Tagordbogen

Tagordbogen Konstruktion og form Tagkonstruktion

lægte

En lægte er et smalt stykke savet nåletræ. I trælasten er lægte en handelsbetegnelse på linje med bræt, planke og tømmer, og den siger kun noget om målene. På et tag er lægterne de vandrette stykker, der sømmes hen over spærene, og som tagsten, skifer eller tagplader hænger på. Lægten har to opgaver på én gang, for den bærer tagdækningen, og den bærer den håndværker, der går rundt oven på taget. Det er den anden opgave, der bestemmer, hvor kraftig den skal være.

Fra handelsbetegnelse til taglægte

BYG-ERFAs byggeordbog definerer en lægte bredt som et langt træstykke, der blandt andet bruges til at bære tagbeklædning og som skelet i skillevægge. Bolius gengiver handelsbetegnelserne for savet træ efter DS 146 og placerer lægten som træ på 25 til 59 mm i tykkelsen og 50 til 75 mm i bredden. Ordet siger altså i sig selv intet om styrke. Derfor sælger byggemarkederne to varer, der ligner hinanden, nemlig taglægter og skillerumslægter, og Bygma skriver selv på sin lægteside, at skillerumslægter aldrig må bruges som taglægter. Verbet hedder at lægte, og resultatet kaldes lægtningen.

Til gengæld er kravene til den taglægte skarpe. De står ikke i bygningsreglementet, men i Brancheaftale om taglægter 2011, som er frivillig og indgået mellem Dansk Byggeri, 3F, Danske Træindustrier, Dansk Træforening, Trælasthandlerunionen og Træinformation. Aftalen kræver mindst styrkeklasse C18 dokumenteret efter DS/EN 14081-1, visuel sortering efter DS/EN 1912, og at lægten ikke er fingerskarret. Den gamle sorteringsbetegnelse T1 og styrkeklassen C18 bruges i praksis om det samme, og mange lægter er mærket med begge dele. Om dimensionen siger aftalen, at standardlægten 38 gange 73 mm i C18 kan spænde 1000 mm ved lægteafstande op til 550 mm, og 750 mm ved lægteafstande over 550 og højst 1100 mm. Kantlægter langs skotrender og anden lægte ved tagfod med krydsfinerunderlag er undtaget og kan udføres i mindst 38 gange 56 mm ved spærafstand på højst en meter. Ved større spærafstande skal dimensionen findes i tabeller, og både brancheaftalen, Wienerbergers Tegl 36 og producenternes vejledninger henviser til Træinformations håndbog TRÆ 65 Taglægter. Komproment angiver for sine betontagsten mindst 38 gange 73 mm ved spærafstand op til 1000 mm og mindst 50 gange 75 mm ved op til 1300 mm. Tegl 36 skriver stadig T1 og nævner ikke C18, mens Arbejdstilsynet omvendt kun skriver C18.

Lægten som arbejdsgulv

Målet 38 gange 73 mm kommer fra sikkerhed, ikke fra tagstenene. Træinformations baggrundsnotat til beregningsprogrammet LægteDIM gennemgår historien. Bygningsreglementet krævede i 1961, 1966 og 1972 lægter på 38 gange 56 mm til tegltage, og i 1979 opgjorde SBI en forsøgsrække, hvor 41 af 98 lægter, altså 42 procent, ikke holdt til et dynamisk stød fra en sandsæk på 30 kg med 0,45 meters faldhøjde. I 2005 blev mindstemålet ved spærafstand op til 1000 mm og lægteafstand op til 450 mm hævet fra 38 gange 56 mm til 38 gange 73 mm med 50 gange 50 mm og 45 gange 61 mm som alternativer. Arbejdstilsynet skriver i folderen «Sikkerhed ved tagarbejde», at styrkesorterede C18 taglægter på mindst 38 gange 73 mm med højst en meters spænd og højst 46 cm fra overkant til overkant kan bruges som sikring mod at falde ned i bygningen. Branchevejledningen «Arbejde på tage» fra BFA Bygge og Anlæg bruger de samme tal og kalder det et nedstyrtningssikkert underlag.

Lægter på gamle tage og på stråtag

Slots- og Kulturstyrelsen vurderer ved fredede bygninger, om lægternes udformning og dimensioner understøtter fredningsværdierne, og skelner mellem tage med undertag, hvor lægterne skjules, og understrøgne tage, hvor de er synlige indefra. Styrelsen godkender som udgangspunkt lægter i større dimensioner end de oprindelige af hensyn til arbejdsmiljølovgivningen, men kan ved stærke fredningsværdier betinge tilladelsen af, at lægterne er huggede og ikke savede. På stråtage gælder andre mål. Slots- og Kulturstyrelsens hæfte om stråtage angiver mindst 3,8 gange 5,6 cm med afrundede kanter, så tækketråden ikke bukkes skarpt, og bruger både ordet lægteafstand og formen lægdeafstand. Lægter med rundede kanter kaldes finske lægter efter de granrafter, der oprindelig blev rettet af på to sider.

Det skal du være opmærksom på

  • Kravet er en aftale, ikke en lov. BR18 nævner ikke lægter med et ord. Reglementet stiller i § 343 krav om tilfredsstillende sikkerhed mod gennemtrædning i tage og henviser i § 344 til Eurocodes. Træinformations notat gengiver, at trænormudvalget i 1996 klart tilkendegav, at taglægter ikke hører under DS 413, og at beregning af taglægter derfor ikke kan foretages efter den norm. Brancheaftalen blev til i det tomrum.
  • Byggemarkedet og brancheaftalen siger ikke det samme. Bygma skriver ét sted på sin lægteside, at styrkesorteringen for taglægter skal være C16 eller C18, og længere nede på samme side, at lægten som minimum skal have betegnelsen C18. Brancheaftalen kender kun mindst C18, og Arbejdstilsynets folder skriver C18. En lægte mærket C16 lever altså ikke op til brancheaftalen, uanset hvad kategorisiden siger.
  • Gamle lægter, der bliver liggende, er ikke omfattet. Brancheaftalens bilag 1 undtager udtrykkeligt lægter, som ved udskiftning af tagbeklædningen vurderes gode nok og kan genanvendes uden at blive omlagt. Samme bilag gør opmærksom på, at Arbejdstilsynet så vil stille krav om ekstra sikkerhedsforanstaltninger mod gennemtrædning og fald, netop fordi lægterne ikke lever op til sikkerhedskravet. Et hus fra før 2005 kan altså have lovlige lægter, som ingen må gå på.

Se også

  • taglægte om den vandrette lægte i tagfladen, som tagstenene hænges på.
  • lægteafstand om afstanden mellem lægterne, der bestemmes af tagstenen og ikke af tømreren.
  • lægtning om selve arbejdet med at sætte lægterne op, så tagfladen går op med hele sten.
  • lægte som tagstige om de betingelser, der skal være opfyldt, før man må gå på lægterne.
  • afstandsliste om listen mellem undertag og lægte, der giver ventilation og afvanding.
  • finsk lægte om lægten med afrundede kanter, der bruges på stråtag.

Kilder