Tagordbogen

Tagordbogen Kanter og gennembrud Inddækninger

zinkinddækning

Også kaldet inddækning i zink

En zinkinddækning er den tætte overgang mellem tagfladen og en skorsten, en kvist, en mur eller et ovenlys, udført i valset zink. Blikkenslageren klipper, bukker, falser og lodder pladen på stedet, og den holdes fri af det, den tætner op imod, så metallet kan bevæge sig. Zink er stivere end bly, og det afgør, hvor den kan bruges. På plane tagflader dækker zinken hele overgangen, mens den på profilerede tagsten oftest kun udgør løskanten og renden.

Zinken kan ikke bankes ned over stenene

Miljøstyrelsen beskriver arbejdsdelingen tydeligt i rapporten om alternativer til blyinddækning. Bly bruges især på profilerede tagmaterialer som tegl og tagbølgeplader, hvor der er behov for tilpasning til tredimensionelle former, mens der på plane tagmaterialer som tagpap og skifer typisk ikke bruges bly, men stive plader af zink, aluminium eller rustfast stål. Langs brandkamme, gavle og kvistsider udføres inddækningen ifølge samme rapport hovedsageligt med løskanter af zink, fastgjort med murhager, og med blyvinger ført fra løskanten ned over tagfladen. Slots- og Kulturstyrelsen beskriver den samme kombination på tegltag. Det, en husejer får kaldt en zinkinddækning, er altså ofte kun den halve inddækning. Zinken sidder på muren, blyet ligger på stenene.

Vil man helt undgå bly, peger rapporten på nogle veje. En siderende af zink eller aluminium under tagmaterialet, hvilket kræver et velfungerende undertag, da fygesne ellers trænger ind. Præfabrikerede formstykker. Eller en zinkplade, der ved bukning, klipning og lodning tildannes, så den følger tagstenenes overflade. Den sidste kalder rapporten meget dyr, fordi den kræver megen håndværksmæssig tildannelse. Rapporten er fra 2000, og flere af de dengang nye produkter er siden blevet almindelige.

To forskellige varer hedder det samme

Ordet dækker både den plade, blikkenslageren tildanner selv, og en rullevare. Rullevaren hedder inddækningszink og er en blødere zinkkvalitet, som Miljøstyrelsen beskrev som formbar næsten som bly, dog lidt stivere, og med en holdbarhed over for korrosion, der er lidt lavere end sædvanlig 0,8 mm titanzink på grund af den lavere tykkelse. Den blev markedsført i Danmark i efteråret 2000 og fås i dag stadig. RHEINZINKs produktprogram lister inddækningszink i 0,6 mm i både glat og plisseret udførelse, i bredderne 250, 333 og 450 mm på rulle, hvor den plisserede har en foldet zone på 114 mm langs den ene kant.

Netop tykkelsen er kilderne uenige om. Slots- og Kulturstyrelsen anbefaler en forholdsvis kraftig kvalitet zink, for eksempel nr. 14, både til inddækninger, tagrender og nedløb, og begrunder det med sur nedbør og luftforurening. I styrelsens egen tabel er nr. 14 en tykkelse på 0,85 mm, mens Landspriskurantens vægttabel giver 0,82 mm for det samme nummer, jævnfør zink. Rullevarens 0,6 mm er tyndere end det gamle nr. 12. De to råd kan ikke følges på én gang, og valget står mellem formbarhed og godstykkelse.

Pladen skal have plads

Tag- og facadehåndbogen fra TEKNIQ skriver, at tagdækningen normalt bør føres 150 mm op ad tilstødende bygningsdel, og at inddækningen af hensyn til ekspansionsmulighederne ikke må fastgøres mod den bygningsdel, den tætner imod. Der regnes desuden med 150 til 220 mm afstand mellem langsgående false og bygningsdele, alene for at kunne komme til, og hvor tagfaldet møder en bygningsdel på mere end 1000 mm i bredden, skal der udføres en skotrende med saddel for at forbedre vandafløbet.

Ordforrådet følger fagene. Blikkenslagerens landspriskurant måler i «14 zink» og opdeler kvistarbejdet i inddækning langs flunke, inddækning forkant og stolpeinddækning. Grossisterne sælger inddækningszink i millimeter og meter på rulle. Slots- og Kulturstyrelsen skriver zinkløskant og blyvinge.

Det skal du være opmærksom på

  • Frisk mørtel angriber zinken. Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at zinkinddækninger bør beskyttes mod friske kalk- og mørtelrester og mod saltene fra nyt murværk, enten med en strimmel asfaltpap på den side, der ligger ind mod mørtlen, eller ved at stryge siden med asfaltklæber.
  • Fastgørelsen skal være i det rigtige metal. Zinkplader skal ifølge samme kilde sømmes med galvaniserede søm og murhager, og tagrendejern og lignende skal være varmforzinkede. Kobber over zink er den klassiske fejl. VMZINC nævner kobbertaget, der drypper ned i zinkrenden, mens den omvendte kombination er uproblematisk.
  • Syre og røg er zinkens svage punkt, og her modsiger anbefalingerne hinanden. Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at zink er mindre modstandsdygtig over for syrepartikler og alkalier, at luftforureningen giver hurtigere nedbrydning især i byerne, og at det er blevet mere og mere almindeligt at erstatte zink med bly i skotrender af netop den grund. Samtidig begrænser blybekendtgørelsen bly til inddækning. Rådet peger altså mod et materiale, reglerne peger væk fra, undtagen på blandt andet fredede og bevaringsværdige bygninger.
  • Fugen er ikke inddækningen. Miljøstyrelsen peger på, at det i dag er almindeligt at tætne rille eller fuge med fugemasse, og at det kan være en svaghed, fordi fugemassens levetid er begrænset og afhænger stærkt af type og udførelse.

Se også

  • inddækningszink. Rullevaren i blød zink, glat eller plisseret.
  • løskant. Zinkkanten i murværket, som holder inddækningen op mod muren.
  • blyvinge. Det bløde stykke, zinken normalt afleverer arbejdet til på tagstenene.
  • siderende. Den blyfri løsning, hvor vandet ledes under tagmaterialet i stedet.
  • galvanisk tæring. Grunden til, at fastgørelsen og nabometallerne skal vælges bevidst.
  • titanzink. Legeringen, som både plader og rullevare valses af.

Kilder