Tagordbogen

Tagordbogen Skader og renovering Vedligehold

overfladebehandling

Også kaldet malebehandling, beskyttende belægning

Overfladebehandling er det lag, man lægger uden på et byggemateriale for at beskytte det, farve det eller begge dele. På et tag kan det være kalk og puds på skorstenen, maling eller trætjære på vindskeder og udhæng, en fabrikspåført belægning på stålplader og tagrender, eller maling på selve tagfladen. Ordet siger kun, at der er lagt noget uden på. Det siger intet om, at det behandlede holder længere.

Fire helt forskellige ting under samme ord

Murerfaget bruger ordet om kalk, puds, vandskuring og silikatlasur på murværk, altså det, der er relevant for en muret skorsten. Slots- og Kulturstyrelsen bruger det som overskrift for udvendig maling og farvesætning på fredede bygninger og deler materialerne i traditionelle, blandt andet hvidtekalk, linoliemaling, temperafarver og trætjære, og nyere, blandt andet silikatmaling, cementpulver samt plast- og akrylmaling. På metaltage er overfladebehandlingen fra fabrikken. Lindab beskriver sine profilerede stålplader som varmforzinket koldvalset stål med et passiveringslag, en primer og en overfladebelægning påført i tre lag på begge sider. Og på tagfladen af tegl, beton eller fibercement er overfladebehandling det ord, sælgeren bruger, når tilbuddet i praksis er rens og maling.

Diffusionsåbenhed er den gennemgående regel

De faglige kilder er enige om ét princip, uanset materiale. Laget skal kunne lukke fugt ud igen. Murerfagets vejledning skriver om maling på murværk, at laget skal være «så diffusionsåbent som muligt», og at overfladen bliver mindre åben, jo flere lag der påføres. Bliver laget for tæt, samler fugten sig bag ved det, og resultatet er afskalning, når det fryser. Slots- og Kulturstyrelsen begrunder linoliemalingens udbredelse på udvendigt træværk med, at den er diffusionsåben, relativt svag og nedbryder sig selv over lang tid, så den tyndslides eller krakelerer i stedet for at skalle af. Om plast- og akrylmaling skriver styrelsen det modsatte. Filmen åbner sig, når den bliver våd, og suger frit vand kapillært ind i træet, mens vandet bagefter kun kan komme ud ved den langsommere diffusion. Styrelsen kalder derfor disse malingstyper uegnede til udvendige bræddebeklædninger.

Tagfladen er stedet, hvor kilderne skilles

På vindskeder og skorsten er overfladebehandling almindeligt vedligehold. På selve tagstenene er den omstridt. Videncentret Bolius svarer klart nej til, at maling forlænger levetiden af betontagsten, og peger på to problemer. Behandlingen kan gøre taget så tæt, at der opstår kondens på bagsiden af stenene, og malingen skal selv vedligeholdes bagefter. Sælgere af tagbehandling markedsfører den modsatte påstand, ofte sammen med en garanti. En garanti er et løfte om at udbedre fejl i en aftalt periode. Det er ikke et mål for, hvor længe taget holder.

Det skal du være opmærksom på

  • Flere lag er ikke bedre. Hvert nyt lag lukker overfladen mere, og et tæt lag på et fugtigt underlag fanger vandet inde. Underlaget skal være tørt, når der behandles.
  • Vær opmærksom på, hvad et tilbud på overfladebehandling af tagfladen egentlig indeholder. Ordet dækker både reelt vedligehold af træværk og en ren kosmetisk malerbehandling af tagstenene.
  • På fredede bygninger er udvendig overfladebehandling ikke frit valg. Slots- og Kulturstyrelsen behandler maling og farvesætning som en byggesag med egne faglige retningslinjer.

Se også

  • tagmaling. Overfladebehandlingen af selve tagfladen, det mest omstridte tilfælde.
  • diffusionsåben overflade. Egenskaben, som alle de faglige kilder måler behandlingen på.
  • trætjære. Traditionel behandling af uhøvlet udvendigt træ, ikke et imprægneringsmiddel.
  • imprægnering. Behandling, der trænger ind i materialet i stedet for at lægge sig uden på.
  • varmforzinkning. Metallets egen overfladebehandling, påført før belægning og maling.
  • tagrens. Afrensningen, der som regel sælges sammen med behandlingen.

Kilder