Tagordbogen

Tagordbogen Konstruktion og form Flade tage

fastgørelsesplan

En fastgørelsesplan er den tegning, der viser, hvor mange fastgørelser tagdækningen skal have, og hvor de skal sidde. Planen deler tagfladen op i midterzone, randzone og hjørnezone og angiver afstanden mellem rækkerne og mellem beslagene inde i hver række. Den gælder for én bygning og kan ikke flyttes over på en anden tagflade, for vindsuget afhænger af husets højde, form og omgivelser.

Fra vindsug til beslagafstand

PTM-anvisning 6 beskriver en procedure i fem trin. Først fastsættes den regningsmæssige vindlast ud fra bygningsgeometri og omkringliggende terræn, derefter fastgørelsessystemets regningsmæssige styrke, og derpå dimensioneres fastgørelsen og fastgørelsesplanen tegnes op. Til sidst kommer detaljer og beskrivelse samt kvalitetssikringen. Vindlasten regnes efter Eurocode 1, og anvisningen bruger formfaktoren cpe,1, altså værdien for et areal på 1 m², fordi en tagdækning ikke kan fordele kræfterne over flere kvadratmeter, sådan som en bærende konstruktion kan. Partialkoefficienten på lasten er 1,5. På styrken bruges 1,27 mod gennemtrækning i membranen, og forudsætningen er konsekvensklasse CC1, fordi brud i tagdækningen normalt ikke koster menneskeliv. I særlige tilfælde regnes med CC2, og så ganges partialkoefficienterne med 1,1.

Zoneopdelingen kommer af formfaktorerne. På et fladt tag uden murkrone regner anvisningen med cpe,1 på minus 2,5 i hjørnezonen, minus 2,0 i randzonen og minus 1,2 i midterzonen. Har taget en murkrone, der er mindst en tiendedel af bygningshøjden, falder værdierne til minus 1,8, minus 1,4 og minus 1,2. Det er den forskel, der bliver til tættere beslag ude i hjørnerne, når planen tegnes.

Hvad planen skal vise

Anvisningens eget dimensioneringsskema viser en plan med rand- og hjørnezonernes udstrækning og med beslagafstandene, opdelt i afstand mellem rækker og afstand mellem beslag i rækken. Dertil kommer randzonebredde for langside og gavl, hjørnezonelængde, korrosionsklasse for fastgørelsesmidlerne samt hvem der har udført og kontrolleret planen, med dato. Kanterne har deres egen regning. Første række fastgørelsesmidler skal sidde højst 0,2 m fra kanten, og kantfastgørelserne udføres ud over de fastgørelser, der allerede er dimensioneret på selve fladen.

Hvem der tegner planen

Her er kilderne ikke enige. PTM-anvisning 6 lægger opgaven i projekteringsfasen sammen med bestemmelse af vindzone, terrænkategori og korrosionsklasse, og under udførelse skal planen udleveres til tagdækkerne på et opstartsmøde. Ved aflevering skal entreprenøren efter anvisningen kunne levere fastgørelsesplan som udført, dimensioneringsskema og datablade. Icopal-håndbogen fra BMI beskriver samme procedure, men skriver om tagkanter, at fastgørelsen skal ske i henhold til en fastgørelsesplan fra Icopal, altså fra leverandøren. Protan bruger slet ikke ordet på sine danske sider om fastgjorte systemer og skriver i stedet, at beslagenes tæthed bestemmes af en vindbelastningsberegning, som producentens egen tekniske serviceafdeling udfører. For en bygherre betyder forskellen, at man skal spørge, hvem der har regnet, og få planen med i afleveringsmaterialet uanset svaret.

Standardfastgørelsesplanen

For mindre bygninger kan man undlade beregningen og bruge anvisningens standardfastgørelsesplan, men kun inden for dens forudsætninger. Bygningen må højst være 20 m i bredden eller længden og må ikke have porte, højden skal holde sig inden for anvisningens tabel over maksimale bygningshøjder for terrænkategori og basisvindhastighed, og underlaget skal være et af de nævnte, for eksempel mindst 50 mm betondæk, mindst 0,8 mm profilerede stålplader eller 15 mm krydsfiner. Der forudsættes to lags tagpap af navngivne typer, teleskopskive på mindst 40 mm og en beslagstyrke på 0,7 kN. Zonerne er sat fast til 2,0 m rand- og hjørnezonebredde og 5,0 m hjørnezonelængde.

Det skal du være opmærksom på

  • Kilderne oplyser vidt forskellige styrker for svejst tagpap. PTM-anvisning 6 regner med en regningsmæssig styrke på 20 kN/m² for tagpap svejst direkte til underlaget og 6 kN/m² ved stribe- eller punktsvejsning med 30 % effektivt svejseareal. Icopal-håndbogen angiver 43 kN/m² og 12 kN/m² for det samme. Forskellen er mere end det dobbelte og afgør, om en svejst løsning kan dokumenteres uden supplerende mekanisk fastgørelse. Spørg derfor, hvilken kilde tallet i dokumentationen stammer fra.
  • Standardfastgørelsesplanen er ikke en tommelfingerregel. Falder bygningen uden for bare én af forudsætningerne, for eksempel fordi der er en port, der giver indvendigt overtryk, så gælder planen ikke, og der skal regnes.
  • Planen som udført er det dokument, der oftest mangler ved aflevering. Uden den kan hverken bygherre, tilsyn eller forsikringsselskab bagefter eftervise, om der sad det antal beslag i hjørnezonen, som der skulle.

Se også

Kilder