Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Skifer Flade tage Tagskader

vindsug

Også kaldet sug, vindløft, opløft

Vindsug er den kraft, der trækker tagdækningen opad og væk fra konstruktionen, når det blæser. Vinden trykker ikke taget ned, den løfter det, fordi luften accelererer hen over tagkanten og danner undertryk over tagfladen. Suget er størst i hjørner og langs kanter og mindst inde midt på fladen. Det er vindsuget, der bestemmer, hvor mange skruer, søm, bindere eller kilo ballast et tag skal have.

Hele tagfladen regnes som sug

I PTM-anvisning 6 om fastgørelse af tagpapdækning hedder hele kapitel 2 «Vindsug generelt», og alle formfaktorerne i kapitlet er negative. På et fladt tag uden murkrone regner anvisningen med minus 2,5 i hjørnezonen, minus 2,0 i randzonen og minus 1,2 midt på fladen, og på pulttage mellem 5 og 30 graders hældning går faktorerne op til minus 2,9 ved hjørnerne på den høje side. Over 30 grader henviser anvisningen videre til Eurocode 1. Faktorerne er sat efter et belastningsareal på 1 kvadratmeter, altså cpe,1, fordi en tagdækning ikke kan fordele kræfterne over flere kvadratmeter, som en bærende hovedkonstruktion kan. Selve regnestykket er partialkoefficienten på 1,5 ganget med det maksimale hastighedstryk og med formfaktoren, og hastighedstrykket afhænger af terrænkategori og af bygningshøjden, som måles fra laveste terrænkote til det højeste punkt på tagfladen. Det danske nationale anneks til vindlastnormen sætter basisvindhastighedens grundværdi til 24 meter i sekundet i hele landet undtagen i en randzone i Jylland med lokaliteter mindre end 25 kilometer fra Vesterhavet og Ringkøbing Fjord, hvor der regnes med 27 meter i sekundet ved kysten, lineært aftagende til 24 ved zonens ophør. Grundlaget er ikke frivilligt, for BR18 § 344, stk. 2, nr. 5, forpligter til at projektere efter DS/EN 1991-1-4 med det danske anneks.

Trykket indefra hører med i regnestykket

Vindsuget på oversiden er kun den ene halvdel. Er tagkonstruktionen ikke lufttæt, lægges et indvendigt overtryk oveni, og PTM-anvisningen regner med en formfaktor på 0,2 for bygninger med almindelige døre og vinduer og 0,9 i bygninger med store porte. Ved åbne udhæng skal trykket på undersiden regnes med facadens formfaktor på 1,0 og lægges til suget ovenfra. BYG-ERFA beskriver mekanismen på samme måde og skriver, at skaderne skyldes de opadrettede vindkræfter, altså sug på tagets overside og tryk på dets underside, især i tagudhæng i vindsiden, og at skaderne som regel starter ved en af tagfladernes begrænsninger. Bladets skadeeksempel er et tegltag, hvor et gavlvindue i vindsiden blev slået itu, så der kom overtryk i loftrummet samtidig med undertrykket over tagfladen. Taget var tætnet med polyuretanskum, så trykket ikke kunne udlignes, og en stor flage blev revet af samlet.

Ordet bruges ikke ens af norm, anvisning og branche

Selve normen bruger ikke ordet. Det nationale anneks taler om formfaktorer med negativt fortegn og navngiver tagets zoner med bogstaver. Anvisningerne, for eksempel PTM-anvisning 6 og BMI's Icopal-håndbog, bruger derimod vindsug som fast term. Tegl 36 fra Murerfagets Oplysningsråd bruger hverken vindsug eller sug, men skriver vindløft og opløftsmodstand med henvisning til DS/EN 14437, som ifølge pjecen selv er en frivillig standard. Kilderne sætter også forskellige tærskler for, hvornår suget skal regnes efter. Montageanvisningen fra Naturskifer.nu, der handler om skifer som facadebeklædning, skriver at der bør foretages beregninger for vindsug ved bygninger over 2 meter i højden og udsat terræn, mens PTM-anvisningen slet ikke opererer med en nedre grænse, men regner for enhver bygningshøjde.

Det skal du være opmærksom på

  • Suget virker på begge sider af tagdækningen. En utæt loftkonstruktion, en åben port eller et vindue, der springer i vindsiden, ændrer forudsætningen for beregningen, mens det blæser.
  • Tallene gælder et konkret hus. Terrænkategori, bygningshøjde og zone kan give to nabohuse med samme tagmateriale vidt forskellige krav til fastgørelsen.
  • Udtryk som stormsikret tag betyder ingenting uden en beregning. Det, der kan dokumenteres, er en fastgørelsesplan for det regningsmæssige vindsug på netop det tag.

Se også

  • vindlast. Den samlede vindpåvirkning, som suget er den opadrettede del af.
  • randzone. Bæltet langs kanten, hvor suget er størst, og fastgørelsen tættest.
  • kantfastgørelse. Den ekstra fastgørelse langs kanten, som formfaktorerne forudsætter.
  • fastgørelsesplan. Planen, hvor det beregnede sug bliver til antal og placering af fastgørelser.
  • trykudligning. Udligningen af overtryk under dækningen, som mangler i BYG-ERFA's skadeeksempel.
  • terrænkategori. Omgivelsernes ruhed, som sammen med højden bestemmer hastighedstrykket.
  • stormskader på tagdækninger. Det, der sker, når suget er større end fastgørelsen.

Kilder