Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Tagpap og membraner

dækbitumen

Også kaldet dækasfalt

Dækbitumen er det øverste lag varm bitumen på en built-up tagdækning. Det udlægges hen over den sidste papbane, og stenmaterialet spredes ud i det, mens det endnu er flydende, så stenene bindes fast. Laget er dermed både klæber og den sidste sammenhængende hinde bitumen over pappen. Ordet hører til tagpapbranchens egen nomenklatur og bruges næsten ikke uden for den.

Laget der holder på stenene

En built-up tagdækning består af flere tynde papbaner, der klæbes sammen med varmt bindemiddel og afsluttes med et lag løse sten. Icopal-håndbogens nomenklatur definerer dækbitumen som det øverste bitumenlag i en built-up tagdækning, hvorpå stenmaterialet udlægges. Stenene ligger der ikke for udseendets skyld. Bolius skriver, at småstenene blev lagt ud for at beskytte tagpappen mod sollys, udtørring, vind og andet slid, og at de skal være runde og fri for flint, der kan splintre, fordi vinden flytter rundt på dem.

Dækbitumen skal ikke forveksles med overfladebitumen. Overfladebitumen er det lag i selve tagpapbanen, som bestrøningen valses ned i på fabrikken. Dækbitumen påføres først ude på taget, som en del af tagdækkerens arbejde, og det er derfor et lag, der kan variere med udførelsen.

Fra dækasfalt til dækbitumen

Ordet har skiftet halvdel. I Byggebogens blad om tagpapdækning fra oktober 1969 hedder opslaget dækasfalt og lyder, at det er det øverste asfaltlag i en built-up tagdækning, hvorpå stenmaterialet udlægges. Samme blad definerer built-up tagdækning som en tagdækning på flade tage med hældning under 1 til 20, bestående af tre eller flere lag påklæbet tagpap, afsluttet med et lag ærtesten eller lignende udlagt på dækasfalt. Nutidens nomenklatur hos BMI gengiver den samme sætning, blot med bitumen i stedet for asfalt, og på samme måde er 1969-opslaget fast asfalt i dag blevet til klæbebitumen. Ordskiftet følger den generelle bevægelse i faget væk fra ordet asfalt, som i dag mest bruges om vejbelægning.

Kilderne er ikke enige om stenene i laget. Byggebogen skriver ærtesten, BMI skriver søsten på 16 til 35 mm, og Bolius beskriver et lag på cirka 2 cm ærtesten på 8 til 16 mm. Forskellen er ikke ubetydelig, for stenstørrelsen afgør både vægten på konstruktionen og hvor godt laget bliver liggende i blæst.

Hvor man møder ordet i dag

Dækbitumen er først og fremmest et renoveringsord. PTM-anvisning 14 om renovering af lavhældningstage beskriver built-up tage som noget, der blev udført i 1950erne og 1960erne, med tre til fem tynde paplag med uldfiltarmering lagt i varm bitumen eller oprindeligt i varm tjærebeg, i alt 10 til 15 mm, dækket med bitumen og et stenlag. Anvisningen skriver, at tagdækningstypen stort set ikke anvendes mere, og at tagpapdækninger i dag normalt udføres af to lag, en underpap og en overpap, der svejses eller klæbes sammen til en tagdækning på 7 til 8 mm. Møder du ordet, er det derfor som regel i en tilstandsrapport, i en byggeteknisk gennemgang eller i et renoveringsprojekt for et hus fra den periode.

Det skal du være opmærksom på

  • Stenlaget skjuler den tagdækning, det ligger på. Skader i dækbitumen og i pappen kan ikke ses uden at rive sten til side, og hvor stenene er blæst væk eller skrabet til side, ligger bitumen bar mod solen og bliver hård og skør. Ved renovering skal stenene ryddes af, før der kan lægges nyt ovenpå.
  • Arbejde med opvarmede asfalt- og bitumenmaterialer må efter Arbejdstilsynets regler kun udføres af personer med den særlige uddannelse. Kravet gælder ikke for uopvarmede materialer uden organiske opløsningsmidler, og der er en undtagelse for personer, der udførte tagdækningsarbejdet før 1. januar 2012. BFA Bygge og Anlæg anfører desuden krav om åndedrætsværn med mindst halvmaske med A2P2-filter eller turbomaske ved arbejde med de varme materialer, og filtermaske må højst bruges tre timer om dagen.
  • Bindemidlet i gamle built-up tage er ikke altid bitumen. Miljøstyrelsen skriver, at der før 1970erne blev anvendt kultjære i tagpap, og at tagpap med PAH-forbindelser over farlighedskriterierne klassificeres som farligt affald med EAK-kode 17 03 01, mens tagpap uden får kode 17 03 02. Det har betydning for både bortskaffelse og arbejdsmiljø, og det afklares ved kortlægning inden nedrivning.

Se også

  • built-up tagdækning. Selve konstruktionen, som dækbitumen er det øverste lag af.
  • overfladebitumen. Fabrikkens tilsvarende lag inde i papbanen, som bestrøningen valses ned i.
  • klæbeasfalt. Det faste bitumen, der smeltes og bruges til at klæbe papbanerne sammen.
  • bestrøningsmateriale. Skiferflagerne på moderne overpap, som har overtaget stenlagets rolle som solværn.
  • ballast. Løst udlagt sten eller belægning, der i dag typisk holder en membran på plads mod vindsug.
  • renovering af lavhældningstag. Det arbejde, hvor man i praksis støder på gamle built-up tage.
  • bortskaffelse af tagpap. Hvorfor det gamle tagpaps indhold skal kendes, før det køres væk.

Kilder