Tagordbogen

Tagordbogen Skader og renovering Tagskader

nedbøjning

Også kaldet nedbøjning af spær, udbøjning

Nedbøjning er den lodrette flytning, et spær, en bjælke eller et tagdæk får, når det bliver belastet. Den kommer af tagets egen vægt, af sne, af vind og af den langsomme krybning i træet over tid. Et tag styrter ikke sammen, fordi det bøjer, men nedbøjningen afgør, om lofter revner, døre binder, og om vandet på et fladt tag stadig løber den rigtige vej. I trænormen hedder fænomenet udbøjning, i praksis og hos husejere hedder det nedbøjning.

Hvad der regnes med

Bygningsreglementet stiller ikke selv et tal op. BR18 § 344 kræver, at konstruktioner projekteres efter DS/EN 1990 og de øvrige Eurocodes, og det danske nationale anneks til Eurocode 0 henviser videre til materialenormerne, når det gælder deformationer. For træ står tallene derfor i tabel 7.2 DK NA i DS/EN 1995-1-1 DK NA:2024. For tagkonstruktioner anbefales en endelig udbøjning på højst l/400 af spændvidden under egenlast, hvis konstruktionen er bygget uden pilhøjde, og l/250 hvis den har pilhøjde, altså er bygget med et forudbygget opad rettet buk. Under karakteristisk snelast anbefales l/400 og under vindlast l/250, begge målt som den øjeblikkelige udbøjning. For udkragede tagkonstruktioner må værdien fordobles.

Tabellen er udtrykkeligt anbefalede værdier. Annekset skriver, at bygherren kan specificere andre krav, både højere og lavere. En håndværker, der kalder l/400 for et lovkrav, siger altså noget andet end kilden. Skelnen mellem øjeblikkelig og endelig udbøjning er heller ikke kosmetisk. Den endelige værdi indeholder krybningen, og den afhænger af, hvor fugtig konstruktionen er, altså af anvendelsesklassen.

På det flade tag handler nedbøjning om vandet

Her bliver stivheden pludselig et afvandingsspørgsmål. PTM-anvisningen om fugt regner baglæns fra kravet om mindst 1:40 i hovedfald og opstiller to stivhedskrav. For egenvægt alene skal nedbøjningen holdes under u/l = 1/640, så den resulterende hældning lokalt over understøtningerne stadig er mindst 1:50. For egenvægt plus sne må der ikke opstå bagfald, hvilket ved 1:40 svarer til u/l = 1/128.

Sammenlign de to sæt tal, og de peger hver sin vej. PTM er strengere end trænormen for egenlast og mildere for sne, fordi de måler noget forskelligt. Trænormen ser på funktion og udseende, PTM ser på om vandet løber. Begge skal være opfyldt på et fladt tag, og det er ikke nok at have styr på det ene.

Når et gammelt tag hænger

En synlig kurve i tagfladen på et ældre hus er sjældent den oprindelige beregning, der slår fejl. Det er typisk år med krybning, råd ved vederlagene, fjernede hanebånd eller spærstivere, eller en tagbelægning, der er blevet tungere end den, huset blev bygget til. Bolius skriver direkte, at spærene er dimensioneret efter tagbelægningens vægt, og at man bør have en ingeniør til at regne på, om de eksisterende spær kan bære en ny og tungere dækning. BYG-ERFA behandler i erfaringsbladet om store tagspær et beslægtet, men andet problem, nemlig udbøjning i spærets svage retning, som kan ende med sammenstyrtning, hvis tværafstivningen mangler. Nedbøjning og sidevejs udbøjning bliver ofte blandet sammen i besigtigelsesrapporter.

Det skal du være opmærksom på

  • Kilderne bruger forskellige lunkegrænser. PTM-anvisningen accepterer højst 10 mm vanddybde, 1,5 m² pr. lunke og 10 % af tagfladen på nye tage med fald mindst 1:40, mens grænsen ved renovering uden faldopbygning er 15 mm og 5 m². Phønix Tag Materialer oplyser samtidig, at SBi-anvisning 273 skærpede kravet fra 20 mm til 15 mm. Hvilket tal der er facit i en tvist, afhænger derfor af, hvilket dokument der er aftalt.
  • Lunkerne skal måles cirka to timer efter et regnskyl ifølge PTM-anvisningen. Måler man med det samme, får man et tal, der ikke kan bruges til noget.
  • En nedbøjning, der er stabil, er noget andet end en, der vokser. Voksende nedbøjning, nye revner og knirken peger på et svigt, der bør vurderes af en statiker, ikke på almindelig krybning.

Se også

  • spær. Den bærende del, nedbøjningen som regel måles på.
  • spændvidde. Grænseværdierne er brøkdele af netop spændvidden.
  • snelast. Den variable last, der giver den største nedbøjning på danske tage.
  • tagfald. Kravet om 1:40, som stivhedskravene på flade tage er regnet ud fra.
  • lunkekrav. Udfaldskravene til de vandansamlinger, nedbøjningen skaber.
  • certificeret statiker. Den, der skal dokumentere bæreevne og deformation i de højere konstruktionsklasser.

Kilder