Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Stråtag

mønningslinje

Også kaldet mønningslinie

Mønningslinjen er den linje på et stråtag, hvor mønningen holder op og den almindelige tagflade begynder. Den løber parallelt med tagryggen på begge sider af taget, et stykke nede ad tagfladen. Ordet bruges næsten kun i én sammenhæng, nemlig som den grænse, en kvist på et stråtag ikke må gå op over.

Hvor linjen ligger

Mønningen er det bånd af tørv, halm, lyng, tang eller rør, der dækker overgangen mellem de to tagflader. Strålaget er tyndest oppe ved kippen, og mønningen ligger oven på det som en beskyttelse. Underkanten af det bånd er mønningslinjen, og hvor den ligger, afhænger derfor af mønningstypen og af egnsskikken. En mønning med kragetræer, en tørvemønning og en holstensk mønning dækker ikke lige meget af tagfladen.

Slots- og Kulturstyrelsens hæfte om stråtage fra 2011 er den kilde, ordet stammer fra. Hæftet skriver, at kvistens tagflade altid skal holde sig under stråtagets mønningslinje, og placerer linjen 80 til 90 centimeter under tagryggen. I hæftet er enheden trykt som meter, hvilket er en åbenlys sætterfejl. En kvistleverandør, der leverer færdige kviste til stråtag, skriver det samme mål som cirka 800 mm under kippen, men formulerer det som ønskeligt og ikke som et krav.

Derfor må kvisten ikke gå op i mønningen

Begrundelsen er både praktisk og æstetisk. Mønningen er den del af stråtaget, der skal fornys oftest, og den skal kunne lægges om i ét sammenhængende forløb langs hele ryggen. Bryder en kvist ind i mønningen, opstår der en samling, som er svær at holde tæt, og som tækkemanden skal arbejde uden om, hver gang mønningen skiftes. Styrelsens vedligeholdelseshæfte peger på det samme sted som det udsatte, fordi det sammensyede strålag over rygningen er tyndt og uden mønningens beskyttelse hurtigt nedbrydes.

Æstetisk hænger reglen sammen med resten af hæftets krav til kviste i stråtag. Kvisten må ikke have lodrette sider, tag og sider skal være jævnt afrundede og løbe ned i tagfladen, og en stor kvist tæt på ryggen ødelægger tagfladens linje. Det er den kvisttype, der kaldes øjenbrynskvist.

Hvem bruger ordet

Ordet er sjældent og hører hjemme i bygningsbevaringens sprog. Slots- og Kulturstyrelsen staver det mønningslinie med gammel retskrivning. Tækkefirmaer og kvistleverandører skriver i stedet, at kvisten skal holdes under mønningen eller i passende afstand fra mønningen, og byggemarkederne bruger slet ikke ordet. Byggebogen fra 1949, som ellers gennemgår stråtagets detaljer blad for blad, har et helt blad om kvisten uden at nævne nogen afstand til rygningen.

Ordet forveksles let med selve kiplinjen, fordi mønning i daglig tale bruges som synonym for rygning og tagryg. I hæftets sætning er de to ting adskilt. Tagryggen er tagets øverste linje, og mønningslinjen ligger et stykke nede under den.

Det skal du være opmærksom på

  • Målet står i et vejledningshæfte, ikke i bygningsreglementet. Bindende bliver det først, hvis en lokalplan, en bevarende deklaration eller en fredning stiller kravet. På en fredet bygning kræver en ny kvist tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen.
  • Hæftets angivelse i meter er en trykfejl. Bliver den citeret ordret i en byggeansøgning eller et tilbud, giver den ikke mening.
  • En taskekvist sidder pr. definition oppe ved rygningen og deler rygning med huset. Den kvisttype er almindelig på tegltage, men den kan ikke forenes med reglen om mønningslinjen på et stråtag.

Se også

  • mønning. Selve båndet over rygningen, hvis underkant linjen markerer.
  • straatagskvist. Kvisten, der er udformet så den kan tækkes ind i stråtaget.
  • oejenbrynskvist. Den afrundede kvist uden lodrette sider, som hæftet peger på.
  • kragetraeer. Trækorsene af eg, der holder mønningen på plads.
  • taskekvist. Kvisten ved rygningen, som reglen udelukker på stråtag.
  • kip. Tagets øverste linje, som afstanden måles fra.

Kilder