Tagordbogen

Tagordbogen Kanter og gennembrud Inddækninger

rygningslægte

Også kaldet kiplægte

Rygningslægten er den lægte, der ligger langs kippen øverst på taget, og som rygningsstenene fastgøres til. Den bæres af justerbare beslag, så den kan sidde i præcis den højde, hvor rygningsstenen både hviler af på lægten og på de øverste tagsten. Lægten hører til den mørtelfrie rygning. Lægges rygningen i mørtel, er den normalt ikke med.

Lægten hører til den mørtelfrie rygning

Tegl 36, murerfagets anvisning for oplægning af tegltage, skriver, at rygninger og grater på tage med falstagsten altid skal lægges mørtelfrie, og at rygningsstenene fastholdes til en toplægte. Stenene skrues fast eller fastgøres med specialbeslag, der leveres sammen med rygningsstenene, og ved udsat beliggenhed skal de skrues fast. Beskrivelsen af den mørtelbundne rygning ser anderledes ud. Teknologisk Instituts vidensside mur-tag.dk gengiver fremgangsmåden fra Tegl 36, hvor renden mellem lægterne i kippen lukkes med murstensstumper og fyldes op med mørtel, indtil der er plads til henlægningsmørtlen. Her nævnes ingen lægte. Det er værd at holde fast i, når nogen taler om «rygningslægten» som noget, ethvert tag har. På et ældre vingetegltag med rygning lagt i mørtel er det mørtelpuden og ikke en lægte, der bærer stenene.

Højden er hele opgaven

Tegl 36 formulerer kravet kort. Toplægten skal monteres så lavt, at rygningsstenene ligger ned til, men fri af, tagstenene i tagfladerne. Det lyder enkelt og er det ikke, for højden afhænger af tagstenstype, rygningsstenstype og taghældning på én gang. Randers Tegl oplyser i sine oplægningsvejledninger et standardmål på toplægten på 38 gange 56 mm og en toplægteholder, hvis gevindstykke giver en variabel højde på 30 mm, og har tabeller over afstanden fra kip til overkant af toplægten for hver taghældning. Komproment skriver i sin oplægningsvejledning for betontagsten, at topplanken bør være mindst 22 mm bred, at afstanden fra øverste bærelægte til plankens centrum skal være cirka 40 mm, og at man laver en rygningstest ved at lægge et par tagsten og et par rygningssten løst ud og justere højden, før noget overhovedet fastgøres. Vil man bruge en almindelig bærelægte som topplanke, sker det ifølge Komproment ved hjælp af toplægteholdere. V. Meyer beskriver den fælde, der opstår ved stejle taghældninger, hvor der ikke er plads til både øverste lægte og topplankeholderen, og løser den med en udskæring i lægten, et hjørne skåret i smig eller et smallere justerbart beslag.

Fire ord for det samme stykke træ

Her er kilderne ikke uenige om sagen, men om ordet. BYG-ERFAs byggeordbog har opslaget kiplægte, defineret som en lægte placeret i kip som underlag for rygning, og angiver toplægte som anden betegnelse. Tegl 36 og Randers Tegl skriver toplægte og toplægteholder. Komproment og V. Meyer skriver topplanke, men kalder samtidig deres eget beslag en toplægteholder, så begge ord står i samme vejledning. Ordet rygningslægte bruges blandt andet i Ondulines danske monteringsvejledning for bølgeplader. Tegl 36 bruger både topplanke og toplægte i sine tjeklister og behandler dem som to muligheder, ikke som samme ting, og en planke er da også kraftigere end en lægte. Vær særligt opmærksom på, at toplægte i tækkefaget betyder noget andet, nemlig de øverste lægter, som mønningen sys fast til.

Det skal du være opmærksom på

  • Prøveoplægningen er ikke en formalitet. Både Randers Tegl, Komproment og V. Meyer anviser at lægge sten løst ud og justere højden, før noget fastgøres. Sidder den øverste bærelægte forkert i forhold til kippen, kan fejlen først ses, når rygningsstenen lægges på, og så skal rækkerne af igen.
  • Beslag og lægte skal passe sammen. Randers Tegl gør et nummer ud af at kontrollere ved modtagelsen, at der er leveret den rigtige type rygningsbeslag til netop den valgte rygningssten.
  • Ventilationen kan lukkes til ved et uheld. Tegl 36 kræver mindst 100 kvadratcentimeter ventilationsåbning pr. løbende meter på hver side af kippen og spørger i sin projekteringstjekliste, om der er sikret suppleret ventilation, hvor rygnings- eller gratbåndet lukker over ventilationsspalten i topplanken.

Se også

  • toplægte. Det ord, tegltagets anvisninger bruger om samme lægte, men i tækkefaget dækker det noget andet.
  • toplægteholder. Det justerbare beslag, der bærer lægten i den rigtige højde over kippen.
  • mørtelfri rygning. Den udførelse, der gør lægten nødvendig.
  • rygningsbeslag. Beslaget, der låser rygningsstenen fast til lægten.
  • rygningsbånd. Båndet, der rulles ud over lægten og både tætner og ventilerer.
  • kipventilation. Afkastet øverst i taget, som lægtens højde er med til at bestemme.

Kilder