Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Stråtag

halmmønning

Også kaldet halmrygning, havrehalmsrygning

En halmmønning er den afdækning af løs halm, der lukker stråtagets ryg, hvor de to tagflader mødes. Halmen holdes på plads af et trådnet og som regel også af rygningstræer af eg, der rider hen over ryggen. Mønningen er tagets slidlag øverst og skal fornys flere gange i løbet af stråtagets levetid, mens taget under den bliver liggende.

Materialet og opbygningen

Branchenormen Veludført stråtag, som DI Byggeri Tækkelauget udgiver, skriver at en halmrygning normalt laves af løst havrehalm eller frøgræs. Halmen bør fastholdes af galvaniseret trådvæv, der ligger under rygningstræerne, og hvor der slet ikke er rygningstræer, skal nettet være stramt. Rygningstræerne skal ifølge normen være 110 til 130 cm lange og må være både savskårne og kløvede. Rygningen skal følge parallelt med kanten af de øverste rørs rodender med højst 10 cm fri stilk.

Slots- og Kulturstyrelsen stiller strengere krav til træet i sit hæfte om stråtage. Her skal kragtræerne være spejlkløvet eg helt uden splintved, cirka 100 til 125 cm lange, og styrelsen begrunder det med, at spejlkløvede træer erfaringsmæssigt holder dobbelt så længe som savede. De sættes med cirka 30 til 50 cm afstand. I styrelsens hæfte om vedligeholdelse står, at afstanden kan øges til cirka en halv meter, når der samtidig bruges et hønsetrådsnet. Samme hæfte peger på havrehalm, helst lavtrykspresset, som det mest holdbare materiale.

Halmmønning med trådnet er ikke den ældste løsning. Slots- og Kulturstyrelsen beskriver, at rygningerne ændrede sig i årtierne omkring 1900, hvor tørv og rygningstræer mange steder blev afløst af halm og trådnet. Styrelsen anbefaler derfor, at man følger egnstraditionen for mønningstype, når et stråtag lægges om, og spørger på lokalmuseet, hvis man er i tvivl.

Halmmønning og lyngmønning er ikke det samme

De to ord bruges i flæng, men fagligt dækker de hver sin mønningstype. Veludført stråtag har separate afsnit for halmrygning og lyngrygning med hvert sit materiale og hver sin opbygning, og Tækkelauget beskriver en praktisk forskel. En lyngmønning bliver ikke uigennemtrængelig for vand over tid, mens en halmmønning af havrehalm forholdsvis hurtigt falder sammen på en måde, der gør laget tæt. Derfor bør en halmmønning fornys, før dette lag er helt væk. Det er også grunden til, at kobberplader lagt under mønningsmaterialet ifølge lauget må antages at virke bedre under lyng end under halm.

Hvor tit den skal fornys, er kilderne uenige om

Halmmønningen er den del af stråtaget, der først er slidt op, og alle kilder er enige om, at den skal fornys flere gange, før taget skal lægges om. Men intervallet oplyses forskelligt. Slots- og Kulturstyrelsens hæfte om stråtage og styrelsens hæfte om vedligeholdelse af stråtage angiver hvert sit interval for den samme mønningstype. Branchenormen er sammenfaldende med det korteste af de to. Tækkelauget skriver på sin hjemmeside en bredere tommelfingerregel, der gælder mønninger under ét uden at skelne mellem materialer, og Bolius slår halm og lyng sammen i ét interval, selv om både normen og styrelsen giver lyng længere levetid end halm. Intervallerne bør derfor læses som skøn, ikke som en holdbarhedsgaranti. Kilderne peger samstemmende på, at udførelsen, halmens kvalitet og husets udsathed for vind og vejr betyder mere end årstallet.

Det skal du være opmærksom på

  • Halmen har en tendens til at skride ned ad taget og samle sig i kanten af nettet, især hvor der bruges net uden kragetræer. Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at det er svært at se nedefra, og at man må op på taget for at efterse mønningen ordentligt.
  • Veludført stråtag noterer, at halm er svær at brandimprægnere. Ålegræs kan til sammenligning ikke brænde. Det er værd at have med, hvis mønningen skiftes i forbindelse med brandsikring.
  • En rygning af havrehalm, der ikke er renset for korn, betragtes af fugle som et spisekammer og bliver pillet i. Det står i normen under skader fra dyr.
  • Normen modsiger sig selv om faldsikring. Den samme tekstboks om forstærkede sikkerhedskæppe af rustfrit kamstål på tagryggen, som netop skal kunne bruges ved fremtidige mønningsarbejder, står to steder i 10. udgave. Ét sted kaldes løsningen oplagt ved nye tage og reparationer, det andet sted næppe oplagt.

Se også

  • mønning. Overbegrebet for afdækningen af stråtagets ryg, uanset materiale.
  • hønsenet. Trådnettet, der holder halmen på plads, og som skal være stramt, hvor der ikke er rygningstræer.
  • kragetræ. Egetræerne, der rider over rygningen og klemmer halmen fast.
  • sivrygning. Rygning i siv eller lyng, som ofte forveksles med halmmønningen.
  • mønningstørv. Tørvemønningen, som halm og trådnet mange steder afløste omkring år 1900.
  • ålegræs. Alternativt mønningsmateriale, som ifølge branchenormen ikke kan brænde.
  • egnstradition. Grunden til, at mønningstypen ikke bør vælges frit.

Kilder