Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Tegl og betontagsten

diffusionsåben overflade

En diffusionsåben overflade er en tagstensoverflade, der ikke er lukket af et glasagtigt lag, og som derfor lader vanddamp passere gennem stenen. Ubehandlede, blådæmpede og naturengoberede tegltagsten har den slags overflade, og den er mat. Glasur giver den modsatte overflade, som er blank og diffusionstæt. Ædelengobering ligger imellem og beskrives som delvis diffusionsåben.

Hvad de fire overflader gør ved stenen

Tegl 36 fra Wienerberger deler tegltagsten op efter overflade. Almindelige tagsten brændes ved ca. 1.000 grader uden overfladebehandling, og overfladen er mat og diffusionsåben. Blådæmpede sten får farven af en ekstra brænding uden ilt, og overfladen er stadig mat og diffusionsåben, fordi der ikke er lagt noget uden på stenen. Ved naturengobering påføres et fint teglmel opslemmet i vand og tilsat mineralfarve, og Tegl 36 skriver, at overfladen «forbliver diffusionsåben». Ved ædelengobering tilsættes glasbestanddele, og overfladen bliver ifølge samme kilde typisk delvis diffusionsåben og silkemat. Glasur af kvarts og farvepigment danner derimod «en diffusionstæt, blank overflade med højglans».

Slots- og Kulturstyrelsen beskriver det som en glidende skala frem for fire kasser. I retningslinjerne for tegltage står der, at jo mere glas man tilfører begitningen, desto mere får overfladen glasuragtig karakter, og desto mere lukket bliver den. Styrelsen bruger ordet begitning om det, producenterne kalder engobe, og det er en forskel, man skal kende, hvis man læser begge slags tekster om det samme tag.

Ordet siger ikke, hvor meget damp der slipper igennem

Diffusionsåben er her en beskrivelse og ikke en måling. For undertage er ordet knyttet til tal, fordi DUKO og produktstandarderne opgør dampmodstand som sd-værdi eller my-værdi. For tagstensoverflader har ordbogen ikke fundet et tal i nogen af de kilder, der er læst. Producenterne og Bolius skriver ordet, men ikke hvor stor forskellen mellem en mat og en glaseret sten er. Formuleringerne går også igen ordret. Bolius' beskrivelse af de fire overflader ligger tæt på Tegl 36, og flere forhandlersider gentager de samme sætninger. Det er altså i praksis én kilde, der citeres mange steder, og ikke mange uafhængige kilder, der er nået frem til det samme.

Overfladen erstatter ikke ventilation

Den udbredte salgsformulering er, at stenen «kan ånde», så fugt slipper ud. Randers Tegl bruger den om engoberede sten. Byggereglerne og anvisningerne bygger ikke på den tanke. Tegl 36 stiller de samme krav til ventilation, uanset hvilken overflade stenene har, blandt andet mindst 25 mm afstandslister mellem undertag og lægter og mindst 200 kvadratcentimeter ventilationsåbning pr. løbende meter ved tagfod og i spalten mellem undertag og tagsten. Begrundelsen er frost. Tegl 36 skriver, at risikoen for frostskader vokser med voksende vandindhold i stenene forårsaget af manglende ventilation. Anvisningen peger desuden på, at vingetagsten regnes for så åbne i samlingerne, at ventilationen fordeler sig over hele tagfladen. Luften går altså mellem stenene, ikke gennem dem.

Det skal du være opmærksom på

  • En diffusionsåben overflade er ikke et argument for at spare på ventilationsspalte, tagfodsåbning eller dampspærre. Kravene i Tegl 36 er de samme for glaserede og for matte sten.
  • Diffusionsåben overflade og diffusionsåbent undertag er to forskellige ting. Det første handler om stenens yderside, det andet om et konstruktionsvalg, hvor undertaget må ligge direkte mod isoleringen.
  • Ingen af de kilder, ordbogen har set, dokumenterer, at en mat overflade giver et tag, der holder længere end et glaseret. Slots- og Kulturstyrelsen nævner glaserede håndstrøgne vingetagsten på fornemme bygninger fra 1600-tallet, så tætte overflader er ikke et nyt eksperiment.

Se også

  • diffusionsåben. Det generelle begreb bag ordet, med enheder og målemetoder.
  • engobering. Den behandling, der bevarer den diffusionsåbne overflade.
  • ædelengobering. Mellemformen, som kilderne kalder delvis diffusionsåben.
  • glasur. Den diffusionstætte modsætning.
  • blådæmpning. Mørk sten uden belægning, og derfor stadig diffusionsåben.
  • diffusionsåbent undertag. Det andet sted i taget, hvor ordet bruges, og hvor det er sat på tal.
  • frostfasthed. Den egenskab, ventilationen under stenene skal beskytte.

Kilder