Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Metaltag

titanzink

Også kaldet titaniumzink, zink-kobber-titan-legering

Titanzink er den zinklegering, som al moderne tagzink, tagrendezink og inddækningszink valses af. Ud over zink indeholder den små mængder kobber og titan, og netop de to tilsætninger gør pladen sejere og stærkere end ren zink, så den kan bukkes og falses uden at revne. Ordet siger noget om metallet, ikke om overfladen. Både blank og forpatineret zink er titanzink.

Legeringen står i en europæisk standard

Grundlaget er DS/EN 988, Zink og zinklegeringer, Specifikationer for valsede flade produkter til bygningsformål. Standarden omfatter ifølge Dansk Standards egen beskrivelse valsede flade produkter fremstillet af zink-kobber-titan-legeringer i bånd, plader eller skårne længder, fra og med 0,6 mm til og med 1,0 mm i tykkelsen og fra og med 100 mm til og med 1000 mm i bredden. Den er fra 1996 og står stadig som bekræftet. Søsterstandarden DS/EN 501 om fuldt understøttet tagbeklædning af zinkplader bruger samme ordlyd, plader af zink-kobber-titanium legering.

VMZINC gengiver standardens grænser i sin tekniske vejledning. Kobber skal ligge mellem 0,08 og 1,0 procent, titan mellem 0,06 og 0,2 procent, og aluminium må højst udgøre 0,015 procent. Firmaets eget PREMIUMZINC-mærke ligger snævrere, med kobber mellem 0,11 og 0,17 procent og titan mellem 0,06 og 0,11 procent. RHEINZINK beskriver sin legering som elektrolytisk finzink efter DS/EN 1179 med en renhedsgrad på 99,995 procent og nøjagtigt definerede andele af kobber og titan. Titan er altså en meget lille del af pladen, og navnet titanzink er misvisende stort i forhold til mængden.

Hvad legeringen ændrede på taget

Slots- og Kulturstyrelsen skriver i hæftet om metaltage, at nye fremstillingsmetoder og legeringer, titanzink, bevirker, at zinkplader også kan bukkes parallelt med pladens længderetning uden at knække. Det er den korte version af, hvorfor ordet overhovedet findes. RHEINZINK viser tilsvarende et tværsnit af en bøjeprøve efter bukning 180 grader uden mellemlæg, parallelt med valseretningen.

Valseretningen forsvandt dog ikke som problem. Byggebogens blad om zinktag fra 1949 forklarer, at zinkpladerne strækkes under valsningen, så udvidelsen ved opvarmning bliver betydelig større i længderetningen end i tværretningen, og fraråder derfor plader på 200 cm. RHEINZINK oplyser i dag to forskellige tal, 2,2 mm pr. meter pr. 100 grader i valsens længderetning og 1,7 mm i tværretningen. VMZINC oplyser kun ét tal, 0,022 mm pr. meter pr. grad, og skriver i tabellen, at de fysiske egenskaber gælder i valseretningen. Regner man på en lang bane, kommer man altså til samme resultat kun i den ene retning.

Uenighed om hvad ordet dækker

Tag- og facadehåndbogen fra TEKNIQ deler feltet i to og skriver, at der typisk arbejdes med to former for zink, titanzink, hvor legeringsstoffet er titan, samt zink, hvor legeringen er titan-kobber. Den opdeling passer ikke på standarden, som kun kender én legering med både kobber og titan i, og heller ikke på de to store leverandører, der begge kalder deres kobberholdige zink for titanzink. Samme kapitel angiver EN 1172 som kvalitetsnorm for kobber, men nævner slet ingen norm for zink, mens BYG-ERFA-bladet om zinkbeklædte kviste skriver, at zinkmaterialets kvalitet sikres ved at overholde DS/EN 988.

Hvem der bruger ordet, følger ikke faggrænserne. Producenterne og grossisterne bruger det konsekvent, og NaverGruppen skriver endda om produkter i «ren titanzink», hvilket er en selvmodsigelse, når titanzink er en legering. STARK bruger titanzink som materialefilter i webshoppen. Slots- og Kulturstyrelsen nævner det én gang i en parentes, og Bolius' artikel om metaltage bruger det slet ikke og skriver bare zink.

Kulden og kærven

Titanzink er koldsprødt, og her er kilderne ikke helt enige om grænsen. VMZINC skriver, at en minimumstemperatur ved bearbejdning på plus 7 grader altid skal overholdes, ellers er der risiko for revner. RHEINZINK sætter i stedet 10 grader som den metaltemperatur, hvor der kan arbejdes uden ekstra foranstaltninger, og skriver, at der under 10 grader bør forvarmes ved slagbearbejdning og manuelle processer, mens blødlodning kan ske uafhængigt af metaltemperaturen. BYG-ERFA skriver, at falsearbejde normalt sker problemløst over 10 grader. Legeringen tåler desuden ikke ridser. VMZINC kræver mindst 1,5 mm indvendig bukkeradius og mindst 2,5 gange pladetykkelsen fra 0,8 mm og opefter, og begge leverandører foreskriver opmærkning med blød blyant frem for ridsespids.

Det skal du være opmærksom på

  • Standarden dækker ikke alle tykkelser. DS/EN 988 gælder fra 0,6 til 1,0 mm og op til 1000 mm i bredden. En tykkere plade kan sagtens være af samme legering, men formuleringen «efter EN 988» dækker den ikke automatisk.
  • Legeringen er ikke et levetidsløfte. RHEINZINK giver 30 års materialegaranti, og en garanti er noget andet end en forventet levetid. Producentens håndbog og BYG-ERFA-bladet om zinkbeklædte kviste når frem til vidt forskellige levetider for det samme materiale, og BYG-ERFA peger på, at gennemtæringer kan opstå tidligt, hvis konstruktionen er bygget forkert, så bagsiden påvirkes af fugt. Det er underlaget og ventilationen, der afgør det, ikke titanindholdet.
  • Titanzink er ikke forzinket stål. Varmforzinkning er et zinklag oven på stål, mens titanzink er massivt metal hele vejen igennem. Tag- og facadehåndbogen behandler dem som forskellige materialer i samme tabel, men i et byggemarked kan begge dele stå som «zink».

Se også

  • zink. Materialet i praksis, med zinknumre, tykkelser og hældningskrav.
  • valset zink. Den blanke overflade, legeringen leveres i som standard.
  • forpatineret zink. Samme legering, men bejdset på fabrikken.
  • udvidelseskoefficient. Tallet, der er forskelligt på langs og på tværs af valseretningen.
  • stående dobbeltfals. Den samling, bukkeevnen er en forudsætning for.
  • varmforzinkning. Zinkbelægningen på stål, som ordet zink også bruges om.

Kilder