Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Tegl og betontagsten

ædelengobering

Også kaldet sinterengobering, ædelengoberet, matglasur

Ædelengobering er en engobe, der er tilsat glasbestanddele, inden den påføres den ubrændte, tørrede tagsten. Under brændingen smelter glasset, og stenen får en overflade, der ligger mellem den mate naturengobe og den blanke glasur. Ordet dækker altså ikke en bestemt farve eller glans, men en opbygning af overfladen. Ædelengobering kaldes også sinterengobering, og en del kilder kalder den slet og ret matglasur.

Glas i engoben

TEGL 36 fra Murerfagets Oplysningsråd beskriver ædelengobering som en mat glasur. Ved fremstillingen tilsættes glasbestanddele til naturengoben, som påføres de ubrændte, tørrede sten, og stenen brændes ved omkring 1.000 grader. De visuelle og tekniske egenskaber ligger ifølge anvisningen mellem naturengobering og højglansglasurer, så overfladen typisk er delvis diffusionsåben og silkemat, men anvisningen tilføjer selv, at der findes særlige typer ædelengobering med blank overflade.

Randers Tegl beskriver det samme som pulveriseret kvarts, der smelter til glas under brændingen og giver en halvblank, delvis diffusionsåben og smudsafvisende overflade. Bygogbolig skriver, at engoben tilsættes glasmel, og at overfladen er diffusionsåben, uden det forbehold om «delvis», som både TEGL 36 og Randers Tegl har med. Forskellen er ikke ligegyldig, for det er netop graden af lukning, kilderne beskriver forskelligt. TEGL 36 er desuden uklar om selve rækkefølgen. Indledningen til afsnittet om engoberede tagsten siger, at behandlingen for begge typer påføres den ubrændte skærv, mens afsnittet om naturengobering lige nedenunder siger, at teglmelet påføres de brændte tagsten. For ædelengobering står der ubrændte sten begge steder.

Ordet skifter fra branche til styrelse

Ædelengobering er en oversættelse af det tyske Edelengobe, som Nelskamp definerer som tyndtflydende lerslikker tilsat glasurandele. Det er de tyske teglværker, der har bragt ordet med ind i det danske sortiment, og forhandlerne sælger overfladen under farvenavne som sintergrå, sinterzinkgrå og grafit krystal.

Slots- og Kulturstyrelsen bruger hverken ordet ædelengobering eller ordet engobe. Styrelsen skriver engroberet og kalder farvelaget en begitning, og beskriver overfladen indefra og ud i stedet for med et produktnavn. Blander man glas i begitningen, får man ifølge styrelsen en kombination af begitning og blank glasur, og jo mere glas man tilfører, desto mere glasuragtig og desto mere lukket bliver overfladen. Det er reelt den samme beskrivelse som producenternes, blot uden det skarpe skel mellem engobe, ædelengobe og glasur.

Glansværdien følger ikke navnet

Overfladens navn siger mindre om udseendet, end mange tror. I Komproments tagbrochure fra 2025 står Madura vulkansort ædelengoberet til glansværdi 8 og Madura sort ædelengoberet til 22, mens Milano sort ædelengoberet står til 56 og Gigant bordeaux ædelengoberet til 58. Samme brochure sætter OVH Vario matsort glaseret til 31 og sort glaseret til 98. Hos V. Meyer er Meyer-Holsen HF14/Vario sort ædelengoberet angivet til 28, grafit krystal ædelengoberet til 49 og vinrød krystal ædelengoberet til 94, mens sivgrøn glaseret er 57 og oxfordgrøn glaseret 68 på samme sten.

En ædelengoberet sten kan altså sagtens være blankere end en glaseret. Navnet fortæller om overfladens opbygning, glansværdien fortæller om udseendet, og de to følges ikke ad. Vil man vide, hvordan taget kommer til at se ud, er det glansværdien for den konkrete farve, man skal bede om, ikke betegnelsen.

På taget og i skotrenden

Behandlingen sidder på stenens overside, og derfor viser tilskårne sten i skotrender og langs grater skærvens egen farve. V. Meyer skriver i sin oplægningsvejledning, at transport- og håndteringsskader kun må duppes op på den røde skærv og ikke på den engoberede overflade, fordi det giver nuanceforskelle, og at skærestøv skal vaskes bort med det samme, da det ellers brænder sig fast på stenen.

Ventilationen under stenene skal være der uanset overfladen. TEGL 36 begrunder kravet med, at risikoen for frostskader vokser med vandindholdet i stenene, og kræver mindst 200 kvadratcentimeter fri ventilationsåbning pr. løbende meter ved tagfod og skotrender og i spalten mellem undertag og tagsten samt mindst 100 kvadratcentimeter på hver side ved kip og grater.

Det skal du være opmærksom på

  • På fredede bygninger er overfladen ikke frit valg. Slots- og Kulturstyrelsen skriver, at den ikke har generel praksis for at give tilladelse til tagomlægning med engroberede tagsten, og at naturligt røde, gule og blåsorte sten samt glaserede sten er de traditionelle, mens andre farvede sten, herunder engroberede, typisk ikke er det. Ædelengoberede sten hører sprogligt under engroberede hos styrelsen.
  • Den smudsafvisende overflade er et udseendevalg og ikke dokumenteret holdbarhed. Forhandlerne fremhæver, at overfladen afviser snavs, men BYG-ERFA skriver, at nyere undersøgelser viser, at begroninger ikke påvirker holdbarheden af blandt andet tegltagsten, og Bolius skriver, at der ingen vedligeholdelsesmæssig grund er til at fjerne begroninger, og at overfladen bliver mere ru af at blive renset.
  • «Delvis diffusionsåben» er ikke et tal. Ingen af de kilder, ordbogen har hentet, oplyser en målt værdi for, hvor åben en ædelengoberet overflade er, og der er ingen fælles grænse for, hvornår en ædelengobe bliver til en glasur. Ordene beskriver en glidende overgang, ikke tre skarpt adskilte produkter.

Se også

  • engobering. Grundbehandlingen uden glas, som ædelengoben er en videreudvikling af.
  • glasur. Den fuldt lukkede, blanke overflade i den anden ende af skalaen.
  • glansværdi. Tallet, producenten opgiver, og som ikke følger overfladens navn.
  • diffusionsåben overflade. Egenskaben, kilderne er uenige om, at ædelengoben har.
  • begitning. Slots- og Kulturstyrelsens ord for farvelaget på stenen.
  • skærv. Den tørrede, ubrændte sten, som engoben påføres.

Kilder