Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Metaltag

blytækning

Blytækning er håndværket, hvor blyplader lægges som selve tagfladen, ikke kun som strimler ved skorsten, kvist eller mur. Pladerne støbes traditionelt på stedet af genbrugt bly eller leveres valsede i ruller, og de falses sammen på samme måde som zink og kobber. I dag findes teknikken næsten kun på kirker, klostre og herregårde, og de håndværkere, der behersker den fuldt ud, er få.

Støbt på stedet eller valset i rulle

Center for Bygningsbevaring i Raadvad beskriver, hvordan blytækkeren traditionelt støber sine egne plader. Gamle plader smeltes om i en rektangulær træform med sand i bunden, sandets overflade glittes med et varmt, stearinsmurt jern, og det flydende bly hældes ud i formen. Slots- og Kulturstyrelsens hæfte om metaltage angiver et format på cirka 50 x 150 cm og en tykkelse på 2,5 til 3 mm for de støbte plader og skriver, at en rutineret blystøber kan holde tykkelsen inden for 0,2 mm. Ved en omtækning tilsættes typisk 10 til 15 procent nyt bly som erstatning for det, der er fordampet undervejs, så det bly, der ligger på taget i dag, er en blanding af gammelt og nyt metal, ikke de oprindelige plader.

Alternativet er valset bly, industrielt udrullet og solgt i baner på 1,25 x 4 m i forskellige tykkelser, hvoraf 1,25 mm er den mest almindelige. Valset bly bruges mest til inddækninger, men Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at det også kan bruges til tagdækning. Ordet blytækker betegner derfor både den, der støber sine egne plader, og den, der lægger en færdig, valset plade.

Fra brædt til fals

Underlaget er et bræddeunderlag, ikke et nutidigt undertag. Pladerne lægges i baner med et overlæg på 15 til 20 cm og fastgøres foroven med store, bredhovede, galvaniserede søm, som den følgende banes overlæg dækker. De lodrette samlinger mellem banerne falses, og for at holde pladerne til underlaget uden søm gennem selve fladen bruges en hafte klippet af blyplade og sømmet i brædderne. Selve samlingsteknikken er beskrevet under falsning og er den samme, zink- og kobbertage bruger. Over rygningen samles pladerne med en stående fals.

Bly opfører sig ikke som de andre tagmetaller under arbejdet. Under bly er det beskrevet, hvorfor materialet bankes i stedet for at hærde, og hvorfor det ikke bør bruges på lodrette eller meget stejle flader.

Et fag uden egen uddannelse

Blytækkerfaget er ikke en gren af den moderne vvs-uddannelse, som i dag dækker blikkenslageren, der lodder skotrender og lægger zink- og kobbertage. Center for Bygningsbevaring beskriver blytækkerfaget som et lille, omrejsende fag uden registreret uddannelse, hvor færdighederne traditionelt går i arv fra far til søn, og hvor kun Nordjylland og København har haft egentligt fastboende udøvere. I 2006 vurderede centret, at den afgørende faglige viden var koncentreret hos kun fire til fem af fagets udøvere, og at et enkelt værksted i Vendsyssel dengang blev drevet af ottende generation i samme familie.

Kirker, klostre og herregårde

Center for Bygningsbevaring opgjorde i 2006 antallet af blytækkede bygninger i Danmark til omkring 1.200, overvejende kirker i Jylland, samt enkelte klostre, slotte og herregårde. På almindelige huse er det sjældent at finde egentlig blytækning, skriver Slots- og Kulturstyrelsen, hvor bly i stedet bruges som blyinddækning ved skorsten, kvist og tagfod. Under 1. verdenskrig blev en del blytage skiftet til naturskifer, fordi bly da var en mangelvare andre steder i Europa. At kirker og fredede bygninger fortsat kan blytækkes trods forbuddet mod bly i byggeriet, er beskrevet under bly.

Det skal du være opmærksom på

  • Levetidstallene dækker over omstøbning, ikke uberørte plader. Center for Bygningsbevaring skriver, at meget af blyet på danske kirketage stammer helt tilbage fra middelalderen, men det er fordi pladerne er smeltet om og støbt igen med et tilslag af nyt bly ved hver omtækning, ikke fordi de oprindelige plader har ligget urørt. Samme kilde skrev i 2006, at den levetid, faget tidligere regnede med, siden var blevet nedjusteret på grund af luftforurening og ændret indeklima, mens Slots- og Kulturstyrelsens hæfte om metaltage angiver en helt anden størrelsesorden for, hvor længe et blytag kan holde. Kilderne er altså ikke enige, og de er skrevet på forskellige tidspunkter, så et opgivet tal bør altid læses med begge forbehold i mente.
  • Fejl viser sig oftest på de nyeste tage, ikke de ældste. Center for Bygningsbevaring skriver, at skader på blytage som regel er stormskader eller almindelig ælde, sjældnere støbefejl, men at når der først er tale om en konstruktionsfejl, som for tyndt støbte plader eller forkerte sammenfalsninger, optræder den hyppigst på nyere arbejde.
  • Undersiden korroderer, hvis den ikke ventileres. Samme kilde peger på utilstrækkelig ventilation på undersiden som en hyppig årsag til, at et blytag skal omlægges, og på at sydsiden er særligt udsat på grund af større temperaturudsving.

Se også

  • bly. Materialet og undtagelserne i blyforbuddet for kirker og fredede bygninger.
  • blytækker. Håndværkeren, der udfører blytækningen.
  • blyinddækning. Den langt mere almindelige brug af bly i dag, ved skorsten og kvist.
  • støbt blyplade. Pladen, der støbes på stedet af genbrugt bly.
  • valset bly. Den industrielt udrullede plade, som også kan bruges til tagdækning.
  • blikkenslager. Den moderne, uddannede faggruppe, blytækkerfaget ligger uden for.

Kilder