Tagordbogen

Tagordbogen Konstruktion og form Tagformer Tagkonstruktion

rygning

Også kaldet tagryg

Rygningen er den afdækning, der lukker taget der, hvor de to tagflader mødes øverst. Selve linjen kaldes tagryggen eller kippen, mens rygningen er det, der ligger oven på, oftest en række formsten af tegl eller beton. Rygningen skal både holde slagregn og fygesne ude og lade den fugtige luft under tagdækningen slippe ud. På stråtag hedder den samme afdækning en mønning.

Ordet bruges om både linjen og afdækningen

Den danske Wikipedia-artikel definerer rygningen som den del af tagkonstruktionen, der tætner overgangen mellem de to tagflader, og gør opmærksom på, at ordet i denne betydning udtales med hårdt g. I fagsproget glider betydningen. Tegl 36 skriver «rygninger og grater» om selve arbejdet, mens Slots- og Kulturstyrelsen i sine faglige retningslinjer for tegltage konsekvent kalder linjen for kippen og selve afdækningen for rygningssten. I tækkefaget hedder den mønning, og Slots- og Kulturstyrelsens hæfte om stråtage beskriver fire typer, nemlig mønning med tørv, med kragetræer, med halm eller lyng fastholdt af galvaniseret net og den holstenske mønning.

Mørtel eller ingen mørtel er en reel uenighed

Her siger kilderne ikke det samme, og det er værd at vide, før man aftaler arbejdet. Tegl 36 skriver, at rygninger og grater på tage med falstagsten altid skal lægges mørtelfrit, og at der kun undtagelsesvis ved renovering af bevaringsværdige tage kan bruges den samme mørtel som oprindeligt. Teknologisk Instituts vidensside mur-tag.dk anbefaler tilsvarende mørtelfri rygning på tage med undertag. Slots- og Kulturstyrelsen skriver det modsatte om fredede bygninger, nemlig at rygning og grater generelt skal lægges i mørtel, og at det som udgangspunkt tillades at bruge hydraulisk kalkmørtel. På en fredet bygning er det styrelsens krav, der gælder.

Ved den mørtelfri rygning fastholdes stenene til en toplægte med skruer eller specialbeslag, og ved udsat beliggenhed skal de skrues fast. Toplægten skal ifølge Tegl 36 sidde så lavt, at rygningsstenene ligger ned til, men fri af, tagstenene, og i ventilerede rygninger skal der sidde ikke-ekspanderende fugebånd i overlæggene mellem stenene. Alle tagsten i øverste række langs mørtelfri rygninger og grater skal bindes. Ved den murede rygning svummes stenenes underside med cement og groft sand i forholdet 1 til 3, svummelaget skal hærde mindst et døgn, og stenene lægges typisk i mørtel svarende til KC 35/65/650 eller KKh 20/80/475.

Rygningen er tagets afkast

Tegl 36 kræver mindst 100 kvadratcentimeter ventilationsåbning pr. løbende meter på hver side af kippen ved husbredder op til 12 meter, og for tage med ensidig hældning op til 6 meter. Åbningen kan skabes med mørtelfri rygning, ventilationsrygningssten eller tudtagsten. Under en muret rygning skal der være mindst 25 millimeter fri ventilationsspalte mellem undertag og rygningsmørtel. På tagpaptage med listedækning afsluttes kippen enten lukket med en rygningsbane, typisk 600 millimeter bred, eller med et rygningsventilationsprofil, og Phønix Tag Materialer regner med 100 kvadratcentimeter pr. meter ved kip.

På skifertag sømmes brædder på hver side af rygningen, og over dem lægges en kasseformet rygningszink med 4 til 5 centimeters overlæg. Slots- og Kulturstyrelsen kalder selv den løsning «ikke særligt elegant», men konstaterer, at det er den mest anvendte herhjemme. På kobbertag samles pladerne fra de to tagflader over rygningen med stående fals, og på zinktag bruges enten en rygliste eller en rund skyder, kaldet en vulst, der skydes ind over pladernes ombukkede opkant.

Det skal du være opmærksom på

  • Bolius peger på rygningen som et af de steder, hvor ældre tage oftest bliver utætte, fordi mørtlen revner og falder ud, så stenene ikke længere holdes på plads. Det er et vedligeholdelsesarbejde, ikke et engangsarbejde.
  • Tegl 36 skriver, at det ved taghældninger over cirka 50 grader ikke er muligt at udføre mørtelpuden med den lette skråning indad, som ellers er meningen, og at forskellingen på stejle tage derfor må påregnes at være mere udsat.
  • Et tætningsbånd under rygningsstenene lukker for fygesne, men det lukker også for luften, hvis det ikke har et dokumenteret ventilationsareal. Tegl 36 kræver derfor suppleret ventilation, hvor rygningsbåndet dækker over ventilationsåbningen.

Se også

  • rygningssten. Selve formstenen, der dækker kippen.
  • mørtelfri rygning. Metoden med toplægte og beslag, som Tegl 36 kræver ved falstagsten.
  • mørtelrygning. Den murede løsning, som Slots- og Kulturstyrelsen kræver på fredede tage.
  • ventileret rygning. Rygningen udført med fri luftspalte og fugebånd i overlæggene.
  • mønning. Stråtagets rygning, udført i tørv, halm, lyng eller kragetræer.
  • grat. Det udadgående hjørne, som udføres efter de samme regler som rygningen.

Kilder