Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Tagformer Metaltag

københavnertag

Et københavnertag er et todelt tag, hvor den øverste tagflade er næsten vandret, og hvor den afsluttes med stejle tagflader ned mod facaderne. Formen hører til den københavnske etagebebyggelse fra sidste fjerdedel af 1800-tallet. Den flade del blev oprindeligt dækket med zink og de skrå flader med skifer. Taget regnes som en variant af mansardtaget, men det opstod ikke af arkitektoniske grunde. Det opstod af en paragraf i byggeloven.

Tagformen er skabt af en paragraf

Jesper Engelmarks byggetekniske undersøgelse af det københavnske etageboligbyggeri 1850 til 1900 følger formen helt tilbage til ordlyden i Københavns byggelov af 1856. Lovens § 31 satte den største tilladelige taghældning til 45 grader, og § 32 bestemte, at gives et tag en mindre «Reisning» end tilladt, må bygningshøjden forøges med halvdelen af det, tagrygningen derved kommer til at ligge lavere. Hensigten var lys og luft i gaderne og lavere bagmure mod skel. Problemet var ordet «Reisning», der både kunne betyde hældning og højde. Bygningskommissionens flertal og Justitsministeriet holdt først på hældning, men presset voksede gennem 1860'erne, og ved skrivelse af 15. juli 1870 anerkendte ministeriet betydningen højde. Dermed blev brudte tagflader lovlige. I byggeloven af 1871 blev ordet ændret til «Høide», og samme lov gav gesimstillægget, altså lov til at hæve gadefacaden yderligere. Resultatet blev asymmetriske tagprofiler, en ekstra normaletage og en tagetage, der kunne bruges. Byggeloven af 1889 satte grænsen ved seks etager til beboelse. Engelmark noterer, at Frederiksberg først fik gesimstillæg i 1890, og at købstæderne aldrig fik det, så uden for København er et københavnertag som regel valgt af æstetiske grunde og ikke af regnestykket.

Zink foroven, skifer nedad

Den næsten vandrette tagflade kunne kun dækkes med metal, fordi det ifølge Engelmark var det eneste materiale, bygningsmyndigheden godkendte til formålet, og i praksis blev det zink. De skrå flader blev næsten udelukkende dækket med skifer. Papdækning var i praksis forbudt i etageboligbyggeriet frem til 1930'erne, og først med Københavns bygningsvedtægt af 1939 blev tagpap almindeligt tilladt på nærmere angivne vilkår. Ser man i dag tagpap på et københavnertag, er det derfor som regel en omdækning. Engelmark skriver, at det ofte var en betingelse for tilladelsen, at zinken blev liggende under pappen. Det er værd at have med, når BYG-ERFA i sin ordbog beskriver københavnertaget som stejle sider, ofte med skifer, afsluttet med et næsten fladt tag, der ofte er beklædt med tagpap. Beskrivelsen passer på tagene, som de ser ud nu, ikke på dem, som de blev bygget.

Konstruktionen er statisk uklar

Engelmark beskriver to opbygninger. Enten er taget bygget af ens spærfag som et saddeltag, hvor spærene over hanebjælkerne er kappet af, eller også er det stillet sammen af tagflader med hver sin spærinddeling, forbundet af remme med klo- eller tapsamlinger. Han kalder begge former statisk ustabile eller uklare, og han skriver, at stabiliteten derfor afhænger af, at der er afstivende vægge i tagetagen. Han bemærker samtidig, at konstruktionen næsten ikke er beskrevet i samtidens husbygningslitteratur på trods af sin udbredelse. Faldet på den flade del er som regel lavet ved påforing med planker eller brædder, tosidigt hvor tagetagen var indrettet til beboelse, og ellers ofte ensidigt mod gårdsiden.

Hvad Københavns Kommune tillader i dag

Kommunens «Retningslinjer for tagboliger» stiller to tilgange op, en ny tagform eller opretholdelse af den eksisterende. Under den sidste står, at den flade del af et københavnertag typisk kan hæves, hvis det er nødvendigt for at få loftshøjde nok. Anbefalingen er, at københavnertage kun hæves inden for de skrå tagfladers forlængelse. Retningslinjerne beskriver taget som fladt på toppen med en anelse fald ud mod kanterne og derfra typisk 45 graders hældning ned mod facaden eller hovedgesimsen. Bolius beskriver samme tagform, men skriver, at hældningen ned mod facaden er næsten lodret. Der er altså ikke enighed om, hvor stejl den nedre flade er, og på det konkrete hus er det noget, man måler.

Det skal du være opmærksom på

  • Stabiliteten sidder i skillevæggene. Når tagetagen inddrages til boliger, og vægge fjernes, fjerner man ifølge Engelmarks beskrivelse det, der afstiver tagværket. Det er et spørgsmål til en rådgiver, ikke til tagdækkeren.
  • Den flade del er reelt et lavhældningstag med de fugt- og ventilationsproblemer, det giver. BYG-ERFA knytter netop sit erfaringsblad om tagkonstruktioner med lav hældning til opslaget om københavnertag.
  • Der kan ligge zink under tagpappen. Det har betydning både for, hvad der skal rives af, og for hvad der skal sorteres og afleveres som metal.

Se også

  • mansardtag. Tagformen, københavnertaget er en variant af.
  • saddeltag. Udgangspunktet, som københavnertaget er den afkappede udgave af.
  • lavhældningstag. Det, den flade del af taget teknisk set er.
  • skifertag. Den oprindelige dækning på de skrå flader.
  • zink. Det metal, der oprindeligt var eneste tilladte dækning på den flade del.
  • københavnerkvist. Kvisttypen, der sidder i de samme ejendomme.
  • gesims. Hovedgesimsen, som gesimstillægget i byggeloven af 1871 skulle betale for.
  • tagetage. Det rum, hele øvelsen handlede om at kunne bruge.

Kilder