Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Stråtag

mønningstørv

Også kaldet tørvemønning, græstørvsmønning, rygningstørv, græstørvsrygning

Mønningstørv er de græstørv, der lægges hen over stråtagets ryg og lukker overgangen mellem de to tagflader. Tørvene skæres med skrå kanter, lægges med kraftigt overlæg og gror med tiden sammen til én sammenhængende afdækning. Ordet bruges både om materialet og om den færdige mønning, der også kaldes tørvemønning eller græstørvsrygning.

Hvem bruger ordet, og hvad kræves der af tørven

Mønningstørv er styrelsessprog. Slots- og Kulturstyrelsen bruger ordet i sit hæfte om stråtage og skriver i samme sætning, hvad materialet skal være, nemlig engtørv. Andre steder i hæftet kaldes det samme rygningstørv. Branchenormen Veludført stråtag, som DI Byggeri Tækkelauget udgiver, skriver derimod græstørvsrygning i overskriften, men bruger ordet enggræstørvsmønning i selve teksten. Tækkefirmaerne skriver oftest bare græstørv eller tørvrygning. Det er den samme bygningsdel hele vejen igennem, men kun styrelsen og normen fastholder i ordet, at tørven skal være skåret på eng og ikke være en almindelig rulle græs.

Kravet handler om rodnettet. En eng giver en sej, tætrodet tørv, der kan hænge sammen, når den ligger på højkant over en tagryg og bliver tør. Styrelsen skriver selv, at tørvemønninger tidligere var langt mere udbredte end i dag, hvor det er vanskeligere at skaffe gode engtørv.

Mål, overlæg og underlag

Slots- og Kulturstyrelsen angiver mønningstørv på cirka 8 cm tykkelse, 25 cm bredde og 150 til 180 cm længde. De skal skæres med skrå kanter, enten trekantede eller rhombeformede, så de kan lægges med overlæg og dermed ikke tørrer ud. Branchenormen angiver ikke mål, men en tæthed, nemlig cirka 9 græstørv pr. meter rygning. Holder man de to kilder op mod hinanden, står hver tørv altså kun frem med en brøkdel af sin bredde, og resten er overlæg.

Om underlaget er kilderne ikke enige. Styrelsen beskriver et lag halm under tørvene, som giver mønningen en pæn runding. Branchenormen accepterer tagpap, halm eller tang og ålegræs. Det er heller ikke det samme, der holder tørvene fast. Normen kræver enten træpløkke eller trådvæv, mens styrelsens beskrivelse af den historiske udførelse ikke nævner net.

Orienteringen afhænger af metoden. Hæftet om stråtage skriver kort, at tørvene lægges med græssiden nedad. Hæftet om vedligeholdelse deler det op. Lægges tørvene i hele længder hen over ryggen, vender jordsiden opad. Bygges mønningen derimod op af tre stykker, ét på hver side og ét ovenpå, vender græssiden opad. De to hæfter modsiger ikke hinanden, men det første beskriver kun det ene af de to tilfælde.

Det skal du være opmærksom på

  • Levetiden opgives vidt forskelligt. Branchenormen sætter et konkret spænd i år på en græstørvsrygning. Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at det er vanskeligt at angive en levetid for de enkelte mønningstyper, og at en græstørvsmønning af og til holder lige så længe som selve taget. Et tækkefirma skriver ligefrem, at græstørv holder i hele tagets levetid. Materiale, udførelse og husets placering i landskabet betyder mere end årstallet i tilbuddet.
  • Den moderne udførelse er ikke den historiske. Tagpap under tørvene og trådvæv over dem findes i branchenormen, men ikke i styrelsens beskrivelse. På en fredet bygning bør løsningen aftales med bygningsmyndigheden, inden arbejdet går i gang.
  • Mønningen kan kun bedømmes oppefra. Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at det syede strålag under mønningen er tyndt og udsat, og at man må op på taget for at efterse mønningen ordentligt.

Se også

  • engtørv. Materialet set fra den side, hvor det skæres, i stedet for hvor det ligger.
  • mønning. Afdækningen af tagryggen, som tørven er én af flere løsninger på.
  • halmmønning. Den mønningstype, der mange steder afløste tørvene omkring år 1900.
  • kragetræ. Den østdanske fastholdelse, hvor egetræer klemmer mønningen ned.
  • egnstradition. Grunden til at valget mellem tørv, halm og lyng ikke er frit.
  • stråtag. Taget, som mønningen er den mest udsatte og oftest fornyede del af.

Kilder