Tagordbogen

Tagordbogen Kanter og gennembrud Tagafvanding

fald på tagrende

Også kaldet rendefald

Fald på tagrende er den hældning, renden lægges med i længderetningen, så vandet løber hen mod nedløbet i stedet for at blive stående. Faldet skabes ved at sætte rendejernene en anelse lavere og lavere hen mod tudstykket, ikke ved at bøje selve renden. Hælder renden den forkerte vej, kaldes det bagfald, og det er den ene af delene, alle kilder er enige om ikke skal forekomme.

Kilderne siger ikke det samme tal

Bygningsreglementet sætter ingen hældning på en tagrende. BR18 § 77 kræver alene, at afløb for regnvand udføres, så bortledning, nedsivning eller vandansamling ikke medfører risiko for skader eller andre ulemper, og at tagvand holdes på egen grund. Tallet kommer derfor fra leverandøren, og leverandørerne skriver forskelligt. Plastmo skriver i monteringsvejledningen, at tagrender kan monteres vandret eller med et lille fald mod nedløbsrørene på ca. 2 mm pr. løbende meter. VMZINC anbefaler 2 mm pr. meter og tilføjer, at en egentlig selvrensende effekt først opnås ved 5 mm pr. meter. RHEINZINK skriver, at montering foretages vandret eller med fald efter udbudsmaterialet eller aftale med bygherren, anbefaler 2 til 3 mm pr. meter, hvor det er optisk muligt, og gentager grænsen på minimum 5 mm pr. meter for selvrensning. XL-BYG skriver i sin gør det selv-vejledning 1 mm pr. meter. Fælles for producenterne er, at vandret montering udtrykkeligt er tilladt. Faldet er altså en anbefaling om bedre afvanding og ikke et krav.

To slags fald, der forveksles

Fald i længderetningen og hældning på tværs af renden er ikke det samme, og netop tallet 2 mm optræder begge steder hos Plastmo. Rendejernene bukkes, så rendens forkant efter montering ligger ca. 2 mm lavere end bagkanten, og for arkitektrenden i str. 14 ca. 9 mm lavere. Formålet er, at en overfyldt rende løber over udad og ikke ind mod huset. Blandt zinkleverandørerne hedder det samme overhøjde på bagkanten. VMZINC oplyser 10 til 15 mm og skriver, at renderne er fremstillet med den overhøjde, som bør bevares. RHEINZINK anbefaler 8 til 20 mm og skriver samtidig, at fald på tværs af længderetningen ikke er påkrævet. Når en husejer og en håndværker taler forbi hinanden om fald, er det ofte, fordi den ene taler om vejen mod nedløbet og den anden om forholdet mellem for- og bagkant.

Bagfald og hvad man kan kræve

Bagfald betyder, at vandet samler sig i den ende, der ligger længst fra nedløbet. Bolius' eksterne fagekspert, bygningsingeniør Morten Mathiasen, skriver i et brevkassesvar, at tagrender gerne må stå med vand og gerne må hænge lige, at fald blot øger afvandingen, men at bagfald altid dømmes ude. Samme svar erkender, at der ikke findes noget om forholdet i lovbøger eller normer, og anbefaler at vurdere, om renden reelt løber over. RHEINZINK går et skridt videre og skriver, at stillestående vand i renderne ikke giver konstaterbare ulemper og derfor ikke udgør nogen mangel. Skal en entreprenør pålægges at rette et fald, hviler kravet derfor sjældent på en regel, men på det, der står i udbudsmaterialet eller i den monteringsvejledning, systemet er solgt med.

Det skal du være opmærksom på

  • Faldet lægges én gang. Det sidder i rendejernenes bukning og placering, og Plastmo anviser at lægge jernene op ved siden af hinanden, tegne faldet med tusch og sætte bukkemærket mindst 10 mm fra bagkrogene. Er der mere end ét nedløb, deles faldet, så der er lige meget fald til hvert nedløb.
  • Meget fald bliver synligt. Vælger man 2 mm pr. meter, er forskellen over en tolv meter lang facade knap to en halv centimeter, og renden kommer til at stå skævt i forhold til sternbræt og vindskede. Både RHEINZINK og VMZINC nævner selvrensningen ved 5 mm pr. meter uden at anbefale den i praksis.
  • Stående vand er ikke i sig selv en skade. Vurder i stedet, om renden løber over ved kraftig regn, om vandet står ind over bagkanten, og om samlinger og endebunde er tætte.

Se også

  • rendejern. Faldet ligger i jernenes bukning og højde, ikke i renden selv.
  • trekantkile. Kilen på sternbrættet, der er med til at give renden den rigtige hældning.
  • tudstykke. Det punkt i renden, faldet skal pege hen imod.
  • tagfald. Tagfladens hældning, som ikke må forveksles med rendens fald.
  • zinktagrende. Materialet, hvor blikkenslagertraditionen oftest hænger renden vandret.
  • afvandingsareal. Det tagareal, renden skal aflede, og som afgør, om kapaciteten er presset.

Kilder