Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Metaltag Flade tage Tagkonstruktion Inddækninger

inddækning

Også kaldet taginddækning

En inddækning er den tætte overgang mellem tagfladen og det, den støder op imod. Det kan være en skorsten, en kvist, et ovenlysvindue, en mur eller en anden tagflade. Inddækningen udføres oftest i metal, men kan også være muret. Ordet bruges både om selve detaljen på taget og om det sæt dele, man køber for at kunne lave den.

Tre steder, hvor tagfladen ikke kan stå alene

BYG-ERFAs ordbog definerer inddækning som tætning af overgang mellem bygningsdele, særligt ved vindskede, sålbænk og vandnæse, og tilføjer at inddækningen ofte udføres af metal. Slots- og Kulturstyrelsen peger på tre vanskelige steder. Hvor to tagflader støder sammen, hvor tagfladen gennembrydes, og hvor tagfladen afsluttes.

Ordet dækker to ting på én gang. Håndværkeren mener detaljen. Producenten mener varen. VELUX sælger inddækninger med bogstavkoder, hvor valget følger tagmaterialets profil og tykkelse, for eksempel EDW til profileret tagmateriale og EDL til fladt. I byggemarkedet ligger «inddækning» også som en rulle strækbart bånd på hylden.

Muret ind eller lagt på

Her er kilderne uenige. Slots- og Kulturstyrelsen kalder den indmurede inddækning den traditionelle måde at tætne skorstene i tegltage og beskriver den som diskret, naturlig, billig og tæt, modsat en moderne zinkinddækning samme sted, der efter styrelsens ord er materialemæssigt meget synlig og dominerende, dyr og afhængig af zinkens holdbarhed i et udsat klima. Løsningen kan være en reces i skorstenssoklen, en musetrappe af udkragede sten eller en rille skåret 6 til 7 cm ind i murværket, hvorefter der lukkes med hydraulisk kalkmørtel.

Bolius og branchen i øvrigt beskriver derimod zink og aluminium som det normale i dag og nævner den murede løsning slet ikke. Valget afhænger af, om huset er et almindeligt parcelhus eller et bevaringsværdigt hus, hvor tagfladens helhedspræg tæller med.

Højder og fald, der kan slås efter

På tagpaptage er inddækningen målsat. PTM-anvisning 8 kræver en inddækningshøjde på mindst 150 mm ved fald ind mod inddækningen, målt fra oversiden af tagpapdækningen. Ved fald på mindst 1:40 væk fra eller parallelt med inddækningen kan højden reduceres til 100 mm, og ved fald 1:5 kan der bruges 50 mm opkant eller en vindskede. I sammenskæringen mellem lodret og vandret flade lægges en trekantliste af hård mineraluld på mindst 30 x 60 eller 45 x 45 mm, og inddækninger udføres normalt i to lag. Icopals Tagpapbog, der er en gør det selv-vejledning, når frem til det samme og skriver mindst 15 cm, med løskanten sat i en fuge udkradset i cirka 3 cm dybde.

På tegltag er tallene færre. Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at den lige zinkløskant skal opsættes i så lange stykker som muligt, have samme højde hele vejen og stå 4 til 7 cm over tagfladen alt efter forholdene. Styrelsen peger samtidig på, at mange fugtproblemer ved undertage skyldes, at der blot er skåret et hul i undertaget uden tætning.

Bly, zink og de blyfri afløsere

Blybekendtgørelsen, BEK nr. 856 af 5. september 2009, forbyder import og salg af produkter med metallisk bly. Af bilag 2 fremgår, at forbuddet gælder produkter til tagdækning af bygninger fra 1. marts 2001, produkter til inddækning på bygninger fra 1. december 2002 og produkter til reparation samt om- og tilbygning på huse fra 1. november 2007, det sidste med undtagelse af fredede og bevaringsværdige bygninger samt kirkebygninger af kulturhistorisk betydning.

Kilderne læser det forskelligt. Bolius skriver, at bly har været forbudt i byggeri i årtier og skal skiftes i forbindelse med reparation. Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at bly, zink og kobber fortsat bør anvendes ved reparation og istandsættelse af bevaringsværdige og fredede bygninger. Begge udsagn kan rummes i bekendtgørelsen, alt efter hvilket hus der er tale om.

Afløseren er strækbare baner. Wakaflex er polyisobutylen med et net af aluminium og selvklæbende butylbånd i siderne. Producentens montageråd oplyser, at materialet kan strækkes op til 60 % i alle retninger, at det er selvvulkaniserende, at der ikke må bruges slående værktøj, og at tagfladen bør varmes ved temperaturer under 8 grader.

Det skal du være opmærksom på

  • Fugemasse er ikke en inddækning. Bolius skriver, at man mange steder ser fuget langs inddækningerne, at det ikke nødvendigvis er forkert, men at fugerne hurtigt mister deres funktion, fordi de slipper, bliver stive eller slår revner. Bolius anbefaler at udskifte en defekt inddækning frem for at lappe den.
  • Metallerne må ikke blandes tilfældigt. Slots- og Kulturstyrelsen opstiller spændingsrækken kobber, bly, tin, jern, zink, aluminium og skriver, at det metal, der ligger lavest, tæres først. Zinkplader må derfor ikke sømmes med kobbersøm, bly og aluminium bør ikke bruges sammen, og kobbersalte fra en kobberinddækning kan gennemtære zink eller jern, der ligger neden for.
  • Frisk mørtel angriber både zink og bly. Slots- og Kulturstyrelsen anbefaler at lægge en strimmel asfaltpap mellem zinken og mørtlen eller at stryge siden med asfaltklæber, og skriver om bly, at det tæres af alkalier som frisk kalk- og cementmørtel, så der skal renses godt efter en reparation.

Se også

  • zinkinddækning. Den almindeligste udførelse i dag, og den kilderne er mest uenige om.
  • blyinddækning. Det traditionelle materiale, som blybekendtgørelsen har begrænset.
  • løskant. Metalkanten i murfugen, der holder inddækningen op mod muren.
  • inddækningshøjde. Det målsatte krav på tagpaptage.
  • galvanisk tæring. Det, der sker, når to forskellige metaller mødes i taget.
  • skorstensinddækning. Den vanskeligste af dem alle, fordi den skal tætne hele vejen rundt.

Kilder