Tagordbogen

Tagordbogen Konstruktion og form Tagformer Tagkonstruktion Kviste

kvist

Også kaldet tagkvist

En kvist er en udbygning, der bryder tagfladen. Den består af en front med vindue, luge eller lem, to sidevægge kaldet flunker og et selvstændigt tag. Kvisten giver dagslys, loftshøjde og gulvareal i tagetagen, som et tagvindue i tagfladens plan ikke kan give. Ordet bruges også om boligen under taget, altså kvistværelset og kvistlejligheden, uanset om der sidder en kvist på taget.

Delene og de navne håndværkeren bruger

Slots- og Kulturstyrelsen beskriver kvisten som en front med vindue, to flunker og et tag, hvor feltet over vinduet kan være en buet eller trekantet fronton. Den traditionelle kvist er bygget op om en rammekonstruktion i træ med tømmersamlinger, og vinduets ramme sidder direkte i en udfræset fals i tømmerkarmen. Aabenraa Kommune kalder samme del en stolpekarm i sin istandsættelsesvejledning. Nyere standardkviste har i stedet vinduet i sin egen karm inde i kvistens ramme, og styrelsen peger på, at vinduet dermed får dobbelt indramning og et mindre lysindfald.

Nederst afsluttes kvistens tagfod mod front og flunker enten med et skråtstillet bræt, et sugfjæld, eller med en tilpasset gesims. Kvistens tag ventileres gennem en spalte mellem tagfod og gesims eller sugfjæld, og overgangen til den store tagflade dækkes af inddækninger i kobber, zink eller bly. Har kvisten murede flunker, indmures tagstenene typisk i murværket, så bly og zink kan undgås helt.

Kvisten skal stå på spærene

Byggeteknisk er det mest hensigtsmæssige at placere kvisten mellem to spærfag, så den hviler på spærene og foroven er fastgjort til en rem mellem spærfaget. Er kvisten bredere end spærafstanden, skæres spær over, og der skal veksles ud, altså lægges en drager eller tværbjælke ind i de nærmeste hele spær. Slots- og Kulturstyrelsen bemærker tørt, at udvekslinger kan svække tagkonstruktionen, og styrelsen kan stille det som betingelse, at kvisten holdes inden for ét spærfag uden udveksling eller udskramning. Kvistproducenten Quattro beskriver i sin kvisthåndbog den modsatte virkelighed, hvor udvekslingen er en normal del af projektet og beregnes af en ingeniør.

Reglerne kvisten skal igennem

Ordet kvist står stort set ikke i bygningsreglementet. I selve bekendtgørelsesteksten til BR18 nævnes tagkviste kun ét sted, nemlig i beregningsreglen om bygningshøjde, hvor tagkviste af sædvanligt omfang ikke tælles med, når det skrå højdegrænseplan mod naboskel beregnes. Alle de øvrige krav rammer kvisten indirekte.

En kvist udvider som regel etagearealet, fordi arealet i en udnyttelig tagetage måles i et vandret plan 1,50 m over færdigt gulv. Derfor falder arbejdet uden for den undtagelse, der lader ombygninger af enfamiliehuse ske uden byggetilladelse, og kvisten kræver tilladelse fra kommunen. Skal kvistvinduet være redningsåbning, følger de præaccepterede løsninger for enfamiliehuse et sæt mål, hvor fri højde og bredde tilsammen er mindst 1,5 m, højden mindst 0,6 m og bredden mindst 0,5 m, og hvor underkanten højst må sidde 1,2 m over gulvet. Er redningsåbningen mindre end 2,0 m over terræn, må højden dog gå ned til 0,5 m. Er der beboelsesrum bag kvisten, gælder også dagslyskravet, som kan dokumenteres ved et glasareal på mindst 10 pct. af gulvarealet.

Hvor spinkel må kvisten være

Her er kilderne reelt uenige, og det er den uenighed, der afgør, hvordan kvisten kommer til at se ud. Slots- og Kulturstyrelsen vil have isoleringen i tagkonstruktion og brystning, og skal der isoleres i flunkerne, må isoleringen som udgangspunkt ikke overstige stolpebredden. Aabenraa Kommune sætter grænsen ved højst 20 cm mellem kvistvinduets karm og flunkens hjørne og skriver ligeud, at man bør klemme isoleringstykkelsen, fordi varmetabet gennem kvisten alligevel er lille. Quattros kvisthåndbog regner den anden vej og angiver 195 til 295 mm isolering i taget og 145 til 195 mm i siderne for at nå de daværende energikrav. BR18 stiller ved ombygning krav om en U-værdi på 0,18 W/m²K for ydervægge og 0,12 W/m²K for tag- og skråvægge, men fredede og bevaringsværdige bygninger kan undtages, hvis kravene strider mod bygningens værdier.

Det skal du være opmærksom på

  • Vandrenden bag kvisten er den hyppigste kilde til skader. BYG-ERFA henfører problemerne i zinkbeklædte kviste til dårlig placering på tagfladen, utilstrækkelig vandafledning fra hovedtaget, utætte samlinger i zinken og manglende ventilation. Quattros håndbog beskriver den flade vandrende som en direkte fejl og advarer mod at lade undertaget aflede vandet, for det er ikke undertagets opgave.
  • Levetiderne i branchens materiale er producentens egne. Kvisthåndbogen opgiver 10 til 15 år for fuger, 50 til 70 år for zinkbeklædning og 70 til 90 år for kobber. Tallene er ikke belagt med uafhængige undersøgelser, og fugerne i en kvist er svære at udskifte, fordi de sidder oppe på taget.
  • En færdigkvist er hurtig at montere, men Bolius bemærker, at fabrikskviste i nogle tilfælde ødelægger husets arkitektoniske linjer, fordi størrelsen forvrider husets proportioner. Aabenraa Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen bruger den samme tommelfingerregel den anden vej, nemlig at kvistvinduet ikke bør være bredere end facadens vinduer, og at højden kun bør være to tredjedele af facadevinduets.

Se også

  • flunke. Kvistens sidevæg, den del der beklædes med zink, kobber, skifer eller mur.
  • brystning. Den lave væg under kvistvinduet, hvor isoleringen helst skal ligge.
  • tømmerkarm. Den falsede rammekonstruktion, som gør den traditionelle kvist spinkel.
  • udveksling. Tværbjælken, der bærer, når spær skæres over for en bred kvist.
  • redningsåbning. Kravet, der ofte bestemmer, hvor stort kvistvinduet skal være.
  • færdigkvist. Den præfabrikerede kvist, som leveres som element til montage.

Kilder