Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Stråtag

egnstradition

Også kaldet egnsvariation, tækketradition, egnsskik, egnsforskel

Egnstradition er de lokale forskelle på, hvordan et stråtag er tækket og afsluttet. Tækkemateriale, tækkemetode, mønningstype, tagskæggets afskæring og gavlens udformning har varieret fra landsdel til landsdel, fordi man tækkede med det, der kunne skaffes i nærområdet. Ordet bruges, når et nyt stråtag skal ligne det, egnen har haft, og ikke bare det, tækkemanden plejer at lave.

Hvad der varierer fra egn til egn

Slots- og Kulturstyrelsen anbefaler, at man ved bestilling af et nyt stråtag lægger vægt på egnstraditionerne, både med hensyn til tækkematerialer, tækkemetoder, mønningstyper og andre detaljer som udhængets længde og form, taggavlens udformning og selve tagets afslutning ved gavlene. Tagskæggets nedre afskæring, altså om den er vandret, vinkelret på tagfladen eller noget derimellem, skal ifølge hæftet følge det lokale egnspræg.

De konkrete forskelle er kortlagt i vejledningen Stråtage før og nu, som beskriver egnstraditioner for ti landsdele. Et par eksempler viser, hvor fint det skærer. I Nordsjælland er skråtstillet tagskæg fremherskende, mens vandret afskæring efter rapportens vurdering ikke kan anbefales i den egn. I Midtjylland Vest er vandret afskæring derimod det almindelige, og tagene er hel- eller halvvalmede. På mønningerne er billedet det samme. Lyng og tørv har aldrig været brugt i Nordsjælland, hvor havrehalm er det gængse, mens lyng er det mest brugte i det vestlige Midtjylland. I Gilleleje findes en lokal rygningstype med en halmudstoppet pølle i ståltrådsnettet under rygtræerne, og den bruges kun der.

Grænsen mellem bundne og syede tage

Der går en gammel skillelinje ned gennem landet mellem de to tækkemetoder. Slots- og Kulturstyrelsen placerer de bundne tage på Bornholm, Sjælland, Lolland-Falster, Østfyn, Samsø og Djursland, mens resten af landet har syede tage. Næsten samme grænse gælder for mønningerne, hvor kragtræer følger de bundne tage, og de øvrige egne har brugt lokale materialer som tørv, halm eller lyng. På Lolland-Falster og i Sønderjylland kom en påvirkning sydfra, den holstenske mønning, som i Tækkeordbogen også kaldes lollandsk mønning.

Traditionen er beskrevet, ikke nødvendigvis bevaret

Egnstraditionen er en historisk beskrivelse, ikke et billede af nutidens tage. Stråtage før og nu bygger på Nationalmuseets etnologiske undersøgelse fra 1942 og et spørgeskema fra 2002 og dækker perioden fra omkring 1870 til 2002. Rapporten skriver selv, at den ikke skal tages som en facitliste, og at et hus kan vise sig at være atypisk. Kan særpræget dokumenteres, skal det bevares, også når det bryder med egnens hovedregel.

Rapporten forklarer også, hvorfor traditionerne er blevet udvisket. Da mange stråtage blev skiftet til blandt andet eternit i årene omkring 1950 til 1960, gav de sidste lokale tækkemænd ikke deres viden videre. Da faget blomstrede op igen fra 1970'erne, dækkede den enkelte tækkemand et stort geografisk område, og oplærte svende slog sig ned i andre egne. Dermed blev en enkelt lokal tradition spredt til store områder.

Hvornår egnstraditionen binder

Bygningsreglementet stiller ikke krav om egnstradition. På fredede bygninger skal alle arbejder godkendes af fredningsmyndigheden, og her kan tækkemetode og detaljer indgå i fredningsværdierne. På bevaringsværdige bygninger kan en lokalplan indeholde bestemmelser, og gør den ikke det, er egnstraditionen et råd og ikke et krav. Slots- og Kulturstyrelsen og Tækkelauget peger begge på at spørge lokalmuseet eller kigge på nabobebyggelsen, hvis man er i tvivl om en detaljes lokale udformning.

Det skal du være opmærksom på

  • Kilderne bruger ikke samme ord. Slots- og Kulturstyrelsen skriver egnsvariationer og lokalt egnspræg, tækkefaget skriver egnstraditioner, og Stråtage før og nu nævner selv egnsstil, egnsforskelle, egnsskikke og tækketraditioner som betegnelser for det samme.
  • Kilderne er uenige om skruemetodens plads. Hæftet fra Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at styrelsen normalt ikke anbefaler metoden på fredede bygninger, mens styrelsens egen udstillingsplanche fra 2018 skriver, at skruemetoden i dag er den oftest anvendte. Stråtage før og nu skriver, at det bundne tag med skruemetoden har bredt sig til næsten hele landet. Den gamle grænse mellem syede og bundne tage beskriver altså historien, ikke nødvendigvis det tag, du får tilbudt.
  • Et tilbud på stråtag beskriver sjældent egnsdetaljerne af sig selv. Slots- og Kulturstyrelsen anbefaler, at tækkemetode, tækkematerialer, tækketråd og mønningstype aftales præcist på forhånd, blandt andet fordi tækkemanden ofte arbejder sammen med faste murere og tømrere med faste løsninger.

Se også

  • moenning. Rygningen på stråtaget, den detalje der tydeligst afslører egnen.
  • holstensk-moenning. Mønningstypen fra Lolland-Falster og Sønderjylland, også kaldet lollandsk.
  • kragtraeer. Egetræsstykkerne over rygningen, som følger de bundne tages udbredelse.
  • bundet-tag. Den ene af de to tækkemetoder, som skillelinjen går imellem.
  • tagskaeg. Tagets nedre afslutning, hvor afskæringsvinklen er egnsbestemt.
  • tilladelse-til-bygningsarbejde-paa-fredet-bygning. Her bliver egnstraditionen til en sag for myndigheden.

Kilder