Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Tagpap og membraner

afstrøningsmateriale

Også kaldet afstrøning, sandafstrøning

Afstrøningsmateriale er det finkornede lag, tagpapfabrikken lægger på banen, så den ikke klæber sammen i rullen under opbevaring og transport. Traditionelt har det været sand eller et andet finkornet stenmateriale. På nyere baner løses opgaven ofte af en tynd plastfolie på undersiden i stedet. Afstrøningen er altså en fabriks- og transportforanstaltning, ikke en beskyttelse af det færdige tag.

Hvad afstrøningen skal forhindre

Byggebladet BB 348.30 Tagpapdækning, alment fra oktober 1969 definerer afstrøningsmateriale som "et stenmateriale, der påføres tagpap for at hindre sammenklæbning i rullen". BMI Danmarks Icopal-håndbog bruger i dag stort set samme sætning, men har skiftet et ord ud: "et finkornet materiale, der påføres tagpap for at hindre sammenklæbning i rullen". Forskellen er ikke tilfældig. Et rullet bitumenprodukt vil klæbe til sig selv, når det ligger stablet og bliver varmt, og der skal derfor være noget imellem lagene, som asfalten ikke hæfter til.

Det noget behøver ikke længere være mineralsk. I Phønix Tag Materialers tekniske beskrivelse af PTM BituFlex og PTM DuraFlex står der om begge baner, at "undersiden er belagt med en tynd folie, der forhindrer sammenklæbning under opbevaring og transport". Funktionen er den samme som afstrøningens, materialet er et andet, og ordet afstrøning bruges slet ikke om den. Ingen af de to ordbogsdefinitioner ovenfor dækker den løsning, der sidder på undersiden af de mest udbredte danske baner i dag.

Afstrøning og bestrøning bliver blandet sammen

Nomenklaturen skelner skarpt. Afstrøningsmaterialet skal forhindre klæbning i rullen, mens bestrøningsmaterialet ifølge Icopal-håndbogen er "et kornet, mineralsk produkt, oftest skiferflager", som beskytter den underliggende asfalt mod solens uv-stråler. To ord, to formål.

I praksis holder skellet ikke. PTM-anvisningen om listedækning skriver om "en sandbestrøning", der bliver mørk. Icopals egen Tagpapbog beskriver undersiden som "sandbelagt" i produkttegningen, men taler få sider senere om "den sandbestrøede side", når en strimmel skal koldklæbes. Selv byggebladet fra 1969 er inkonsekvent: om asfaltmineralfilt hedder det, at "dækmassen bestrøs med finkornet stenmateriale for at undgå klæbning i rullen", altså bestrøning med afstrøningens formål. Ordet afstrøningsmateriale lever reelt kun i ordlisterne og i ældre beskrivelser. På pladsen hedder det sand, folie eller skifer.

Sandet som klæbeflade og som varmemåler

Sandet er ikke kun en adskillelse. Icopals generelle arbejdsbeskrivelser stiller som betingelse for fuldklæbning i varm bitumen, at tagpappen er "egnet til klæbning, dvs. sandafstrøet", og Tagpapbogen foreskriver ved koldklæbning med tagpapklæber, at banerne udlægges, så sandoverflade vender mod sandoverflade. Hos Phønix Tag Materialer er undersiden folieret, mens sandet sidder på oversiden af underpappen og på den 85 mm brede klæbekant på overpappen.

Sandet bruges også som termometer. PTM-anvisningen om listedækning anviser, at underpap på brædder lunes til omkring 50 til 70 grader, før den sømmes, og at temperaturen kan aflæses ved, at en svejsefolie lige begynder at krølle, eller en sandbestrøning bliver mørk. Tagpapbogen skriver kortere, at der lunes, til sandet mørkfarves.

Det skal du være opmærksom på

  • Sand og folie kan ikke uden videre erstatte hinanden på pladsen. Icopal forudsætter en sandet flade ved klæbning, mens en folieret underside er lagt an på at blive svejst. Se efter, hvad banen faktisk har på undersiden, før metoden vælges.
  • Står der "afstrøet" i en beskrivelse eller et udbud, siger det i dag ikke, om der menes sand eller folie. Producenternes datablade bruger begge dele, så det skal præciseres.
  • Mørkfarvningen af sandet er ifølge PTM en indikation på, at banen er lunet nok til at kunne strækkes ud før sømning. Det er ikke en kontrol af, om en svejsning er udført korrekt.

Se også

  • bestrøningsmateriale. Det kornede lag på oversiden, som beskytter mod uv-stråler, og som ofte forveksles med afstrøningen.
  • tagpap. Selve banen, som afstrøningsmaterialet er lagt på.
  • underpap. Laget, hvis overside typisk er bestrøet med sand, mens undersiden er folieret.
  • svejsepap. Banetypen, hvor undersiden er beregnet til at blive smeltet, ikke klæbet.
  • koldklæbning. Metoden, der ifølge Icopal forudsætter sandflade mod sandflade.
  • overfladebitumen. Det lag, bestrøningen valses ned i, til forskel fra afstrøningen, der blot ligger løst.

Kilder