Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Tagpap og membraner

krakelering

Også kaldet alligatorrevner, netrevner

Krakelering er et net af fine, overfladiske revner. På et tagpaptag ses det i overpappens bitumen, på tegl i glasuren og på træværk og plader i malingslaget. Mønstret fortæller, at overfladen er blevet stiv og ikke længere kan følge de bevægelser, den udsættes for. Det er en beskrivelse af en tilstand og ikke i sig selv en utæthed.

Fine revner i et net og ikke i en linje

Icopal-håndbogens nomenklatur definerer krakelering som overfladiske revnedannelser, som danner et netlignende mønster. Det afgørende ord er overfladiske. Bitumen er et termoplastisk stof, og en overpap arbejder med temperaturen året igennem. Så længe bindemidlet er tilstrækkelig blødt, optager overfladen bevægelserne. Bliver den stivere, giver den i stedet efter i mange små revner på kryds og tværs.

Netop retningen er det, en tagdækker kigger efter. Krakelering er retningsløs og dækker et område. En revne, der følger et overlæg, en samling i underlaget eller en fastgørelseslinje, er noget andet og skal vurderes for sig. Bestrøningsmaterialet på overpappen, oftest skiferflager, er ifølge samme nomenklatur lagt der for at beskytte den underliggende asfalt mod især solens ultraviolette stråling. Hvor bestrøningen er slidt af, ligger bitumen blottet, og det er som regel der, mønstret først bliver tydeligt.

Krakelering og krakning er ikke det samme

I Icopal-håndbogens liste står krakning direkte efter krakelering, og de to ord betyder noget vidt forskelligt. Krakning, på engelsk cracking, defineres som nedbrydning ved høj temperatur af organiske bestanddele, for eksempel jordolieprodukter. Det er altså en proces på raffinaderiet, ikke en skade på et tag. Forvekslingen opstår især, når engelsksproget materiale oversættes, for engelsk cracking bruges om begge dele. Begge ord stammer fra fransk craquer, at knage, som Lex angiver som ophav til krakelering.

På tegl revner glasuren og ikke skærven

På glaserede og ædelengoberede tagsten er krakelering et net af fine revner i det glasagtige lag oven på stenen. Det opstår, når skærven og glasuren ikke svinder ens. Slots- og Kulturstyrelsen skriver i sine faglige retningslinjer for tagomlægning af tegltage, at nakkede, flækkede, utætte, afskallede og krakelerede sten sorteres fra, når gamle sten tages ned og skal lægges op igen. Styrelsen giver ikke krakeleringen en selvstændig begrundelse, men sætter den i selskab med skader, der gør stenen ubrugelig. Der står altså, at stenen ikke skal genbruges, ikke at den er utæt.

Hvem bruger ordet, og hvem lader være

Ordet lever i nomenklaturen og i tilstandsrapporter. Det lever ikke i driftsvejledningerne. PTM-anvisning 12 om kvalitetssikring, drift og vedligehold gennemgår, hvad der skal ses efter ved eftersyn af et tagpaptag, nemlig afløb, taggennemføringer, inddækninger og fremmedlegemer på fladen, og bruger overhovedet ikke ordet krakelering. Uden for tagfaget bruges det bredere. Lex behandler krakelering som revnedannelser i et maleri og skelner mellem optørringskrakelering og alderskrakelering, og nævner desuden glasurkrakelering på keramik som en tilsigtet dekorativ virkning.

Det skal du være opmærksom på

  • Krakelering alene siger ikke, om taget er tæt. Mønstret skal vurderes sammen med bestrøningens tilstand, blærer, dampbuler og tagets afvanding. Det hører hjemme i en tilstandsvurdering, ikke i en gætteleg fra jorden.
  • Maling fjerner ikke årsagen. Bolius skriver, at der ikke findes uvildig dokumentation for, at tagrensning og maling af tag forlænger tagets levetid, og at maling på ubehandlede fibercementplader kan skabe spændinger, som medfører revnedannelser. En overfladebehandling kan dække mønstret, men gør ikke bindemidlet elastisk igen.
  • Alligatorrevner er ikke dansk fagsprog. Ordet står som synonym i flere ordlister, men det er en oversættelse af det amerikanske alligatoring, og det kan ikke dokumenteres i danske fagkilder. Sig krakelering til en dansk tagdækker.

Se også

  • bestroeningsmateriale. Skiferflagerne, der skærmer bitumen mod UV, og hvis slid ofte går forud for krakeleringen.
  • blister. Det andet overfladefænomen i samme nomenklaturliste, halvkugleformede blærer i stedet for revner.
  • uv-bestandighed. Modstandsevnen mod nedbrydning fra sollys, som er den påvirkning, der gør overfladen stiv.
  • glasur. Det diffusionstætte lag på tagstenen, der krakelerer, når skærv og glasur ikke svinder ens.
  • tilstandsvurdering. Den faglige gennemgang, der afgør, om krakeleringen har betydning.
  • tagmaling. Behandlingen, der dækker mønstret uden at rette årsagen.

Kilder