Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Tegl og betontagsten

begitning

Også kaldet engobe

Begitning er en tynd, flydende blanding af fint ler og vand tilsat farvestoffer og farvende oxider, som lægges på tagstenens overflade og brændes sammen med stenen. En tagsten, der er behandlet på den måde, kaldes engoberet. Begitning og engobe er to ord for det samme, og farven sidder i et tyndt lag yderst, ikke igennem hele stenen.

Hvad begitningen består af

Slots- og Kulturstyrelsen definerer i sine faglige retningslinjer for tegltage begitning som en blanding af fint ler og vand tilsat en blanding af farvestoffer og farvende oxider. Den Store Danske beskriver det samme materiale fra keramikkens side som en opslæmning af fint ler, ofte pibeler, i vand, eventuelt tilsat farvende metaloxider. Teknologisk Instituts murværksside mur-tag.dk siger det direkte, at et andet ord for engobe er begitning.

De to fagtraditioner lægger vægten forskelligt. I keramikken er begitning først og fremmest et dekorationslag, og Den Store Danske nævner, at begitninger oprindelig også blev brugt til at gøre grovere lertøj mindre porøst. På tagstenen er formålet i dag farve. Vil man have en tæt, blank overflade, tilsætter man glas eller kvarts, og så er man ovre i ædelengobering eller glasur.

Før eller efter brændingen

Her modsiger kilderne hinanden, og modsigelsen står inde i den samme tekst. Wienerbergers anvisning TEGL 36 skriver først, at det er fælles for både naturengobering og ædelengobering, at behandlingen påføres den ubrændte, tørrede tagsten, altså skærven, som derefter brændes ved cirka 1.000 grader. Få linjer senere står der om naturengobering, at teglmelet påføres overfladen af de brændte tagsten. Teknologisk Institut skriver om mursten, at engoben påføres før brænding, og at den ved brændingen smelter delvist sammen med grundstenen. Randers Tegl beskriver, at engoben hældes over teglstenen, og at tegl og engobe brændes sammen ved 1.000 til 1.075 grader. Overvægten af kilderne peger altså på påføring før brænding, men TEGL 36 kan citeres for begge dele, og det er værd at vide, hvis en leverandør henviser til anvisningen.

Hvem bruger ordet

Begitning er myndighedernes og keramikernes ord. Slots- og Kulturstyrelsen bruger det i ordforklaringen til tegltage, og det står som opslagsord i Den Store Danske. Tagstensproducenterne bruger det stort set ikke. Randers Tegl gennemgår ubehandlet tegl, engobering, ædelengobering og glasur uden at nævne begitning én eneste gang, og TEGL 36 gør det samme. Hører man ordet af en arkitekt eller en bygningssagkyndig og ikke af sælgeren i byggemarkedet, er det ikke et andet produkt, men det andet ord.

Bemærk i øvrigt, at Slots- og Kulturstyrelsens eget hæfte skriver engroberede tagsten. Formen er en fejl for engoberede og findes ikke i branchens materiale.

Det skal du være opmærksom på

  • Begitningen er et overfladelag. Teknologisk Institut skriver om engoberede mursten, at kantskår og små afskalninger af engoben er normalt, og at visse typer er følsomme over for kraftig opfugtning, som kan give misfarvninger eller afskalninger. Skaden går ikke nødvendigvis igennem stenen, men farven bliver plettet, og en enkelt udskiftet sten matcher sjældent nabostenene.
  • På fredede bygninger er farven ikke et frit valg. Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at farvede sten, herunder engoberede, typisk ikke er traditionelle tagsten på fredede bygninger, og at styrelsen ikke har generel praksis for at give tilladelse til tagomlægning med engoberede tagsten. Spørg før du bestiller.
  • Ingen af de kilder, der er hentet her, dokumenterer, at en begitning forlænger tagets levetid. Producenterne knytter robusthed og smudsafvisning til glasur og ædelengobe, men det er deres egne formuleringer om overfladen, ikke en målt holdbarhed for taget.

Se også

  • engobering. Selve behandlingen, hvor begitningen påføres stenen.
  • ædelengobering. Begitning tilsat glasbestanddele, som giver en delvis tæt, silkemat overflade.
  • glasur. Kvarts og pigment brændt på stenen, den tætte og blanke yderpol.
  • skærv. Den ubrændte, tørrede tagsten, som begitningen ifølge de fleste kilder lægges på.
  • blådæmpning. Den anden vej til en mørk tagsten, hvor farven kommer fra brændingen og ikke fra et pålagt lag.
  • tegltagsten. Selve stenen, som begitningen sidder på.

Kilder