Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Stråtag

brandhage

Også kaldet brandstage, fyrhage

En brandhage er et gammelt brandredskab til stråtækte huse. Den består af en lang træstage med en stor jernkrog i den ene ende og et kraftigt tov fæstnet til krogen gennem en jernring. Med den river man brændende strå ned fra taget, så ilden ikke får fat i tagtømmeret eller springer videre til nabobygningen. Brandhagen hænger typisk et tilgængeligt sted på ejendommen, for eksempel i en gadeport eller under et udhæng.

Sådan bruges redskabet

Slots- og Kulturstyrelsens hæfte om brandsikring af stråtage beskriver to måder at bruge brandhagen på. Man kan arbejde med stagen direkte fra jorden, eller man kan kaste selve hagen op på taget som et spyd og derefter trække den ned igen i tovet. Jernkrogen river strå, bindetråde og tækkemateriale med sig. Pointen er ikke at slukke, men at få det brændende materiale ned på jorden, hvor det kan overhældes med vand, og at fjerne det endnu ikke antændte strå foran ilden, så branden mister sit brændsel.

Hæftet fremhæver en anden og mere konkret anvendelse. Brændende strå, der skrider ned fra taget og lander foran hoveddøren, spærrer flugtvejen for beboerne, og her kan brandhagen bruges til at trække bunken væk. Den samme risiko er baggrunden for de traditionelle løsninger med et bislag eller en tagskægskvist over indgangsdøren og for kravet om, at stråtag skal sikres mod nedskridning over redningsåbninger.

Fra påbudt redskab til frivilligt råd

Brandhagen er ikke et nyt påfund. Slots- og Kulturstyrelsen fører traditionen tilbage til 1700-tallet, hvor stråtækte huse skulle have en brandhage hængende tilgængeligt. I købstæderne indgik redskabet i det almindelige slukningsberedskab, hvor man ifølge Dansk Center for Byhistorie langt op i tiden klarede sig med spande, stiger og fyrhager. Efter indførelsen af tvungen brandforsikring i købstæderne i 1761 blev redskaberne også et forsikringsanliggende. Fonden Gl. Sønderho beskriver, hvordan ejere, der tegnede brandforsikring, skulle have de anordnede brandredskaber ved hver bygning, altså brandhager, stiger og læderspande, og at taksationsmændene efterså dem, før forsikringen blev godkendt. I Sønderho hang de fælles redskaber ophængt rundt i byen fra 1805.

I dag er brandhagen ikke et krav noget sted. Bygningsreglementet stiller ingen krav om egentlig brandsikring af stråtage, og redskabet optræder ikke i byggelovgivningen. Center for Bygningsbevarings udstillingsplanche om stråtage fra 2018 anfører det derimod som råd nummer ni på listen over gode idéer sammen med brandmeldeanlæg og lynafleder.

Hvor kilderne trækker i hver sin retning

Det samme hæfte fra Slots- og Kulturstyrelsen indeholder to udsagn, der er svære at forene. Det skriver, at et antændt stråtag i værste fald kan være overtændt på ti minutter, og at det er alt for kort tid til, at man kan nå at bekæmpe branden. Få sider senere anbefales et håndredskab til netop at rive taget ned. Læseren får ingen vejledning i, hvornår de ti minutter er gået, og hvornår man skal lade taget være og komme ud.

Hæftet slutter desuden brandhage-afsnittet med, at redskabet beskytter gården magisk mod ildebrand, blot ved at være hængt op, og at man derfor aldrig skal fjerne det fra huset. Det er folketro, ikke brandteknik, og det er værd at bemærke, at den står i en statslig vejledning uden forbehold.

Det skal du være opmærksom på

  • Brandhagen er et redskab til at begrænse skade, ikke en brandsikring. Den ændrer ikke tagets antændelighed, og den erstatter hverken alarmering, brandmeldeanlæg eller den indvendige brandsikring af tagkonstruktionen.
  • Regelafsnittet i Slots- og Kulturstyrelsens hæfte henviser til BR10 og Småhusreglementet BRS98. Begge er afløst af BR18, så paragrafhenvisningerne i hæftet kan ikke bruges direkte. Selve beskrivelsen af brandhagen er upåvirket af det.
  • Er du i tvivl, så lad taget være. Nedrivning af brændende strå foregår tæt på ilden og med et langt redskab over hovedhøjde.

Se også

Kilder