Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Tegl og betontagsten

prøveoplægning

Også kaldet prøveudlægning, prøvelægning

Prøveoplægning er den måling, tagdækkeren laver, før tagstenene lægges. Et lille felt sten fra den leverance, der står på pladsen, lægges ud og måles, så tagets endelige dækbredde og lægteafstand bliver bestemt af de sten, taget faktisk skal dækkes med, og ikke af et vejledende tal fra kataloget. Målet er, at tagfladen går op i hele sten på både højden og længden.

To rækker med tolv sten

Metoden er ens hos de danske tagstensproducenter, fordi den står i Tegl 36, murerfagets fælles vejledning for oplægning af tegltage. Dækbredden findes ved at lægge to rækker tagsten med tolv sten i hver række, måle fra højre side af den første sten til højre side af den 11. sten og dividere målet med 10. Ved vingetegl skal stenene ligge plant og tæt pakket, så åbningerne ved de skrå hjørneafskæringer bliver mindst mulige, og falstagsten skal falde tæt sammen i falsene. Derefter må dækbredden variere med ±2 mm i forhold til det mål, der blev fundet. Randers Tegl gengiver fremgangsmåden og tolerancen ordret i sine egne oplægningsvejledninger for Højslev Vingetegl.

Lægteafstanden findes med en beslægtet øvelse, hvor stenene ligger med bagsiden opad. Ved vingetagsten udtages 24 sten, der lægges i to rækker á tolv med overkanterne ved nakken flugtende og skubbet så tæt sammen, som hjørneafskæringerne tillader. Afstanden over ti sten måles fra underkant nakke på første sten til underkant nakke på 11. sten og divideres med 10, og til det tal lægges 3 mm. Tegl 36 regner selv eksemplet igennem med 3.240 mm over ti sten, hvilket giver en lægteafstand på 327 mm. Ved falstagsten med fast lægteafstand måles i stedet både den tætteste og den mest udtrukne stilling, og gennemsnittet af de to er lægteafstanden.

Tre ord om nogenlunde det samme

Ordforrådet er ikke ensartet, og det er værd at kende, når man læser en beskrivelse. Tegl 36 bruger prøveudlægning om den måling, der fastlægger lægteafstanden, og prøveoplægning om den måling, der sker på taget og fastlægger dækbredden. Egernsund Wienerberger skriver, at dækbredden kan bestemmes enten ved udlægning af to rækker på et plant underlag eller ved prøveoplægning på taget, og bruger nogle sider senere ordet prøvelægning om det samme. V. Meyer bruger i én og samme vejledning prøveoplægning, prøvelægning og prøveudlægning. Der er altså ikke tale om tre forskellige arbejder, men om tre navne for den samme kontrol, og forskellen ligger højst i, om målingen sker på taget eller på jorden.

Hvad man ellers bruger den til

Prøveoplægning bruges bredere end de to måltal. BMI Monier nævner den, når tagfladens beregnede bredde ikke passer til den faktiske, og skriver, at en prøveoplægning kan vise, at tagstenen har større sidefleksibilitet, end databladet angiver, altså at rækkerne kan skubbes mere sammen eller fra hinanden, end tallene lover. V. Meyer anbefaler en prøveoplægning af tagsten og rygningssten i kippen, fordi topplankens højde og afstanden fra rygning til øverste lægte varierer med både stenstype og taghældning, og kalder den direkte nødvendig ved stejle hældninger. Komproment skriver i sin vejledning for betontagsten, at tagfodens mål er cirkamål, og at små justeringer er nødvendige, hvorfor man bør lave en prøveoplægning.

Det skal du være opmærksom på

  • Prøveoplægningen skal ske med sten fra leverancen til det aktuelle byggeri. Tegl 36 siger det to gange, og pointen er, at brændt tegl varierer fra parti til parti. Producentens dækbredde er udtrykkeligt vejledende.
  • Tegl 36 knytter leverandørens tilsagn til, at der både er lagt efter de oplyste mål og fastlagt endelig dækbredde ved prøveoplægning. Springes målingen over, står bygherren altså svagere, hvis tagfladen bagefter ligger uden for vejledningens tolerancer.
  • Målingen skal ligge før lægtningen, ikke efter. Er lægterne sømmet op efter et katalogtal, er lægteafstanden låst, og den eneste tilbageværende udvej er at tildanne den øverste række sten.
  • Vejledningerne beskriver prøveoplægning med nye sten. Ved genbrugstagsten, hvor spredningen på målene er større, findes der ikke en tilsvarende beskrevet metode i Tegl 36, og målingen bliver dermed et skøn på pladsen.

Se også

  • dækbredde. Det ene af de to mål, prøveoplægningen fastlægger.
  • lægteafstand. Det andet mål, som bestemmer tagfladens højde.
  • skrå hjørneafskæring. Afskæringen på vingetagsten, som afgør hvor tæt stenene kan pakkes.
  • lægtningstolerance. De ±3 mm på lægtningen, som prøveoplægningens mål skal overleve.
  • vingetagsten. Stentypen, hvor prøveoplægningen betyder mest, fordi dækbredden er variabel.
  • genbrugstagsten. Gamle sten, hvor målene varierer mest og vejledningen tier.

Kilder