Tagordbogen

Tagordbogen Kanter og gennembrud Inddækninger

skorstensvange

Også kaldet vange

En skorstensvange er den lodrette murede side af en skorsten. En muret skorsten har fire vanger hele vejen op, både nede i huset og oppe i piben over taget. På taget er vangen den flade, tagdækningens inddækning slutter op mod, og den flade, løskanten skæres eller sættes ind i. Ordet dækker altså både en konstruktionsdel, der skal være tæt og tyk nok, og en fastgørelsesflade for blikkenslagerens arbejde.

Vangen som blikkenslagerens flade

Slots- og Kulturstyrelsens hæfte om inddækning af tegltage bruger ordet netop dér, hvor taget møder skorstenen. Sidder skorstenen ikke i rygningen, skal der ifølge hæftet opbygges en skotrende af ru, pløjede brædder eller vandfast plade med fald til begge sider, og zinkinddækningen fastgøres til skorstensvangen med en løskant af zink. Ved overgangen til teglstenene på siderne og på forsiden af skorstenen inddækkes med bly. Samme hæfte beskriver, at løskanten skal have samme højde hele vejen, at den skal stå 4 til 7 cm over tagfladen afhængigt af forholdene, og at den fastgøres i en rille skåret ind i murværket eller i murværkets vandrette fuger, bukket i v-form og fastholdt med en indbanket stump bly eller med murhager. Fastgørelsen sker altså i vangens fuger, ikke i stenene.

Hvor mange vanger der skal inddækkes på hver sin måde, afgøres af pibens placering. Miljøstyrelsens gennemgang af alternativer til blyinddækning beskriver, at inddækningen om murede skorstene består af skrå og vandrette sammenskæringer mellem tag og mur, og at en skorsten i kippen har to forstykker at inddække, mens en skorsten i tagsiden kun har det ene.

Halvsten, helsten og tal fra en ophævet regel

Hvor tyk vangen skal være, er det spørgsmål, kilderne er mest uenige om. Byggebogens blad om murede skorstene fra oktober 1968 skrev, at vanger skulle udføres med mindst 11 cm, altså en halv sten, mens vanger, der vender direkte mod det fri eller føres gennem stråtage, samt skorstenspiber, skulle udføres i mindst 23 cm, altså en hel sten. Bladet krævede desuden, at vangerne var tætte, at fugerne blev fyldt helt med mørtel, at indersiderne blev udjævnet og afkostet frem for berappet, og at ydersiderne blev fuget, pudset eller berappet. Det er en historisk kilde, der henviser til bygningsreglementet fra 1966 og til den ældre københavnske byggevedtægt.

Tallene lever videre. Skorstensfejerbranchens egne sider gengiver dem i dag i moderne stenmål og med hver sin indpakning. Skorstensfejer.nu skriver om en vangetykkelse på 108 mm inde i huset og 228 mm i piben, mens skorstensfejer Steffen Norgreen skriver, at murede skorstene fra mindst 30 cm under taget og opefter skal udføres af murværk på mindst 22,8 cm, eller af godkendte skorstenselementer udvidet med en mur på 10,8 cm, og henviser til småhusreglementet. Det regelsæt gælder ikke længere. Bygningsreglementet stiller i dag ydelseskrav til aftrækssystemet, blandt andet om temperaturklasse efter DS/EN 1443, om modstandsevne mod sodild og om overfladetemperatur, og siger ingenting om, hvor tyk en vange skal være. Tallene er derfor god byggeskik med lang praksis bag sig, men de er ikke et gældende mål, man kan slå op i reglementet.

Slagregn går gennem en halvstens vange

Teknologisk Instituts murværkssider skriver, at hovedparten af nutidens skorstene består af skorstenselementer, der fra en konsol et stykke under taget og opefter skalmures med en halvstens vange. Murværket i en skorsten er meget udsat for slagregn og skal opmures med absolut fyldte fuger, men det har ifølge samme kilde vist sig vanskeligt at gøre en halvstens vange tæt over for slagregn. Derfor er det nødvendigt at indlægge et opbukket paplag, så vandet ikke kan trænge ind i tagrummet, og paplaget bør så vidt muligt lægges i første skifte over inddækningen. Vandet, der driver ind gennem vangen, er altså en kendt og indregnet fejlkilde og ikke et tegn på sjusk med inddækningen.

Hvem siger vange

Ordet hører til murerfaget og blikkenslagerfaget. Slots- og Kulturstyrelsens faglige retningslinjer om skorstene og ildsteder beskriver piben med ordene sokkel, skaft og gesims og bruger slet ikke ordet vange, og det gør Bolius heller ikke i sin gennemgang af murede skorstene. Skriver en håndværker om skorstensvangen i et tilbud, mens rådgiveren skriver om skorstenens sider, taler de om det samme.

Det skal du være opmærksom på

  • Frisk kalk- og cementmørtel og salte fra nyt murværk tærer zink. Slots- og Kulturstyrelsen anbefaler at lægge en strimmel asfaltpap mellem zinken og mørtlen eller at stryge den side af zinken, der ligger ind mod mørtlen, med asfaltklæber. Det er netop den side, der sidder ind mod vangen.
  • Fastgørelser i vangen må ikke gå ud over skorstenens tæthed. Byggebogens blad fra 1968 slog fast, at skorstenens konstruktion og tæthed ikke må svækkes ved udhugninger, fastboltning eller fastsømning. En rille til løskanten skæres i vangens murværk, og den må ikke blive en genvej ind til røgkanalen.
  • Er skorstenen skalmuret uden på elementer, sidder løskanten i skalmuren og ikke i skorstenen selv. Det er stadig murværk, men det er en tynd vange, og tætheden hviler ifølge Teknologisk Institut lige så meget på paplaget bagved som på fugerne.

Se også

  • loeskant. Metalkanten, der fastgøres i vangens fuge eller rille og holder inddækningen tæt.
  • skorstensinddaekning. Den samlede tætning hele vejen rundt om piben, hvor vangen er den ene halvdel af samlingen.
  • muret-inddaekning. Alternativet, hvor tagstenene mures ind i vangen i stedet for at inddækkes med metal.
  • skorstenssokkel. Den udkragede nederste del af piben, som giver plads til indmuringen.
  • moertelkorrosion. Tæringen af zink ved kontakt med frisk mørtel i vangen.
  • skotrende. Renden bag skorstenen, når piben ikke sidder i rygningen.

Kilder