Tagordbogen

Tagordbogen Kanter og gennembrud Inddækninger

kobberinddækning

Også kaldet kobber, inddækning i kobber

En kobberinddækning er den tætte samling mellem tagfladen og en skorsten, en kvist, en mur eller en gennemføring, udført i kobberplade. Blikkenslageren klipper, bukker, falser og lodder pladen, og den holdes fri af den bygningsdel, den tætner op imod, så metallet kan bevæge sig. Kobber vælges normalt, fordi resten af taget allerede er kobber, altså render, nedløb, spir eller en falset tagflade. Det er det dyreste af de klassiske inddækningsmetaller, og det er samtidig det, der tærer de andre.

Nærbillede af gavl med kobberinddækning, tagrende og en lille kvist på et rødstensbygget hus.
Nærbillede af gavl med kobberinddækning, tagrende og en lille kvist på et rødstensbygget hus.
Skotrende med kobberinddækning mellem tegltag med let mos og en lavere tagflade dækket af underlagspap.
Skotrende med kobberinddækning mellem tegltag med let mos og en lavere tagflade dækket af underlagspap.
Nærbillede af hvid kvist med kobberinddækning og tegltag på et ældre hus.
Nærbillede af hvid kvist med kobberinddækning og tegltag på et ældre hus.

Foto: Compara

Hvor kobberet faktisk sidder

Slots- og Kulturstyrelsen behandler bly, zink og kobber som de tre gængse inddækningsmetaller i tegltage og skriver, at valget følger huset. En skotrende, der ikke udføres i tegl, laves i zink, bly eller kobber afhængigt af, hvad der er valgt til tagets øvrige inddækninger, tagrender og nedløb, og en hætte over en aftrækskanal udføres i zink eller kobber svarende til husets øvrige inddækninger. Der er også en håndværksmæssig forskel på metallerne i selve renden. Zinkbeklædningen samles på tværs med lodning eller blindfals, mens kobber og bly samles med enkeltfalsning.

På det falsede metaltag beskriver TEKNIQs Tag- og facadehåndbog de samme principper for alle metallerne. Dækningen bør normalt føres 150 mm op ad den tilstødende bygningsdel, inddækningen må af hensyn til ekspansionen ikke fastgøres mod den bygningsdel, den tætner imod, og hvor tagfaldet møder en bygningsdel på mere end 1000 mm i bredden, skal der udføres en skotrende med saddel, så vandet kan komme væk.

Myndighed og bevaringsfag er uenige om kobber

Miljøstyrelsen gennemgik i 2000 alternativer til blyinddækning og valgte at lade kobber ligge. Rapporten skriver, at kobbers muligheder som inddækningsmateriale ikke er behandlet indgående, og giver fire grunde. Materialet er lidt stivere end titanzink, kobber er et moderat giftigt tungmetal, der ville spredes med nedbøren og ende i spildevandsslammet, verdens kobberreserver er begrænsede og trængte af blandt andet elektriske ledere, og materialet er meget dyrere end bly. Slots- og Kulturstyrelsen går den modsatte vej og skriver, at bly, zink og kobber fortsat bør anvendes ved reparation og istandsættelse af bevaringsværdige og fredede bygninger. De to kilder taler til hver sin læser, den ene om det almindelige byggeri og miljøet, den anden om huse, hvor materialevalget er bundet af det eksisterende.

Kilderne beskriver også kobberets formbarhed forskelligt. Miljøstyrelsen kalder det stivere end titanzink, mens Slots- og Kulturstyrelsen fremhæver, at kobber tåler bedre end zink, at falsene åbnes og lukkes flere gange, og at det bliver blødt igen ved opvarmning. De to udsagn udelukker ikke hinanden, men de peger i hver sin retning, når spørgsmålet er, om kobber kan bankes ned over profilerede vingetagsten. I praksis går den opgave normalt til bly, mens kobberet bliver til løskant, skotrende og rende.

Blikkenslagerfirmaer markedsfører kobber som holdbart og vedligeholdelsesfrit. Slots- og Kulturstyrelsen er mere forbeholden og skriver, at sur nedbør i større byer kan føre irren bort, og at kondensvand på undersiden kan løbe ind i falsene og give tæring, hvorfor falsene skal tætnes og undersiden luftes. Ordbogen gengiver ikke levetidstal for kobber. Det, der afgør holdbarheden, er pladetykkelsen, om fladen kan bevæge sig, om der kan stå vand, og hvad inddækningen afvander til.

Alt det, kobberet ikke må røre

Kobber ligger øverst i den spændingsrække, Slots- og Kulturstyrelsen opstiller som kobber, bly, tin, jern, zink og aluminium, og alt derunder tæres først. Et kobbertag må derfor ikke afvandes til en zinktagrende, og kobbernedløb, der holdes af hængselstifter i jern, skal isoleres fra dem med en blyforing. TEKNIQs korrosionstabel markerer kobber som uforeneligt med både aluminium og zink, mens bly og rustfrit stål er i orden. TEKNIQs anvisning om tagafvanding viser, hvordan man løser det i praksis. Kobberrender og kobbernedløb udføres af halvhård kobberplade på 0,7 mm, rendebærere er enten galvaniserede med blyforing eller udført af stangkobber, og kobberrendebærere fastgøres med messingskruer. Slots- og Kulturstyrelsen tilføjer, at kobber aldrig må komme i berøring med egetræ, fordi træets garvesyre nedbryder metallet.

Det skal du være opmærksom på

  • Kobberet må ikke dryppe ned på noget uædlere. Den klassiske fejl er en kobberinddækning eller en kobberhætte, der afvander til en zinkrende eller en aluminiumsplade længere nede ad taget. Den modsatte rækkefølge er uproblematisk.
  • Der løber kobbersalte af inddækningen. Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at de salte, der vaskes ud af kobberet, kan misfarve underliggende bygningsdele, og at udvaskningen i mindre udstrækning også dræber svampe- og algevækst nedenfor. Den bieffekt er ikke et argument for et længere holdbart tag. Bolius skriver, at alger, mos og lav i de fleste tilfælde er helt uskadelige for taget og hverken nedbryder eller mindsker materialernes holdbarhed.
  • Kommunen kan sige nej til regnvandet. Ifølge Bolius har blandt andre København, Aalborg, Greve og Morsø valgt et forsigtighedsprincip og tillader som udgangspunkt ikke faskine, hvis der er zink eller kobber på taget. TEKNIQ Arbejdsgiverne omtaler en stikprøve blandt 18 kommuner, der viste stor forskel på, hvad man tillader og på hvilket grundlag. Spørg kommunen, før inddækning og render bestilles.

Se også

  • kobber. Metallet selv, med pladetykkelser, falsning og patinering.
  • zinkinddækning. Alternativet, som kobber ikke må kombineres med.
  • blyvinge. Det bløde stykke, der normalt tager arbejdet på selve tagstenene.
  • løskant. Kanten i murværket, der holder inddækningen op mod muren.
  • galvanisk tæring. Mekanismen bag, at kobber tærer zink, jern og aluminium.
  • kobbertagrende. Renden, kobberinddækningen normalt afvander til.
  • skotrende. Det sted på taget, hvor materialevalget betyder mest.

Kilder