Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Metaltag Inddækninger Værktøj og udførelse

falsning

Også kaldet at false, falsesamling, falseteknik

Falsning er den samlingsteknik, hvor kanterne på to metalplader bukkes om og låses ind i hinanden. Falsen er tæt, fordi vejen for vandet bliver lang og opad, ikke fordi der er tilsat noget. Det er den bærende teknik i zink-, kobber- og blytage, og til forskel fra en lodning tillader en fals, at pladerne stadig kan bevæge sig, når metallet udvider sig i varmen.

Sådan bliver to baner til én flade

Pladen deles i baner, som blikkenslageren kalder reder. Rederne får en opkant i hver side, og opkanterne holdes af hafter, der er sømmet eller skruet i underlaget. Når to opkanter bukkes om hinanden og lukkes to gange, er resultatet en stående dobbeltfals. Tag- og facadehåndbogen fra TEKNIQ kræver, at den færdige fals er mindst 25 mm høj. Falsen i banernes længderetning hedder langfalsen, og den på tværs hedder tværfalsen. RHEINZINK bruger dertil ordene overfals og underfals om den overliggende og den underliggende del af samlingen.

Værktøjet er stadig i høj grad håndværktøj. Slots- og Kulturstyrelsen nævner falsejern og schaljern til bukning og lukning af stående og liggende false, falsetænger til at bukke og til at åbne false igen, og understreger, at pladen skal bearbejdes med en træhammer eller en kunststofhammer, for at den ikke revner. Ved tværfalsen skal kobber varmes op, altså udglødes, for at kunne bukkes. I dag laves langfalsene på tagfladen normalt med en falsemaskine, der kører op ad banen og lukker falsen, mens tilskæring og detaljer stadig sker i hånden. Både RHEINZINK og VMZINC advarer mod at opmærke pladen med ridsenål eller kniv i stedet for en blød blyant, og begge sætter en mindste bukkeradius, men ikke den samme. RHEINZINK kræver mindst 1,75 mm, VMZINC mindst 1,5 mm og fra 0,8 mm pladetykkelse mindst 2,5 gange pladetykkelsen, målt indvendigt.

Hældningen afgør, hvilken fals der må bruges

Vand kan stemmes op over en fals, og derfor knytter alle anvisninger falsetypen til taghældningen. De gør det bare ikke ens.

TEKNIQ sætter mindst 5 grader ved bånddækning og mindst 10 grader, hvor der forekommer tværfalse, og det gælder ens for zink, aluminium, syrefast rustfrit stål, metalliseret og plastbelagt stål og kobber. Dobbelt tværfals kræver over 10 grader, enkelt tværfals med ekstra fals kræver over 10 grader og en samlet overlapning på mindst 250 mm, mens en enkelt tværfals, som faget kalder en hagning, først må bruges over 30 grader. En stående vinkelfals i stedet for en dobbeltfals kræver mindst 25 grader og må ikke have taggennembrud, der spærrer for vandets frie løb.

RHEINZINK sætter grænserne lavere i sin danske falseteknikhåndbog. Stående dobbeltfals kan bruges fra 3 grader, dog med tætningsbånd i falsen mellem 3 og 7 grader og ved risiko for isdannelse. Stående vinkelfals kræver mindst 25 grader, og i snerige områder anbefales mindst 35 grader. For tværsamlinger angiver håndbogen niveauspring fra 3 grader, enkeltfals med påloddet ekstrafals fra 10 grader og enkeltfals fra 25 grader. Den samme detalje, som TEKNIQ først tillader over 30 grader, tillader producenten altså fra 25. Forskellen er ikke akademisk, for det er netop på tage mellem 25 og 30 grader, at valget står.

Tætning i falsen, og et middel der forsvandt

Ved lave hældninger og udsatte tage anbefaler TEKNIQ falsetætningsmiddel i samlingen, og RHEINZINK kræver tætningsbånd mellem 3 og 7 grader. Her er der sket noget over tid. Slots- og Kulturstyrelsen skriver stadig, at falsene på udsatte steder som høje spir tætnes med umbrakit. TEKNIQ skriver omvendt, at blyforbuddet fra 2001 betyder, at der ikke må indgå bly i falsetætningsmiddel, at mange blikkenslagere tidligere brugte umbrakit, hvis vigtigste råvare var blymønje, og at den type kit derfor ikke kan anbefales længere. Almindelig linoliekit frarådes samme sted, fordi den bliver hård og suger fugt. Og så kommer den ærlige tilføjelse, at Tag- og Facadesektionen ikke kan anbefale de produkter, der er på markedet i stedet, fordi man ikke kender virkningen af dem. Som alternativ peges der på falseolie, som det bruges i Sverige, og VMZINC fører netop falseolie og falsetætning, som påføres dobbeltfalsen inden lukning, og anbefaler det især under 15 graders taghældning og på udsatte tage.

Det skal du være opmærksom på

  • Falsen skal kunne bevæge sig, ellers revner den. Metallet udvider sig, og falsede baner holdes derfor af fasthafter i et fast område og af glidehafter i resten. TEKNIQ angiver den maksimale ubrudte banelængde fra fastzonens midte til 16 m for zink og kobber og 15 m for aluminium, syrefast rustfrit stål og belagt stål. Bliver banerne længere, skal taget deles op med niveauforskydning, hvor den lodrette forskel skal være mindst 60 mm.
  • Zink må ikke falses koldt. VMZINC kræver en bearbejdningstemperatur på mindst plus 7 grader. Falses der i frostvejr, revner pladen i bukket, og revnen viser sig først senere som en utæthed.
  • En åben fals er ikke et tag. RHEINZINK kræver, at de lagte baner lukkes straks og senest samme dag, når der bruges tætningsbånd. Et regnvejr over en tagflade, hvor falsene står halvt lukkede, giver vand ind i konstruktionen, uanset hvor godt falsen bliver til sidst.

Se også

  • stående dobbeltfals. Den falsetype, langt de fleste falsede tage udføres med.
  • langfals. Falsen i banernes længderetning.
  • tværfals. Samlingen på tværs af banen, som hældningen sætter grænser for.
  • hafte. Beslaget, der holder falsen fast uden at spærre for bevægelsen.
  • falsemaskine. Maskinen, der lukker langfalsen på tagfladen.
  • lodning. Den samling, der bruges, hvor tætheden vejer tungere end bevægelsen.

Kilder