Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Metaltag Inddækninger Tagkonstruktion

varmforzinkning

Også kaldet galvanisering, forzinkning, varmgalvanisering

Varmforzinkning er den proces, hvor et færdigt stålemne renses og sænkes ned i et bad af smeltet zink, så der dannes et zinklag, der sidder som en legering på hele overfladen. På et tag er varmforzinkning den almindelige rustbeskyttelse af alt det stål, der ikke er rustfrit, altså søm, rendejern, beslag, bøjler og bindere. Zinken beskytter ikke kun som et lag ovenpå, men også aktivt, ved at ofre sig selv i kanten af en ridse.

Zinklagets tykkelse bestemmes af stålet, ikke af dyppetiden

Kravene til stykvarmforzinkning står i DS/EN ISO 1461. Landbrugets Byggeblad om korrosionskategorier gør op med en udbredt misforståelse og skriver direkte, at tykkelsen af zinklaget ikke, som mange fejlagtigt tror, bestemmes af hastigheden og tiden i zinkbadet, men af stålkvaliteten. Det er stålets tykkelse og indhold af silicium, der afgør, hvor tykt et lag der kan opnås. Efter DS/EN ISO 1461 kan man som minimum forvente 45 mikrometer i gennemsnit på stål under 1,5 mm, 55 mikrometer på 1,5 til 3 mm, 70 mikrometer på 3 til 6 mm og 85 mikrometer på stål over 6 mm. Større lagtykkelser kræver specialstål med højere siliciumindhold eller kraftig sandblæsning før forzinkningen.

Den anden fordel, byggebladet fremhæver, er, at lagtykkelsen bliver ens over hele emnet, uanset hvor indviklet det er. Der opstår ikke helligdage på skarpe kanter og skjulte flanger, som der gør ved maling. Til gengæld koster varmforzinkning efter byggebladets vurdering omkring 10 til 15 procent mere end en tilsvarende beskyttelse med maling.

Tre forskellige processer, som alle bliver kaldt galvaniseret

Ordet galvaniseret siger i sig selv ikke, hvordan zinken er kommet på. Stykvarmforzinkning efter DS/EN ISO 1461 er dypning af det færdige emne, og Nordic Galvanizers angiver lagtykkelser i området fra 55 til 215 mikrometer. Kontinuerlig varmforzinkning, som branchen også kalder båndforzinkning eller sendzimirbehandling, sker på tyndpladen i ruller efter EN 10346, altså før produktet overhovedet er lavet. Elforzinkning er en elektrolytisk proces med et markant tyndere lag. BYG-ERFAs erfaringsblad om korrosionsbeskyttelse af bygningsbeslag illustrerer netop fire bygningsbeslag med hver sin type zinkbelægning, nemlig elforzinket, sendzimirbehandlet, varmforzinket og elforzinket med guldkromatering, og pointen er, at man skal kende specifikationen, ikke bare ordet.

Fagets kilder bruger heller ikke samme ord. Slots- og Kulturstyrelsen skriver galvaniserede søm og sætter forzinkede i parentes. VMZINC skriver varmgalvaniseret stål om rendejern. Phønix Tag Materialer skriver, at søm til taglægter skal være korrosionsbeskyttede, for eksempel varmforzinkede Fe/Zn 40, hvor tallet i den slags belægningsbetegnelser er lagets tykkelse i mikrometer. Det er den samme behandling, der beskrives med tre navne.

Hvor længe holder det på et dansk tag

Zinklaget bliver tæret af luften, og hastigheden afhænger af, hvor huset står. Korrosionskategorierne i DS/EN ISO 12944-2 går fra C1 indendørs til C5-M ved kyst- og offshoreområder med højt saltindhold. Med udgangspunkt i minimumslagtykkelserne efter DS/EN ISO 1461 angiver både Landbrugets Byggeblad og DOTs drifts- og vedligeholdelsesvejledning levetider, der falder kraftigt med kategorien. For stål over 6 mm med 85 mikrometer zink regnes med over 100 år i C1 og C2, 40 til over 100 år i C3, 20 til 40 år i C4 og 10 til 20 år i C5. For tyndt stål under 1,5 mm med 45 mikrometer er tallene 21 til 64 år i C3, 11 til 21 år i C4 og 5 til 11 år i C5. Et tagbeslag i et kystområde med moderat saltindhold ligger i C4, og der er zinklaget altså ikke en evighedsløsning. DOT bemærker, at det i kategori C5 kan være nødvendigt at male oven på varmforzinkningen, hvis der ønskes lang holdbarhed.

Det skal du være opmærksom på

  • Små skader heler, store gør ikke. DOT gengiver DS/EN ISO 1461 og skriver, at cirkulære zinkafskalninger op til 5 mm i bredden og langstrakte afskalninger under 3 mm i bredden bliver katodisk beskyttet af den omgivende zink og ikke behøver reparation. Større bare pletter skal repareres, må højst udgøre 0,5 procent af emnets overflade og højst 10 kvadratcentimeter hver, og reparationen skal have en lagtykkelse på mindst 30 mikrometer mere end kravet til den lokale zinklagtykkelse. Et rendejern, der klippes til på stilladset, får altså en skåret ende, der ikke er dækket af noget.
  • Forzinket stål og kobber må ikke røre hinanden. Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at brædderne under et kobbertag sømmes med galvaniserede søm, som skal dykkes, så de ikke kommer i berøring med kobberet. Omvendt kræver samme kilde, at andre metaller i berøring med et zinktag netop skal være galvaniserede. Forzinkning løser altså det ene korrosionsproblem og skaber det andet, hvis det møder kobber.
  • Priskataloget nævner sjældent metoden. Et beslag, der sælges som galvaniseret, kan være elforzinket med et lag, der er en brøkdel af det, en varmforzinkning giver. Forlang specifikationen, når beslaget skal sidde udvendigt på et tag, og især nær kysten.

Se også

  • zink. Selve metallet, der både bruges som belægning og som tagplade.
  • galvanisk tæring. Mekanismen, der afgør, hvilke metaller der må mødes på taget.
  • rendejern. Den del, der efter VMZINC skal være af varmgalvaniseret stål.
  • taglægte. Lægten, hvis søm skal være korrosionsbeskyttede.
  • tagstensbinder. Et af de mange små beslag på taget, hvis korrosionsbeskyttelse skal passe til stedet.
  • aluzink. Den belagte stålplade, hvor zinken er legeret med aluminium.

Kilder