldklæbning for tilstrækkelig ved tagkanten.

Høj opkant flytter suget ind på taget

En høj opkant giver læ. Er opkanten højere end en tiendedel af bygningshøjden og mindst 600 mm, optræder det største sug først et stykke inde på taget, og så kan fastgørelsen 200 mm på tværs af banerne bag opkanten udelades. Til gengæld opstår der et betydeligt sug på bagsiden af opkanten, og der skal fastgøres dér, ved høje murkroner og vægge i rækker pr. højst 0,6 m på den lodrette flade.

Ordet bruges også i en anden betydning. I udgaven fra 2023 med solcellekapitel kaldes den skinne, der holder tagpappen fast mod skridning under vandret træk fra et solcelleanlæg, også en kantfastgørelse. Det kapitel er ikke med i 8. udgave fra 2026.

Det skal du være opmærksom på

  • Kantfastgørelsen er ikke et valgfrit tillæg. Udelades den, er formfaktorerne for hele tagfladen forkerte. BYG-ERFA peger på udtrækning af beslag fra underlaget, for få og for korte beslag og beslag, der trækkes gennem dækningen.
  • Fastgørelse i murværk er usikker, fordi murværk normalt ikke har trækstyrke i fugerne. Anvisningen peger i stedet på en kantbjælke forankret med trækbånd.
  • Standardfastgørelsesplanen for mindre bygninger gælder kun inden for sine forudsætninger, blandt andet højst 20 m i bredde eller længde, ingen porte og maksimale bygningshøjder pr. terrænkategori. Den har også en kantrække på 0,2 m.
  • På ballasterede tage anbefaler PTM supplerende mekanisk fastgørelse, og fliser bruges ofte i rand- og hjørnezonen, fordi hvirvlerne kan flytte løse sten.

Se også

Kilder