Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Stråtag

klapbræt

Også kaldet klapper, tækkebræt

Et klapbræt er tækkemandens redskab til at banke tagrørene op i tagfladen. Det er en plade for enden af et skaft, og pladen har enten riller eller små huller, så den kan gribe fat i stråenes rodender uden at glide af. Med brættet retter tækkemanden fladen af, skubber bundterne på plads og giver tagskægget dets skarpe kant.

Hvad brættet gør ved tagfladen

Rørene lægges op bundt for bundt, og det er slaget med brættet, der flytter dem det sidste stykke. Tækkemanden slår opad langs fladen, så rodenderne skubbes ind i taget og lægger sig i plan med naboerne. Slots- og Kulturstyrelsen beskriver resultatet som en overflade, der skal være ensartet og stramt banket op, uden partier med lange synlige stråender og uden større områder skåret til med kniv. Kniven må altså ikke bruges som erstatning for brættet.

Ved tagskægget former brættet kanten. Branchevejledningen Veludført stråtag skriver, at vinklen mellem tagskæg og tagflade ikke må være stump, altså at den skal være under 90 grader, så vandet drypper af yderkanten i stedet for at trække ind under. Vejledningens eget eksempelfoto er angivet til cirka 80 grader.

Riller, huller og landsdele

Redskabet har ikke ét navn. Slots- og Kulturstyrelsens hæfte om stråtage kalder det et klapbræt. Branchens egen vejledning, Veludført stråtag fra december 2024, skriver tækkeskovl i billedteksten til nøjagtig samme handling. Tækkemænd siger i daglig tale ofte klapper, og i gør det selv-litteraturen står tækkebræt. Tækkemand Mads Hetoft forklarer i UD & SE, at navnet skifter med landsdelen, og at redskabet kan hedde klapper, tækkebræt eller tækkeskovl, alt efter hvor i landet man står.

Selve pladen er heller ikke ens. Hetoft beskriver sin egen som et skaft af asketræ med en træplade for enden, belagt med et rillet lag rustfrit stål. Han fortæller, at sjællændere typisk bruger riller til at skubbe bundtet på plads, mens jyder ofte bruger en plade med små huller i stedet, og han fører forskellen tilbage til, at faget i mange år gik videre fra far til søn uden fælles skoling. Hos leverandørerne sælges redskaberne i dag under navnet tækkeskovl i flere størrelser, fra plader på 150 gange 255 mm til en stor udgave på 220 gange 360 mm med træskaft, og med rilleskovlen på 125 gange 350 mm som en smallere type.

Hvor hårdt må der bankes

Veludført stråtag knytter brættet direkte til bindingen. Der må ikke strammes hårdere, end at stråene stadig kan bankes på plads. Samme vejledning nævner samtidig "hvert bind er banket for langt op" som en af de mulige årsager til, at man kan tælle lagene i et færdigt tag, hvilket regnes for en fejl. Og den advarer mod de tykke, hårde tage, som ikke kan tørre. Der skal ifølge vejledningen tækkes luftigt og fjedrende med 6 til 9 bundter tagrør pr. kvadratmeter afhængigt af bundternes omkreds.

Det trækker i en anden retning end styrelsens formulering om en stramt banket overflade. Uenigheden er mest et spørgsmål om, hvad de to kilder beskriver. Slots- og Kulturstyrelsen beskriver, hvordan den færdige flade skal se ud, mens branchevejledningen beskriver, hvordan taget skal opføre sig bagefter. En bygherre, der læser den ene kilde alene, kan let komme til at bestille det modsatte af den anden.

Det skal du være opmærksom på

  • Stram overflade og hård binding er ikke det samme. Beder du om et "stramt" tag, så sig hvilken af delene du mener, ellers risikerer du et hårdt tag, der tørrer langsomt.
  • En flade, hvor lagene kan tælles, er ikke nødvendigvis banket for lidt. Veludført stråtag lister flere mulige årsager, blandt andet for løs syning, for fast binding, løse rør i bunden af hvert bind og lægteafstand, der ikke passer til rørene.
  • Navnet på redskabet siger intet om arbejdets kvalitet. Klapbræt, klapper, tækkebræt og tækkeskovl er samme værktøj set fra hver sin landsdel og hver sin kilde.

Se også

  • tækkeskovl. Det navn, branchevejledningen og leverandørerne bruger om redskabet.
  • tækkebræt. Endnu et navn for samme værktøj, mest brugt i gør det selv-litteraturen.
  • rodende. Rørets tykke ende, som brættet rammer og skubber op.
  • tagskæg. Tagets nederste kant, som brættet banker skarp.
  • kerre. Bundtet af rør, der bankes på plads ét ad gangen.
  • egnstradition. De lokale forskelle, som også slår igennem i redskabets navn og udformning.

Kilder