Tagordbogen

Tagordbogen Arbejdet på taget Arbejdsmiljø

faldsikringsudstyr

Også kaldet personligt faldsikringsudstyr, individuelt faldsikringsudstyr

Faldsikringsudstyr er det personlige udstyr, en person har på og hægter sig fast med, når der arbejdes i højden. Systemet består af en sele på kroppen, en line eller faldblok, som regel med falddæmper, koblingselementer og et forankringspunkt i konstruktionen. Udstyret er et personligt værnemiddel og kommer først i spil, når rækværk, stillads, skærm eller net ikke kan bruges. Det virker kun som helhed, for mangler forankringen, hjælper selen ikke.

Delene og de danske ord for dem

Arbejdstilsynets nu ophævede vejledning om faldsikring navngav delene sådan. Selen har remme om bryst, liv, sæde og lår. Støttebæltet har kun rem om livet og må ikke bruges til at standse et fald. Linen forbinder selen med resten. Falddæmperen optager en del af faldenergien, så opbremsningen ikke bliver for brat, og kan være en line med indbygget dæmper, en faldblok eller et styret glidesystem på skinne eller ankerline. Koblingselementet, typisk en karabinhage, skal kunne åbnes med mindst to på hinanden følgende uafhængige manuelle bevægelser. Ankerpunktet er det, resten hænger i. Leverandørerne sælger de samme tre hovedelementer under det engelske ABC, altså Anchorage, Body og Connection. Arbejdstilsynet kalder det individuelt faldsikringsudstyr, branchen kalder det personligt, og det er det samme.

Udstyret er personligt værnemiddel i kategori III efter forordning (EU) 2016/425, som udtrykkeligt nævner fald fra højde blandt de risici, der kan koste livet. Hver enkelt del skal være CE-mærket for sig, og CE-mærket følges af nummeret på det organ, der overvåger produktionen, og brugsanvisningen skal leveres på dansk. Standarderne bag delene er blandt andet EN 361 for sele, EN 354 for line, EN 355 for falddæmper, EN 360 for faldblok og EN 795 for forankringsudstyr.

Faldhindrende går forud for falddæmpende

Arbejdstilsynets gældende vejledning om bygge- og anlægsarbejde fra december 2025 skriver, at man så vidt muligt skal vælge faldhindrende udstyr, som holder personen væk fra kanten, frem for falddæmpende udstyr, der først virker under selve faldet. Forskellen ses på forankringen. Et fastgørelsespunkt til faldhindrende udstyr skal efter Arbejdstilsynets praksis kunne optage mindst 6 kN, cirka 600 kg, mens punktet til falddæmpende udstyr skal kunne optage mindst 12 kN, cirka 1.200 kg. Kravet på 6 kN er nyt. Den ophævede vejledning om fald fra højden ved arbejde på tage nævnte kun de 12 kN.

Er udstyret ikke faldhindrende, skal det indeholde en falddæmper, det frie fald må ikke overstige fabrikantens anvisninger, og pendulsving skal undgås. Branchefællesskabet for Bygge og Anlæg tilføjer, at stoplængden skal beregnes for det konkrete udstyr og den konkrete person, og at der skal lægges en ekstra meter til som sikkerhedsafstand, før man ved, om der er frihøjde nok. Ved falddæmpende udstyr skal der desuden foreligge en beredskabsplan for redning efter et fald, og de ansatte skal være oplært i den, fordi en person, der hænger i selen, hurtigt kommer til skade.

Det, der stod om selve udstyret, står ingen steder længere

At-vejledning D.5.5 om faldsikring bortfaldt 15. december 2025 sammen med omkring 180 andre vejledninger. Den er ikke indarbejdet i nogen af de nye vejledninger, og oversigten over, hvad de nye tekster bygger på, nævner den ikke. Arbejdstilsynets gamle adresse på D.5.5 sender i dag videre til bekendtgørelsen om brug af personlige værnemidler, som ikke nævner faldsikring med et ord. Dermed står de konkrete krav til udstyret, om at linen inklusive falddæmpende anordninger ikke må overstige 2 meter, at installationsrør og radiatorer ikke må bruges som ankerpunkt, og at udstyret skal efterses mindst en gang om året af en kompetent person anvist af producenten, nu kun i den ophævede tekst, i branchevejledningen og i fabrikanternes brugsanvisninger.

Det skal du være opmærksom på

  • Timegrænsen for kortvarigt arbejde er blevet uklar. Den ophævede vejledning skrev, at kortvarigt arbejde er en opgave, der normalt kan udføres på ca. 4 mandetimer. Den gældende vejledning gentager sætningen, men i den udgave, der ligger på Retsinformation, står der «på ca. mandetimer» uden noget tal. Branchefællesskabet skriver noget tredje, nemlig en samlet arbejdstid på højst cirka fire timer, og fire mandetimer og fire timers arbejdstid er ikke det samme, når der er to mand på taget.
  • Holdbarheden er ikke en garanti. Både den ophævede vejledning og branchevejledningen angiver en fast, normal holdbarhed for udstyret, mens fabrikanterne sætter deres egen i brugsanvisningen. Uanset hvad skal udstyret kasseres, når det har standset et fald, og UV-lys nedbryder seler og liner, mens de ligger i bilen.
  • Sælgernes ulykkestal kan ikke efterprøves. En dansk leverandør oplyser på sin egen vidensside, at der i gennemsnit sker en faldulykke hvert minut i Europa, uden at angive hvorfra tallet stammer.

Se også

  • faldsikring. Reglerne for, hvornår udstyret overhovedet må erstatte rækværk og stillads.
  • faldsele. Selen på kroppen, den del af systemet flest kender.
  • ankerpunkt. Forankringen, der afgør, om resten af udstyret virker.
  • faldblok. Den automatiske fangindretning, der holder linen stram.
  • kortvarigt arbejde. Betingelsen, der afgør, om udstyret må stå alene på taget.
  • kollektive sikkerhedsforanstaltninger. Rækværk, skærm og net, som altid går forud.

Kilder