Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Flade tage Inddækninger Tagpap og membraner

inddækningshøjde

Også kaldet opkanthøjde, inddækningshøjder

Inddækningshøjden er den færdige højde, tagdækningen føres op ad en lodret flade ved en stern, en murkrone, en skorsten, et ovenlys eller en facade. Målet afgør, om opsprøjt, smeltevand og fygesne kan komme over kanten og ind i konstruktionen. Ordet hører især til tagpap- og membrantage, hvor anvisningerne sætter tal på højden. Bygningsreglementet gør ikke.

Tallene står i PTM-anvisning 8

Phønix Tag Materialers anvisning om tagdetaljer skriver, at inddækningshøjder generelt skal være mindst 150 mm ved fald ind mod inddækningen, og at de angivne mål er de færdige inddækningshøjder målt fra overside tagpapdækning. Ved fald på mindst 1:40 væk fra inddækningen eller parallelt med den kan højden reduceres til 100 mm. Ved fald 1:5 væk fra eller parallelt med inddækningen kan der bruges 50 mm opkant eller en vindskede, og figurens fjerde række viser en fugeløsning ved fald 1:5 med 20 mm. Forudsætningen for figuren er, at underpappet føres helt ud til forkanten.

Reduktionen gælder ikke overalt. Ved tagkanter, der støder op til tilstødende bygninger, og hvor der er spring i bygningshøjden, skal inddækninger altid være mindst 150 mm høje. Ved renovering kan højden sættes til 100 mm, hvis faldet er parallelt med eller bort fra inddækningen, og ved ovenlys med modfaldskiler bagved kan højden lokalt reduceres til 100 mm.

Anvisningen måler ikke det samme alle steder

Anvisningen er ikke enig med sig selv. Kapitel 1 knytter reduktionen til 100 mm til et fald på mindst 1:40, mens kapitel 2 om kantdetaljer blot skriver, at højden kan reduceres ved fald mindst 1:5. Læser man kun kapitel 2, får man en anden regel.

Målefladen flytter sig også. Kapitel 1 måler fra oversiden af tagpapdækningen, men terrassedetaljerne i kapitel 5 måler fra den færdige overflade. Figuren med fliser i grus på duo-tag angiver en inddækningshøjde over overfladen på mindst 150 mm. På et duo-tag ligger membranen under både isolering og belægning, så de to måder at måle på giver vidt forskellige opbygningshøjder for det samme tag.

Icopal Tagpapbogen, der er skrevet til gør det selv-arbejde, nævner slet ikke reduktionerne. Den skriver, at den færdige inddækning skal have en højde på mindst 15 cm, og at topstrimlen skal gå mindst 10 cm ud på tagfladen og 15 cm op ad muren.

Tallet er heller ikke fælles for alle tagtyper. Slots- og Kulturstyrelsen skriver om tegltage, at den lige zinkløskant skal stå 4 til 7 cm over tagfladen alt efter forholdene. 150 mm er altså tagpapfagets mål, ikke en generel højde for tage.

Reglen er et funktionskrav

Bygningsreglementets § 338 kræver, at klimaskærmen er tæt mod indtrængen af regn og smeltevand, og at vandet på forsvarlig måde kan løbe af. Der står ingen millimeter. Højden kommer fra anvisningerne og fra leverandørernes vejledninger, og det er dem, et tagdækkerarbejde bliver holdt op imod.

Det skal du være opmærksom på

  • Efterisolering spiser højden. Icopal Tagpapbogen skriver, at udvendig isolering øger tagets højde, hvorfor sternkanter, ovenlyskarme og lignende normalt også skal forhøjes. En inddækning, der var høj nok før renoveringen, er det ikke bagefter.
  • Spørg, hvor der måles fra. På duo-tage og terrasser kan en inddækning se rigelig ud oppe fra belægningen og være lav målt fra membranen.
  • På tagterrasser støder højden mod niveaufri adgang. PTM skriver selv, at de 150 mm ved facaden ofte er i konflikt med niveaufri adgang, og at det skal løses i projekteringen.

Se også

  • opkant. Selve den opadgående kant, højden måles på.
  • inddækning. Den tætte overgang, målet hører til.
  • trekantliste. Listen i hjørnet, som inddækningen bygges op over.
  • modfaldskile. Kilen bag ovenlyset, der tillader lokal reduktion til 100 mm.
  • løskant. Metalkanten i murfugen, der afslutter inddækningen foroven.
  • murkrone. Murafslutningen, hvor højden ofte er sværest at få plads til.

Kilder